Anmeldelse: Zack Snyder´s Justice League (HBO Nordic)

Zack Snyder har på fortryllende vis gjort ét af filmhistoriens største flops til et endnu større delirium af kedsomhed.

Fire år er lang tid i filmverdenen. I hvert fald i superhelte-regi, hvor over ti år ved kassebåndet med Marvel i højere tempo end nogensinde før blev kortsluttet af coronakrisen. Tilbage i 2017 var det utænkeligt, hvis ikke forbrugerne blev waterboardet af superheltereklamer, superhelteplakater, superheltemerchandise, superhelteannoncer på nettet, superheltediskussioner på sociale medier og andre fora. At der skulle gå næsten fire år mellem "Justice League" og "Zack Snyder's Justice League" er alt for lang tid i en evigt flydende superheltefilm-forretning, hvor nye generationer og relanceringer konstant udvikles, opstår og udfases.

Selvom Zack Snyders udgave er to timer længere – dobbelt så lang som udgaven fra 2017 – har vi stadig at gøre med samme grundpræmis. Onde rumvæsner med superskurken Steppenwolf (Ciáran Hinds) i front har udset sig at invadere Jorden af de mange milliarder planeter i universet. Det er prøvet før uden held, men nu skal det altså være. Igen. For at stå imod beslutter Bruce Wayne/Batman (Ben Affleck) sig for i sidste øjeblik at samle et hold af superhelte til at beskytte vores hjemplanet. Det er ikke helt nemt, da Wonder Woman (Gal Gadot), Cyborg (Ray Fisher), The Flash (Ezra Miller) og Aquaman (Jason Momoa) skal overtales og samles. Samtidig har Batman samvittighedskvaler. Det var egentlig ikke så smart at give Superman (Henry Cavill) en røvfuld i "Batman v Superman: Dawn of Justice", da manden af stål om nogen kan gøre en forskel. Og mon ikke, at der også findes en løsning på netop det.

Lang historie kort for dem, som ikke kender til forløbet forud for denne udgave: Da Snyder forlod produktionen grundet sin datters tragiske selvmord, blev opgaven overleveret til Joss Whedon. Resultatet var Snyder mildest talt ikke tilfreds med, hvilket blev til en kampagne på sociale medier med håbefulde fans. For hvad nu, hvis der var noget om det? Var der et mesterværk gemt? Og ret skal jo være ret. Med 436 millioner kroner ekstra på hånden, oven i det oprindelige knapt 1.870 milliard kroner tunge budget, fik den gode Zack altså beføjelser til at gøre floppet "Justice League" til sin egen. Altså et endnu dyrere clusterfuck.

Nej, "Justice League" er ikke blevet bedre, selvom titlen og spilletiden er blevet det længere. Ganske vist er der tilføjet materiale på oprindelseshistorierne til de superhelte, altså Cyborg, Aquaman og The Flash, som endnu ikke havde fået deres solofilm, hvilket var ét blandt mange problemer ved udgaven fra 2017. I stedet er den nu fire timer lange film eksploderet endnu mere i introduktionen af bi-karakterer, som heller ikke underbygges, og dermed gentages de store udfordringer fra sidst. Et kæmpe sammensmasket rod, som er svært at finde hoved og hale i. Ikke at man gider, da Zack Snyder på fortryllende vis har gjort ét af filmhistoriens største flops til et endnu større delirium af kedsomhed.

Den ekstra næsten halve milliard kroner skulle blandt andet være brugt på ny CGI. Effektarbejdet er bestemt spidset til, hvilket kan ses – i visse sekvenser. Måske ikke så underligt ligner stilen noget fra "Sucker Punch", én af Snyders andre fadæser. I det hele taget lugter det langt væk af en instruktør uden den mindste selvkontrol. Netop den misforståede sensibilitet fra "Sucker Punch" går igen med valget af musik. Heriblandt med et tåkrummende cover af Tim Buckleys "Song to the Siren" i en følsom slow motion-scene med The Flash. Andre sekvenser kunne sagtens være taget fra konsol-actionspil fra slut-90'erne fremfor at strømline en samlet æstetik. Ikke at det gøres specielt meget bedre af, at "Zack Snyder's Justice League" er i 4:3 og streames på HBO Nordic, som ikke har det allerbedste ry ud i lyd og billedkvalitet. Ironisk nok passer dét til den overordnede kvalitet.

Listen med nedslag over, hvorfor "Zack Snyder's Justice League" er en skidt oplevelse, ville kræve en meget længere redegørelse. Dybest set er det rystende, hvordan Zack Snyder formår at skabe en endnu dårligere film, ud fra at han skulle have haft frie hænder – og endda en ekstra pose mønt – til at skabe sin vision. Personligt kan jeg ikke mindes at have set filmisk makværk på samme vanvittige niveau, der end ikke er ufrivilligt komisk, men komplet spild af penge og tid.

Zack Snyder´s Justice League (HBO Nordic)

Kommentarer

Zack Snyder´s Justice League (HBO Nordic)

  • ★★★★★★0

    Shiiiiiiiiit!!!!

    T. Nielsen15-03-21 17:20

  • ★★★★★0

    Spændende at læse! Vi er uenige og så alligevel ikke - for den er satme langtrukken. Jeg faldt dog for den virkelig seriøse (prætentiøse) tone og overdrevne action samt sentimentalitet. Glæder mig til at læse flere meninger om den her film. Den kommer til at skille vandene.

    David Lund15-03-21 17:22

  • ★★1

    Spot on Nicki - den kan anbefales at se med venner, og nok bajere. Så er der morskab at hente. :)

    Men simpethen et pinligt resultat. 

    Mikkel Abel15-03-21 17:26

  • ★★★0

    Spændende at læse! Vi er uenige og så alligevel ikke - for den er satme langtrukken. Jeg faldt dog for den virkelig seriøse (prætentiøse) tone og overdrevne action samt sentimentalitet. Glæder mig til at læse flere meninger om den her film. Den kommer til at skille vandene.

    Jeg er glad for at høre, at den virker på andre. Det skal en film til samlet over 2 milliarder kroner helst gøre. Det der virkede på dig havde helt modsatte effekt på mig, dog. :D

    Dolphinfriendly15-03-21 17:28

  • ★★★★★0

    Jeg er glad for at høre, at den virker på andre. Det skal en film til samlet over 2 milliarder kroner helst gøre. Det der virkede på dig havde helt modsatte effekt på mig, dog. :D

    Helt forståeligt - jeg svingede ret konstant mellem at kalde den mesterværk og makværk. Synes den første time var svær at komme igennem, men den sidste halvanden times tid overtalte mig til at hælde mod det positive. 

    David Lund15-03-21 17:32

  • 0

    Spændende at læse! Vi er uenige og så alligevel ikke - for den er satme langtrukken. Jeg faldt dog for den virkelig seriøse (prætentiøse) tone og overdrevne action samt sentimentalitet. Glæder mig til at læse flere meninger om den her film. Den kommer til at skille vandene.

    Hvad ville dit bud være på stjerner så?

    Gladiator15-03-21 17:37

  • ★★★★★0

    Hvad ville dit bud være på stjerner så?

    Jeg ligger på 4/6. Men altså. Jeg kan forstå alt fra 1 til 6 =)

    David Lund15-03-21 17:40

  • 0

    Glæder mig uanset hvad folk skriver :)

    Geekalot15-03-21 17:40

  • 0

    Jeg ligger på 4/6. Men altså. Jeg kan forstå alt fra 1 til 6 =)

    Haha fair nok :-D 
    Er spændt. 

    Gladiator15-03-21 17:43

  • ★★★0

    Jeg ligger på 4/6. Men altså. Jeg kan forstå alt fra 1 til 6 =)

    Spændende, om jeg vil ændre radikal holdning til filmen, når/hvis jeg giver den endnu en chance på UHD. Jeg håber virkeligt, at streamingkvaliteten ikke er alt for slem for dem som har glædet sig.

    Dolphinfriendly15-03-21 17:50

  • ★★1

    Jeg skal se den sammen med mine venner, hvor vi helt klart kommer til at se den på samme måde, som vi gør med Batwoman: Den dybe undren over, hvordan voksne mennesker kan indgå i sådan noget... med vilje?

    Vi ser den hos min ven, der har et OLED fjernsyn, så vi kan sikre den bedst mulige visuelle præsentation, for ja, HBO Nordic er den ærgerlige digitale flaskehals til alt deres geniale materiale på platformen.

    Da jeg selv kun har et LED fjernsyn, så er det ikke særlig meget, jeg ser på HBO med stor glæde. :-/ 

    The Paki Don15-03-21 17:58

  • ★★★★★★0

    Jeg ligger på 4/6. Men altså. Jeg kan forstå alt fra 1 til 6 =)

    Du helgarderer dig David:)

    T. Nielsen15-03-21 18:01

  • ★★★★★★0

    www.imdb.com/title/tt12361974/technical

    Aspect Ratio 1.33 : 1

    Zero Cool15-03-21 18:07

  • ★★★★★0

    Du helgarderer dig David:)

    Jep. Måske vil du forstå, når du har set filmen =)

    David Lund15-03-21 18:14

  • ★★★★★★0

    Av, av - surt

    Wayne15-03-21 18:27

  • ★★★★★★0

    Jep. Måske vil du forstå, når du har set filmen =)

    Jeg forstår allerede nu...tror jeg. Tror lidt jeg har det på samme måde med Bat Vs Sup. 

    T. Nielsen15-03-21 18:30

  • ★★★★★★0

    Hvorfor har de egentlig valgt at optage den i 4/3 format? Mindes slet ikke at bio udgaven var dette?

    T. Nielsen15-03-21 18:32

  • ★★★0

    Hvorfor har de egentlig valgt at optage den i 4/3 format? Mindes slet ikke at bio udgaven var dette?

    Det er noget med, at formaten er en del af Snyders oprindelige vision.

    Dolphinfriendly15-03-21 19:04

  • ★★★1

    Jeg slog det lige op, og det er fordi han oprindeligt havde tænkt at den skulle høre til på Imax. Ironien slår hårdt på HBO Nordic :)

    gi-jones15-03-21 19:28

  • ★★0

    101 anmelder på Rotten Tomatoes giver den indtil videre 75% og en average score på 6.7 ud af 10.

    The plot thickens!

    The Paki Don15-03-21 21:24

  • ★★★★★0

    101 anmelder på Rotten Tomatoes giver den indtil videre 75% og en average score på 6.7 ud af 10.

    The plot thickens!

    Av hvor er jeg tæt på gennemsnittet. Det gør altså lidt ondt =(

    David Lund15-03-21 21:25

  • ★★★★★2

    54/100 på Metacritic. Det ligner også meget godt Rotten Tomatoes Top Critics(dog kun 29 anmeldelser indtil videre) som hedder 55 % med en average score på 5.60/10.

    Kruse15-03-21 21:34

  • ★★0

    Ja, Metacritic tager jeg lidt mere seriøst. :-) Men alligevel... Det bliver en film, der ser ud til at være noget, der vil tilfredsstille flere fans end den forrige og det er vel det vigtigste. :-)

    The Paki Don16-03-21 10:47

  • ★★★0

    Man skulle næsten mistænke Snyder for at lave et nyt film begreb, "Heldagsfilm", med den spilletid.

    MOVIE100016-03-21 10:59

  • ★★★★★0

    Man skulle næsten mistænke Snyder for at lave et nyt film begreb, "Heldagsfilm", med den spilletid.

    Der synes jeg så, at der skal en times tid mere på. Har alligevel set en håndfuld 4 timers film, men 5 timer og over kan tælles på en hånd =)

    David Lund16-03-21 11:09

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen