Moovy Exclusive: Fra "Man of Steel" til "Zack Snyder´s Justice League": Historien om DCEU (Del 3)

I næste artikel om superheltefilmene fra DCEU kigger tegneserieekspert Bruno Olsen nærmere på biografudgaven af "Justice League" samt James Wans "Aquaman".

"Justice League"

Efter at have haft supertravlt (pun intended) nåede DC til den store ensemble-film. Vi skulle se Batman, Wonder Woman, The Flash (Ezra Miller), Aquaman (Jason Momoa), Cyborg (Ray Fisher) og genopstandelsen af Superman. Sammen skal de kæmpe mod fjenden Steppenwolf, der er forløber til én af DC-universets helt store skurke: Darkseid. Der er åbenlyse paralleller til Marvels Thanos, der dog i tegneserieform så dagens lys et par år efter Darkseid.

Udover inspiration fra mesteren Jack Kirbys "New Gods" er der hentet tegneserieinspiration fra "The Return of Superman", en efterfølger til "The Death of Superman". Nok ikke så overraskende genopstår Superman her fra døden. Filmen læner sig også opad de nyere udgaver af Justice League, da superhelten Martian Manhunter ellers traditionelt har været et af de første medlemmer af gruppen.

Her er det også, at DCEU virkelig bliver et shitshow, og det er meget svært at finde ud af, præcis hvad der er sagt og gjort i kulissen. Hvad der dog er sikkert er, at der var en del ballade om projektet, allerede før Snyder forlod filmen, fordi hans datter begik selvmord. Balladen involverede tilsyneladende også den "Batman"-film, som Ben Affleck skulle have instrueret.

Uanset hvad forlod Snyder "Justice League" for at koncentrere sig om sin familie og overlod projektet til Joss Whedon, som gik i gang med at skrive og skyde nye scener samt at formindske spilletiden til to timer, hvilket var et krav fra DC-ledelsen. Oprindeligt var det meningen, at filmen skulle have været delt i to, og Zack Snyders nye udgave bliver fire timer lang.

Historien er skrevet af Chris Terrio og Zack Snyder med manuskript af Chris Terrio og Joss Whedon, mens Snyder stadig er krediteret som instruktør. Det er dog uvist, hvor meget af det skrevne materiale Whedon har brugt, da han overtog. Snyders fotograf, Fabian Wagner, har fortalt, at kun cirka 10 procent af biografudgaven består af materiale, der blev skudt med Snyder bag kameraet, mens 90 procent er Whedons reshoots.

Filmen er virkelig ikke god, og det kommer fra en, som er overvejende glad for DCEU. Det er meget tydeligt, at man igen har forsøgt med mere humor. CGI'en virker ikke færdiggjort, og så er der naturligvis hele problematikken med Henry Cavills overskæg, som blev fjernet digitalt efter nye optagelser, fordi briten var gået i gang med "Mission: Impossible – Fallout".

Balladen stoppede ikke efter filmens lancering. Ben Affleck droppede sin rolle som Batman, og i lang tid var der tegn på, at Henry Cavill ville følge med. Samtidig rettede Ray Fisher kritik mod Joss Whedon, og ifølge et interview med Gal Gadot havde hun også sine problemer med Whedon – der dog blev håndteret af ledelsen. Det lader dog til, at man efterfølgende har fået løst nogle af de problemer, der opstod i kulissen. Affleck vender tilbage som Batman i den kommende "The Flash"-film, mens Ray Fisher lader til at være blevet skrevet ud af den. Uanset hvad fejlede "Justice League" økonomisk, og den fik tvivlsomme anmeldelser.

"Aquaman"

Efter balladen med "Justice League" kom "Aquaman". Geoff Johns, James Wan og Will Beall stod for historien sammen med David Leslie Johnson-McGoldrick.

Wan og Johnson-McGoldrick har begge en baggrund i horror og havde tidligere samarbejdet. Selvom det aldrig var meningen, at "Aquaman" skulle være en horrorfilm, fik filmen en noget anderledes tone, end DCEU tidligere havde budt på.

Ligesom "Wonder Woman" er der ikke voldsomt meget, der kæder den sammen med resten af DCEU-filmene. Der er i virkeligheden heller ikke voldsomt meget at skrive om den.

Castet er solidt med evigt charmerende Jason Momoa i front som Aquaman og Amber Heard som hans kærlighedsinteresse, Mera. Willem Dafoe, Patrick Wilson (som Wan tilsyneladende ikke kan undvære), Nicole Kidman, Temuera Morrison og Dolph Lundgren var med til at gøre filmen festligere.

Historien er tæt på skabelseshistorien i tegneserierne, og man har ikke været bange for at omfavne de fjollede aspekter, som der er mange af. Blandt andet at soldaterne fra Atlantis rider på gigantiske søheste, når de skal i kamp. Der var enkelte mumlerier i krogene, fordi Momoa ikke er super-blond som tegneserieudgaven, men efter introduktionen i "Batman v Superman" var publikum overvejende tilfredse med valget af skuespiller.

Kontrovers var der intet af. Bortset fra retssagen mellem Johnny Depp og Amber Heard, som intet har med filmen at gøre, men måske kan have en påvirkning på efterfølgeren, der er sat til at udkomme næste år. Lige nu er der et pres fra Depp-fans for at få Heard fyret fra filmen.

Kommentarer

Fra "Man of Steel" til "Zack Snyder´s Justice League": Historien om DCEU (Del 3)

  • 1

    Tror Warner/HBO kunne vinde mange abonnementer på at starte nogle serier med Batffleck, Deathstroke og evt. Mera fra Aquaman.

    Gladiator18-03-21 17:35

  • 0

    Aqua man var overraskende positiv - især taget JL shitshow i betragtning. 

    Dominar Rygel XVI18-03-21 20:44

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen