Forum - Forum-tråd: What we saw

What we saw

  • ★★★0

    Genså Underworld 5 af uvisse årsager - det var også noget af en “øhmm” oplevelse. 2,5/6.

    Gormanden 8-04-21 14:21

  • ★★★★★★0

    Genså Underworld 5 af uvisse årsager - det var også noget af en “øhmm” oplevelse. 2,5/6.

    Er det den der hedder Blood Wars, eller tæller du den der lille tegnefilm med?

    T. Nielsen 8-04-21 14:25

  • ★★★★★★0

    Jeg har de sidste mange aftener set mærkelige b-film på Amazon. De flyder nærmest over med underlige film. Og jeg elsker det! Man taster bare sci/fi og så er de der.

    Jeg har i fire dage lykkes med at se to film hver aften, og har været svært underholdt. Faktisk vil jeg lige anbefale Time Almanac. Den skal se ud som om den er filmet med mobiltelefoner, og det gjorde at jeg næsten slukkede. Men det viste sig, at den var rigtig god og tankevækkende. Den tager tidsrejsespørgsmålet op, og da Michael Bay er producer, er der spyttet penge i effekterne. Det havde jeg ikke forventet. 

    davenport 9-04-21 09:01

  • ★★★★★★1

    Spøgelsestoget (1976)

     

    Slapt iscenesat og usammenhængende, tæt på meningsløs dansk krimilystspil, tilsat lidt kiksede og milde horrorelementer.

    Historien om en gruppe togpassagerer, der strander på en nedlagt station, mens mord og mystiske hændelser foregår, er bygget på et succesfuldt engelsk teaterstykke.

    Det er filmatiseret flere gange, men kommer her i en dansk version, hvis eneste ”kvalitative” styrker er, at man har samlet flere af de store danske komikere, anført af Dirch Passer.

    Som så ofte, fornemmer man desværre at filmen bygger på et dovent manus, hvor man lidt for ofte tror at Passer nok skal redde skidtet med et par ”morsomme” grimasser.

    Jo, Passer var i mine øjne en morsom mand. Bare sjældent på film.

    I andre roller ses en afdanket Preben Kaas, der her som 45 årig ligner en på 70. Man har ligeledes hentet en ung Lisbet Dahl ind, men uden at vide hvad man helt ville bruge hende til. Også normalt herlige Kirsten Walther falder helt igennem.

    Jeg kunne nævne flere danske koryfæer, men ingen har noget at arbejde med. På den måde lægger filmen sig egentlig nok på linje med de fleste danske lystspil fra denne periode.

    Så skal man se sjove og hyggelige danske film og serier fra dengang, så kan man nøjes med Olsen-Banden og Huset På Christianshavn. Begge disse Erik Balling ting, de er af en helt anden kaliber med gode karakterer og lidt tyngde bag morskaben.

     

    Bedømmelse: 2/10

    T. Nielsen 9-04-21 12:26

  • ★★★★★0

    The Art of Self-Defense (2019)

    youtu.be/7Bms6Hba-3A

    Riley Stearns som tilbage i 2014 debuterede med den anmelderroste indie thriller-komedie "Faults" vendte efter fem års skriverier endelig tilbage til det store lærred med en ny kulsort komedie i skikkelser af "The Art of Self-Defense", der tog et solidt kvælertag på temaer som ensomhed, machokultur og kønsdiskrimination.

    Jesse Eisenberg - der om nogen mestrer de nørdede og kejtede enspændertyper til perfektion - spiller den forsagte og konstant underkuede kontorassistent Casey, hvis eneste afbræk af fred og fordragelighed fra en hverdag bestående af mobning og ydmygelser kun finder sted inden for hjemmets fire deprimerende vægge i form af trøstende samtaler med sin trofaste gravhund.

    En dag vil skæbnen det således, at Casey er løbet tør for hundemad og den neurotiske nørd må derfor begiver sig ud på en utryg rejse i sit trøstesløs nabolag om aftenen for at besøge den lokale købmand. Undervejs bliver han dog selv banket til hakkebøf, da en afstumpet gruppe slyngler overfalder ham, hvilket blot gør hans frygt for omverdenen endnu værre. I et sidste desperat håb om at ændre sit liv, forstærke sit mod og sin tro på tilværelsen melder Casey sig derfor efterfølgende ind i en Karate klub.

    Her fascineres den fortvivlede ungersvend omgående af dojoens karismatiske og djævelsk forførende leder, Sensei (Alessandro Nivola), samt af den smukke men følelseskolde og let irritable elev Anna (Imogen Poots), der selv kæmper en brav og nådesløs kamp for at komme til tops i det mandsdominerede hierarki og derfor ikke lige umiddelbart har tid til romantisk tant og fjas. Som ugerne går bliver Casey mere og mere indoktrineret i Senseis kontante selvhjælpsråd og begynder at efterleve dem i sin hverdag.

    Undervejs opstår der dog pludselig skumle ridser i lakken hos den selvudnævne guru og alfahan, og Casey bliver efterhånden mere og mere i tvivl om han nu også er kommet på rette spor i sin søgen efter mening med livet, eller om han i virkeligheden er røget i kløerne på en falsk profet.

    Riley Stearns er et navn man bør holde godt øje med i fremtiden, for han kan altså noget når det kommer til at lave syrede og excentriske fabler - filmen "Dual" med Karen Gillan og Aaron Paul er undervejs - der med en knastør sorthumoristisk stil ikke blot er herlig underfundig og absurd underholdende, men også har masser på hjerte angående samfundskritik og kønsrollemønstre  gemt bag sin skæve fortælling og ditto kryptiske persongalleri.

    Det skulle man måske ikke lige umiddelbart tro, for til at starte med ligner den kampsport filosofiske "The Art of Self-Defense" nemlig til forveksling en traditionel indie-komedie, der i både handling og æstetik underspillet udfolder  sig ud som en sørgmodig men alligevel humoristisk udgave af "Den grimme Ælling" med nørdernes mester Jesse Eisenberg som hygsom chauffør bag rattet.

    Pludselig tager den moderne fabel dog et skarpt og uventet sving til højre væk fra alt, hvad der for os som publikum er trygt og sikkert. Og mens man undrende og mystificeret men alligevel nysgerrigt følger med på den moralske deroute,  leger instruktøren Riley Stearns drilsk med tilskuerens moralske og etiske kompas, samt hvad der er morsomt og rørende, hvilket her ofte er blandet sammen i en herlig uforudsigelig og følelsesmæssig gotisk knude.

    Jesse Eisenbergs undertrykte Casey er en underdog, der er svær ikke at holde af og have sympati for, men alligevel foretager han ting på sin eksistentielle dannelsesrejse der gør, at han ofte balancerer på kanten af det usympatisk og amoralske. Ligeledes er Imogen Poots hårdtslående Anna også inde i en konstant gråzone selvom, at hendes kamp for ligeværd og accept er noget, som man kun kan støtte op omkring.

    Det er især denne udfordrende balancegang fra Riley Stearns, kombineret med tre helt igennem  fremragende præstationer, der gør at "The Art of Self-Defense" i sidste ende er en dybt fascinerende og fremragende film, som både er underfundig morsom, intelligent i sin harske macho-satire, samt udfordrende og rørende i sine spøjse karakterportrætter.

    9/10

    Hvis man skulle have lyst til at se et par interviews med holdet bag filmen, er der et par stykker her, som er værd at tjekke ud bagefter:

    youtu.be/wgPG3RPG4Aw

    youtu.be/xhNE06hlIHk

    NightHawk 9-04-21 21:39

  • ★★★1

    Er det den der hedder Blood Wars, eller tæller du den der lille tegnefilm med?

    Yes, blood wars. Der kunne tydeligvis ikke klemmes mere ud af den franchise

    Gormanden10-04-21 08:24

  • ★★★★★★0

    Yes, blood wars. Der kunne tydeligvis ikke klemmes mere ud af den franchise

    Jeg har altid fundet serien tæt på middelmådig. Alligevel havde den en lille appeal på mig. Men har ikke set Blood Wars.

    T. Nielsen10-04-21 08:41

  • ★★★★0

    Nomadland (2020)

    6 x Oscar-nomineringer: Bedste film, bedste instruktør, bedste klipning, bedste manuskript, bedste fotografering, og bedste hovedrolle (Frances McDormand).

    Fern (McDormand) har mistet sin mand. Hun har også mistet sit arbejde som følge af en fabriksnedlukning. Og hun har mistet sin by, som nu er en forladt spøgelsesby. Men hun har ikke mistet sin tilknytning til byen, hvilket gør hende rastløs og hjemløs. Eller som hun selv siger: ”jeg er ikke hjemløs, jeg er husløs”.

    Hun lever nemlig i en hendes lille van og kører rundt i Nevada, Arizona og South Dakota og tjener lidt skillinger ved forefaldende arbejde. På sin vej møder hun andre nomader, der også lever det frie liv i naturen og ”on the road”.

    Der sker stort set ingenting, så man skal bestemt ikke se filmen for det nærmest ikke-eksisterende plot. Men det er en stor oplevelse at komme helt tæt på det særlige liv, som disse personer lever. Det føles helt fluen-på-væggen dokumentaristisk i tilgangen. Og der er da også flere af de medvirkende, som ikke er skuespillere – men som er taget fra det virklige nomadeliv.

    Der er på én gang tale om en livsbekræftende film, som samtidig også er lidt trist. For det er ikke en dans på roser. Det er en meget eftertænksom film med noget på hjerte. Så snart rulleteksterne gik i gang, savnede jeg allerede at være i selskab med Fern, Dave, Linda May, Bob og de andre.

    Filmen kan ses på Hulu, og om en uge også på Disney+ Canada.

    4½ ud af 6 stjerner

    Bare lige en service reminder: Nomadland kan nu ses gratis på Disney+ Canada.

    Dvs. det kræver blot et Disney+ abonnement, og at man enten bor i Canada eller har en VPN forbindelse dertil. Og der er endda danske undertekster på og det hele.

    S. Rico10-04-21 18:19

  • ★★★★★1

    Vivarium (2019)

    youtu.be/U3Xy2x9NDrw

    Ligesom det var tilfældet med Riley Stearns, er den irske instruktør Lorcan Finnegan også en forholdsvis ny dreng i klassen med en lovende karriere lurende i horisonten. Finnegans stil og fortællinger er dog en væsentlig anderledes og syret størrelse, der mest af alt udmærker sig ved at være en moderne pendant til bizarre og vanvittige drømmeagtige skæbneberetninger ala den slags, man ser udfolde sig i legesyge og eksperimenterende serier som "The Twilight Zone", "The X-Files" eller "Black Book",

    ---

    Endnu en solbeskinnet dag med glæde og højt humør er vel overstået for den hjertevarme børnehaveklasse-lærer Gemma (Imogen Poots), da hun mødes med sin kæreste, pedellen Tom, (Jesse Eisenberg) ved skolens parkeringsplads og deres favoritsted nær et stort træ. Den hyggelige genforening lider dog pludselig et vemodigt knæk, da de samtidig må begrave to fugleunger, der ligger golde og døde på jorden.

    Det unge par får dog hurtigt rystet den - for især Gemma - ubehagelige oplevelse af sig, da de efterfølgende kører ind til byen for at finde en ejendomsmægler, som forhåbentlig kan hjælpe dem med endelig at finde det perfekte hus, hvor de kan gøre alvor af deres planer om at starte en lille familie og skabe sig et lykkeligt liv. Et sted hvor en række limegrønne parcelhuse pryder vinduet falder straks i Gemmas smag og nærmest draget af de pudseløjerlige design, begiver de sig derfor nysgerrigt indenfor.

    Alt imens de undrende og fascineret inspicerer modellerne af de ensartede huse og deres dertil hørende mini-by projekt, kredser den eksalterede sælger Martin (Jonathan Aris) omkring parret i håbet om at lave en hurtig handel. Trods Toms umiddelbare skepsis over den kliniske og overdrevet idylliske bolig samt det, at Martin synes både creepy og omklamrende, lader Gemma sig forføre af tanken om et perfekt liv, og kort efter befinder de sig med Martins assistance i det spritnye boligprojekt Yonders.

    Men kort efter ankomsten forsvinder Martin og Yonders synes nu pludselig umulig at forlade igen. Inden længe må det mere og mere desperate par derfor nervøst indse, at drømmen om det perfekte liv måske i virkeligheden er ved at forvandle sig til et vaskeægte mareridt...

    ---

    En af de mest kriblende og ubehagelige detaljer ved Lorcan Finnegans super klaustrofobiske og omklamrende psykologiske horrorfilm "Vivarium" er dens umiddelbart uskyldsrene parcelhus-lokation, der mest af alt minder om en blanding af et kønsløst men perfekt designet ikea objekt, og en tilforladelig og harmløs børnetegning.

    Det er med dette ferske og gusten-grønne dukkehus af diabolske dimensioner et stemningsmættet genialt skaktræk som Lorcan Finnegan laver, der øjeblikkeligt skaber en lettere mystificeret atmosfære, som filmen samt dens satiriske udforskning af hverdags-temaer og problematikker - såsom familiemønstre, samfundsstruktur, drømme og forventninger - dermed får en ekstra forstærket effekt af og som konstant gør at ubehaget og spændingen holdes  intakt fra start til slut.

    Med sig på den surrealistiske rejse langt ind i materien på selv samme hverdags-udfordringer har Lorcan Finnegan allieret sig med Imogen Poots og Jesse Eisenberg - der også spillede sammen i "The Art of Self-Defense" - og duoen leverer også her to helt igennem fremragende præstationer som det hårdt prøvede kærestepar, der efterhånden går hinanden mere og mere på nerverne og fremtvinger hinandens værste sider i forsøget på at løse den eksistentielle gåde af en labyrint, som de uvildigt er havnet i.

    Den indledende scene med fuglene og reden der er mere omfattende end beskrevet her - de detaljer skal man nemlig selv have fornøjelsen af at afkode - er i den sammenhæng i øvrigt ret vigtig at huske tilbage på undervejs i filmen, da denne prolog giver historien og karakterenes indbyrdes forhold en ekstra creepy dimension.

    Er man til syret og kryptisk fantasy med gustne stænk af horror og psykologisk thriller, ja så kommer "Vivarium" hermed med en varm anbefaling.

    8/10

    Her et par interviews med Imogen Poots, Lorcan Finnegan og Jesse Eisenberg:

    youtu.be/l6LgaUNuvUw

    youtu.be/RtBC0ief_Co

    NightHawk10-04-21 19:23

  • ★★★★★1

    Du er spot on med sammenligningerne, Nighthawk! Jeg tænkte meget på Twilight Zone, da jeg så den. Jeg er nok “kun” på 7/10, men den var da dejlig syret og underholdende =)

    David Lund10-04-21 19:18

  • ★★★★★0

    Du er spot on med sammenligningerne, Nighthawk! Jeg tænkte meget på Twilight Zone, da jeg så den. Jeg er nok “kun” på 7/10, men den var da dejlig syret og underholdende =)

    Fedt at høre, at du også kunne lide den. :)

    Ja, den rammer fuldstændig den vibe man kender fra eksempelvis "The Twilight Zone", som også er en serie jeg holder meget af.

    Og samtidig så er det også sjovt at sidde og afkode de forskellige metaforer osv, der er gemt i historien. Det er altid mest interessant synes jeg, når en film både kan underholde men også samtidig har noget på hjerte. 

    NightHawk10-04-21 19:43

  • ★★★★1

    3 hovedretter fra 2013 + dessert:

       

    Blue Ruin (2013) af Jeremy Saulnier

    En bums der lever på gaden får ny mening med livet, da en morder løslades fra fængslet. En dejlig anderledes hævnfilm, som dog i sidste ende alligevel føltes lidt ordinær.

    ★★★☆☆☆

         

    Coherence (2013) af James Ward Byrkit

    Fire par spiser middag sammen en aften, mens en komet passerer tæt på Jorden. Mystiske ting begynder at ske, og uden at afsløre noget, må moralen være: "Don't interact with the Schrödingers cat"! 

    ★★★★☆☆

         

    Oculus (2013) af Mike Flanagan

    Jeg bliver normalt altid skuffet over gysere, der involverer overnaturlige og besatte ting. Men denne her fungerer fantastisk godt. Et gammelt spejl, der viser dig meget mere end blot et spejlbillede af virkligheden. Anderledes struktur og uforudsigelig. Og så er det et kæmpe plus med Karen Gilian i hovedrollen (en af hendes allerførste filmroller). Og Annalise Basso som hendes yngre udgave er også helt perfekt. 

    ★★★★★☆

         

    Hush (2016) af Mike Flanagan

    Som dessert tog jeg endnu en film af Mike Flanagan. Hush har et udmærket set-up. Men i sidste ende er det blot endnu en gennemsnitlig home-invasion film. 

    ★★★☆☆☆

    S. Rico11-04-21 00:33

  • ★★★★0

    Billie Eilish: The World's a little Blurry (2021)

    Inden jeg satte mig ned for at se denne dokumentar på Apple TV+, var mit kendskab til hende begrænset til, at hun står for den nye James Bond sang. 

    Efter 2 time og 20 minutter er jeg blevet en del klogere. Ikke så meget på hendes musik, for den siger mig ikke noget. Men man får et fint indblik i sangeren og hendes liv. Det er især interessant, fordi vi er med i processen hjemme hos hendes far, mor og storebror, hvor hun stadig bor. Familien har alle har været med til at forme hendes musikalitet, og de deltager aktivt i dokumentaren.

    Og så besvarer dokumentarfilmen det store spørgsmå fra alle forældre: hvorfor er tenagere altid så sure? Det er fordi de lytter til deprimerende musik :-)

    ★★★★☆☆

    S. Rico11-04-21 12:11

  • ★★★★★1

    3 hovedretter fra 2013 + dessert:

       

    Blue Ruin (2013) af Jeremy Saulnier

    En bums der lever på gaden får ny mening med livet, da en morder løslades fra fængslet. En dejlig anderledes hævnfilm, som dog i sidste ende alligevel føltes lidt ordinær.

    ★★★☆☆☆

         

    Coherence (2013) af James Ward Byrkit

    Fire par spiser middag sammen en aften, mens en komet passerer tæt på Jorden. Mystiske ting begynder at ske, og uden at afsløre noget, må moralen være: "Don't interact with the Schrödingers cat"! 

    ★★★★☆☆

         

    Oculus (2013) af Mike Flanagan

    Jeg bliver normalt altid skuffet over gysere, der involverer overnaturlige og besatte ting. Men denne her fungerer fantastisk godt. Et gammelt spejl, der viser dig meget mere end blot et spejlbillede af virkligheden. Anderledes struktur og uforudsigelig. Og så er det et kæmpe plus med Karen Gilian i hovedrollen (en af hendes allerførste filmroller). Og Annalise Basso som hendes yngre udgave er også helt perfekt. 

    ★★★★★☆

         

    Hush (2016) af Mike Flanagan

    Som dessert tog jeg endnu en film af Mike Flanagan. Hush har et udmærket set-up. Men i sidste ende er det blot endnu en gennemsnitlig home-invasion film. 

    ★★★☆☆☆

    Jeg er ret vild med Mike Flanagan som instruktør og synes han er et friskt pust i horror-genren. Især hans måde at lege med tid på og måden han springer frem og tilbage imellem fortid og nutid, synes jeg er helt genial. "Oculus" er fremragende lavet og spillet, så jeg er helt enig med din bedømmelse.

    På Bluray'ens ekstramateriale ligger også hans kortfilm-udgave, som denne spillefilm er baseret på. Det er ret interessant at se, hvad han har taget med over fra sin originale lowbudget-version.

    "Hush" synes jeg også er ret fedt lavet. Det er rigtigt, at den er forholdsvis traditionel i sin form, men alligevel synes jeg, at filmen får en ekstra dimension ved det at heltinden er døv og må betro sig til sine øvrige sanser i forsøget på at overvinde den perverterede skurk. Så jeg ligger lige en stjerne højere her, 4/6. :)

    NightHawk11-04-21 20:44

  • ★★★★0

    Jeg er ret vild med Mike Flanagan som instruktør og synes han er et friskt pust i horror-genren. Især hans måde at lege med tid på og måden han springer frem og tilbage imellem fortid og nutid, synes jeg er helt genial. "Oculus" er fremragende lavet og spillet, så jeg er helt enig med din bedømmelse.

    På Bluray'ens ekstramateriale ligger også hans kortfilm-udgave, som denne spillefilm er baseret på. Det er ret interessant at se, hvad han har taget med over fra sin originale lowbudget-version.

    "Hush" synes jeg også er ret fedt lavet. Det er rigtigt, at den er forholdsvis traditionel i sin form, men alligevel synes jeg, at filmen får en ekstra dimension ved det at heltinden er døv og må betro sig til sine øvrige sanser i forsøget på at overvinde den perverterede skurk. Så jeg ligger lige en stjerne højere her, 4/6. :)

    Ja, Mike Flanagan kan noget særligt. I de tre film jeg har set (Oculus, Hush, og Doctor Sleep) får man et fantastisk set-up, og man bliver revet fuldstændig med fra starten af. Det halter til gengæld lidt med pay-off. Jeg var ikke vild med slutningen i nogle af de tre film. 

    S. Rico13-04-21 10:07

  • ★★★★★0

    Ja, Mike Flanagan kan noget særligt. I de tre film jeg har set (Oculus, Hush, og Doctor Sleep) får man et fantastisk set-up, og man bliver revet fuldstændig med fra starten af. Det halter til gengæld lidt med pay-off. Jeg var ikke vild med slutningen i nogle af de tre film. 

    Helt enig i første del af din tekst. :)

    Til gengæld kan jeg ikke følge dig angående det med pay-off. Jeg synes slutningen på alle tre film er godt skruet sammen ift den historie og de menneske-skæbner Mike Flanahan gerne vil fortælle og udforske. Hvad er det du synes, der mangler i de tre finaler? 

    NightHawk14-04-21 18:33

  • ★★★★★0

    Siden sidst har jeg fået set følgende film og tv-serier. :)

    Film:

    • Accepted - 2/10
    • Good Boys - 4/10
    • Gemini Man - 4/10
    • All I See Is You - 5/10 
    • Blackhat - 5/10
    • Men In Black : International - 7/10
    • News of the World - 7/10
    • The Dead Don't Die - 7/10
    • The Mustang - 8/10 
    • Vivarium - 8/10
    • The Wife - 8/10
    • Straight Out of Compton - 8/10
    • The Art of Self-Defense - 9/10

    Tv-Serier:

    • Arrow : sæson 8 - 7/10
    • Supernatural : sæson 12 - 8/10
    • Supernatural : sæson 13 - 8/10
    • Supernatural : sæson 14 - 7/10 

    NightHawk14-04-21 18:45

  • ★★★★★★0

    The Dead Don't Die - 7/10

    Jeg elsker den film! 9/10 herfra :) - men jeg er også helt on board med humor og stil hele vejen igennem.

    News of the World var skuffende, men 7/10 er jeg helt enig med.

    Guldager14-04-21 19:28

  • ★★★★0

    Helt enig i første del af din tekst. :)

    Til gengæld kan jeg ikke følge dig angående det med pay-off. Jeg synes slutningen på alle tre film er godt skruet sammen ift den historie og de menneske-skæbner Mike Flanahan gerne vil fortælle og udforske. Hvad er det du synes, der mangler i de tre finaler? 

    Jeg synes Doctor Sleep var helt fantastisk, indtil de kom tilbage til The Overlook Hotel. Der stak filmen af og lugtede meget af fan-service. Filmen kunne sagtens have stået alene uden de mange callbacks til The Shining.

    I Oculus var jeg sådan set bare lidt trist over, at den ikke fik en happy end. Det kan man nok ikke forvente af en gyser, men jeg var blevet ret investeret i den ene karakter, og på den baggrund var det en nederen slutning.

    Hush sluttede sådan set fint nok. Men bare lidt konventionel ift. den interessante og anderledes præmis.

    S. Rico14-04-21 22:31

  • ★★★★★0

    Jeg elsker den film! 9/10 herfra :) - men jeg er også helt on board med humor og stil hele vejen igennem.

    News of the World var skuffende, men 7/10 er jeg helt enig med.

