Zack Snyder's Justice League (2021)
Efter at have set instruktør Zack Snyder’s oprindeligt tænkte version af dette superhelteepos, som er langt fra den (forfærdelige) version som Joss Whedon færdiggjorde, der kom i biograferne, tænker jeg det nok er en film der kan dele vandene lidt. Ikke mellem makværk og mesterværk, men mellem makværk og så dem der synes det er en habil film af en art, trods alt.
Jeg hører til de sidste, men forstår ret godt, hvis folk påsætter det prædikatet makværk. Måske konsensus om nogle år mere rendyrket vil bedømme det til en lortefilm?
Men uanset, så var jeg overraskende godt underholdt og fastholdt og det i en film, der er tæt på de 4 timer lang og det er jo en præstation i sig selv.
Som det ofte ses med Snyder’s film, så er det en film hvor det forsøges med at blæse det meste nærmest vulgært ud af proportioner udi det episke og voldsomt storladne. Det i sig selv, kan med garanti støde en del fra sig. Jeg nyder det, sådan på en lidt blandet måde, hvor jeg kan synes det både er fedt, men også hvor det bliver morsomt fordi det bare er for meget og overgjort.
Æstetikken er udpræget tegneseriestil, med et overload af effekter og et rasende tempo over actionscenerne. Flere flotte, andre voldsomt kunstige og grimme. Men der er et konstant filter af noget affekteret over hele den visuelle side, som får Marvel’s superheltefilm til at ligne socialrealistiske dramaer på billesiden i forhold til.
Jeg kan måske være lidt ked af, at Snyder presser citronen så meget, når det kommer til fotograferingen og klipningen af filmens opulente ramasjang, hvor jeg synes han før har bevist at han faktisk kan skrue ret fin action sammen. Her hælder han lidt for meget til den voldsomme side.
Men som med alt andet i filmen, er det tydeligt at Snyder har haft en vision og et ønske om at skabe et epos af de helt store. En superheltefilm med ambitioner større end både handling og karakterer helt kan bære måske. Men ikke desto mindre fascineres jeg at forsøget.
Trods den meget kritik jeg kan smide efterværket, så er der også en del der fungerer bedre end den version der blev smidt i biograferne i sin tid. Vil ikke underkende, at dette aspekt også gør mig mildere stemt over for denne her. Men både opbygningen, introduktionen af figurerne og samspillet har fået et væsentligt nøk opad.
Selv Ezra Miller som The Flash/Barry Allen virker bedre her og han var i Whedon’s udgave et træls og ofte tåkrummende forsøg på et morsomt islæt. Det grænser stadig sine steder, men med bedre klippet timing og scener fungerer humoren bedre i kontekst denne gang. Han er nærmest også gået hen og fremstå som den mest menneskelige skikkelse, måske sammen med Ray Fisher i rollen som Cyborg/Victor Stone.
Cyborg forekommer mig bare mere kedelig, både som ikonisk superhelt og menneske, trods karakterens traumatiske historie.
Men også Ben Affleck som Batman/Bruce Wayne fungerer bedre i denne omgang, end han gjorde i den oprindelige udgave. Der forekom han mig lad og træt. Ved ikke om det er korrekt, men han er mere på og tændt her synes jeg.
Ja selv normalt gabende kedelige Henry Cavill som Superman, der naturligvis må genopstå fra de døde, overbeviser bedre, selv om han stadig mangler en udtryksfuldhed i sit skuespil, som man kan relatere til.
Både handlekraftige Gal Gadot som Wonder Woman og fordægtigt Jason Momoa som Aquaman er forsat velvalgte i deres roller.
Men ellers er historien om vores brogede samling af superhelte, der må arbejde sammen mod en trussel fra skurken Steppenwolf, der tjener en højere herre, intet særligt og minder umiskendeligt meget om de to sidste Avengers film fra Marvel. Det er atter en gang nonsens om en magisk kraft, der skal samles i form af nogle sten, for at opnå det ultimative magt.
Naturligvis skal den slags fortællinger være ”larger than life” og man finder lignende handlinger i Tolkiens ”The Lord Of The Rings”. Men alt efter hvor godt det præsenteres og berettes, fungerer det altså ikke altid lige godt og slet ikke når det koster på karakterarbejdet.
Selv den mest forvrøvlede fortælling kan fremstå intelligent og interessant, hvis persongalleriet det fungerer og især, hvis man på samme tid, lykkes med at få smidt noget mening ind bag facaden. På den konto er Snyder’s megaspektakel ikke altid lige vellykket.
Men for mig var det trods alt godt nok og nok bedre, end jeg havde turde håbe på. Særligt med tanke på spilletiden. Men hold da kæft for et forsøg på en gang ekstravagant superheltefilm, der ikke forfalder til det lyse og morsomme. Det er tungt, også af de forkerte grunde, mørkt og grumt.
Bedømmelse: 7/10