Another 48 Hrs. (1990)
Der måtte selvfølgelig komme en efterfølger, som tager tråden op næsten 8 år efter første film. Eddie Murphy var i mellemtiden blevet en superstjerne på det store lærred. Der var dog begyndt at komme lidt ridser, måske havde han peaket, så hvorfor ikke forsøge igen med en, på papiret sikker succes og gentage den formel man brugte tilbage i 1982.
Historien her er at politimanden Jack, atter spillet brovtende af Nick Nolte, der altså er den der lyser mest og ofte næsten ene mand denne omgang, jagter den mystiske skurk The Iceman. Samtidig jagtes han af et par drabelige forbrydere, der har en forbindelse til første film.
Derfor kommer Reggie, igen spillet af Murphy, atter ind i billedet. Denne gang naturligvis mere søgt og utroværdigt på flere måder, hvor der må fyldes på med lidt forklaringer, så vi køber at vores duo atter står hvor de gør, samt hvorfor de nu igen mundhugges og generer hinanden.
Men det fungerer uanset heller ikke helt godt isoleret set, selv om man forsøger sig med samme formel. Materialet og drejebogen virker ikke helt så stærk og overbevisende.
Replikkerne er mere forceret, det samme er handlingen, der drøner derudaf, uden helt at give en helhedsfornemmelse. Timingen rammes svagere og værst, så virker Murphy som er han ude af form. Hans spydigheder er mindre charmerende og grænser til den drøje side enkelte steder. Så med- og modspillet mellem Nolte og Murphy, der løftede originalen, kan ikke redde denne her fra middelmådigheden.
Der er selvfølgelig små glimt af guld, hvor man rammer noget, man gerne så mere af og så beviser instruktør Walter Hill atter engang, at han formår at iscenesætte solid og hårdtslående action af den gamle skole. Også selv om der smøres lidt rigeligt på eller der er scener der er uigennemtænkte hist og her.
Jeg fik for øre, af min ven, lad os kalde ham don, at der var skåret en del fra den oprindeligt tænkte version. Det måtte jeg naturligvis tjekke op på og det er korrekt.
Filmselskabet gik, kort før premieren i panik, om så lang en film af denne type, kunne klare sig ved billetlugerne. Så der blev ukritisk sakset en stor del fra. Først gik den fra Hill’s arbejdskopi på de 145 minutter til de 120, men så ville selskabet have den endnu kortere og den røg ned på de små 95 minutter.
Jeg værdsætter normalt at sådanne film, de holdes kort. Men jeg kunne godt tro, at man her alligevel har mistet mere end man vandt. Det sagt, så er jeg ikke overbevist om, at der gemmer sig en fremragende efterfølger, bedømt ud fra det jeg har set.
Bedømmelse: 5/10