    Jim Jarmusch er også en af mine yndlings-instruktører og jeg kan lide alle hans tidligere film - selv den noget udskældte "The Limits of Control". Der var også flere sjove scener i "The Dead Don't Die" - særligt dem med Bill Murray og Adam Driver -  plus det at skuespillet var helt fint fra alle medvirkende. 

    Men der var altså desværre også noget underligt studentikost og halvhjertet over løjerne og filmen ramte derfor - for mit vedkommende - aldrig rigtig det niveau, som jeg normalt synes Jim Jarmusch kan leverer på.

    Hovedbudskabet om at vi alle er zombier, der bliver opslugt af vores egen trummerumm af dovenskab, grådighed osv er sådan set ok tænkt, men også temmelig uopfindomt og letkøbt sluppet om fra Jarmusch side, synes jeg. Det gjorde i hvert fald aldrig det store indtryk på mig. Og det samme mht budskabet om klimaforandringer og kritikken af Donald Trump.

    Jeg har intet imod nogen af delene, men det var måden som Jarmusch valgte at eksekvere det på, som virkede alt for meget on the nose. Han plejer at være væsentligt mere sofistikeret med sin humor og satire samt budskaber end det er tilfældet her.

    Meta-humoren fungerede desuden slet ikke for mig. Her tænker jeg især på samtalen mellem Bill Murray og Adam Driver om titelmelodien, og så deres diskussion til sidst om at have læst Jim Jarmusch manuskript. Det synes jeg overhovedet ikke passede ind i fortællingen. 

    Stadigvæk var der dog nok sjove og absurde scener samt godt skuespil til, at jeg var rimelig godt underholdt. :)

    NightHawk15-04-21 15:42

  • ★★★★★1

    Jeg synes Doctor Sleep var helt fantastisk, indtil de kom tilbage til The Overlook Hotel. Der stak filmen af og lugtede meget af fan-service. Filmen kunne sagtens have stået alene uden de mange callbacks til The Shining.

    I Oculus var jeg sådan set bare lidt trist over, at den ikke fik en happy end. Det kan man nok ikke forvente af en gyser, men jeg var blevet ret investeret i den ene karakter, og på den baggrund var det en nederen slutning.

    Hush sluttede sådan set fint nok. Men bare lidt konventionel ift. den interessante og anderledes præmis.

    Jeg er ikke enig med kritikken af "Doctor Sleep". Jeg synes modsat netop, at referencerne til  "The Shining" gav rigtig god mening og også var nødvendige for historien, samhørigheden med fortiden, samt ift beskrivelsen af Dannys traumer. Uden den sammenhæng havde filmen slet ikke haft samme gennemslagskraft, som jeg ser det. Og på den baggrund gav det også bedst mening, hvis Dannys traumer - som jo er det der primært styrer handlingen - fik sin afslutning på The Overlook Hotel.

    Det er nærmest uundgåeligt, at det også vil føles som fan-service, men det synes jeg ikke betyder noget så længe, at det giver mening og hænger sammen med resten af historien og karakternes udvikling.

    Ingen tvivl om at "Oculus" er nihilistisk eller kan føles sådan, og jeg forstår sagtens, at du havde det på den måde. Jeg havde det også på nogenlunde samme måde, men på den anden side synes jeg også det var fedt og dejligt overraskende, at Mike Flanagan ikke bare valgte den mest oplagte løsning. Nu har jeg set to tv-serier og 7 film med ham og det nihilistiske og dystre er en fast del af hans måde at fortælle historier på. Men alligevel er der også et strejf af optimisme og håb gemt, så han er heller ikke altid fuldstændig sortsynet.

    Mht "Hush" så synes jeg da netop, at Mike Flanagan indrager heltindens handicap i den afsluttende duel mod skurken også angående den sidste slåskamp. Det er måske konventionelt, men jeg kan ikke rigtig se hvordan, at han ellers skulle have afsluttet den duel. :)

    NightHawk15-04-21 18:41

  • ★★★★0

    Jeg er ikke enig med kritikken af "Doctor Sleep". Jeg synes modsat netop, at referencerne til  "The Shining" gav rigtig god mening og også var nødvendige for historien, samhørigheden med fortiden, samt ift beskrivelsen af Dannys traumer. Uden den sammenhæng havde filmen slet ikke haft samme gennemslagskraft, som jeg ser det. Og på den baggrund gav det også bedst mening, hvis Dannys traumer - som jo er det der primært styrer handlingen - fik sin afslutning på The Overlook Hotel.

    Det er nærmest uundgåeligt, at det også vil føles som fan-service, men det synes jeg ikke betyder noget så længe, at det giver mening og hænger sammen med resten af historien og karakternes udvikling.

    Du har sikkert ret i, at det giver rigtig god mening. Jeg kan faktisk ikke huske ret mange detaljer fra filmen. Men jeg kan huske, at de første 2 timer var fede. Og at jeg havde foretrukket, hvis filmen var fortsat i det spor hele vejen igennem.

    Mht "Hush" så synes jeg da netop, at Mike Flanagan indrager heltindens handicap i den afsluttende duel mod skurken også angående den sidste slåskamp. Det er måske konventionelt, men jeg kan ikke rigtig se hvordan, at han ellers skulle have afsluttet den duel. :)

    Igen - du har sikkert ret. Jeg havde bare håbet på en overraskende slutning, som gjorde, at man tænkte: "wauw, det var godt nok noget nyt og anderledes ift. alle de andre home invasion gysere". Det er kun 5 dage siden, jeg så den. Og alligevel kan jeg ikke huske præcist, hvordan det endte - kun at jeg tænkte: "nå - var det det!".

    S. Rico15-04-21 22:50

  • ★★★★★★0

    Lung hing foo dai (1986)

     

    Som så ofte før i en Jackie Chan film, så halter helheden og historien, i dette ellers ret så underholdende actioneventyr, hvor han spiller en arkæologisk eventyrer, hvis ekskæreste kidnappes. For at få hende løsladt, skal han skaffe en guddommelig rustning.

    Filmen har ellers nogle ret fede set pieces, hvor vi ser en Chan i topform udføre masser af hans typiske krumspring og halsbrækkende stunts, i en god omgang kulørt og velkoreograferede ramasjang.

    Der er også noget med balancen, hvor et par næsten ubehageligt voldsomme scener, står i skærende kontrast til filmens ellers lette og mere komiske tone.

    Et bedre narrativ og en mindre svingende tone, så havde denne været en af de absolut bedre Jackie Chan film, der nærmest er en genre for sig selv. Den har nemlig byggestenene til det.

     

    Bedømmelse: 6/10

    T. Nielsen16-04-21 14:42

  • ★★★★★★0

    Wonder Woman 1984 (2020)

     

    Jeg blev ikke lagt ned af den første Wonder Woman film fra 2017, selv om Gal Gadot gjorde et godt forsøg. Hun var og er et godt og overbevisende valg som actionkvinde.

    Måske finder jeg hende også god, fordi jeg synes hun både er ret sej og samtidig har noget sødt og charmerende over sig. Det sagt, så virkede rollen lidt for flygtig skrevet og originalfilmen var samtidig, i mine øjne, et lidt rigeligt generisk opkog af en velkendt formel, der ikke fungerede meget over det middelmådige.

    Alt dette er desværre kun blevet værre med denne anden film. Gadot får ikke meget at arbejde med, uden lidt attituder og historien er vitterligt dum.

    Her møder vi hende i 80’erne, som titlen antyder og efter en egentlig forrygende indledning, som selv om den skærer moralen ud i pap, vitterligt bare er fed. Båden den del, hvor vi først ser hende som barn og så skiftet til indkøbscentret. Jovist, det er lidt grimt cgi, men overall var jeg ret godt underholdt.

    Men derefter falder filmen helt til jorden i underlige, ret problematiske og også ulogiske valg, unødige påfund og ligegyldigheder.

    Og hvorfor skal Steve i skikkelse af Chris Pine, Wonder Woman’s store kærlighed, vende tilbage? Det tillægges ingen større betydning for filmens fortælling. Er det blot for at have en romance og have Pine på plakaten?

    Historien om en skabagtig millionær (en krukket Pedro Pascal) a la den tidligere præsident Trump, der ved hjælp af et magisk klenodie kan opfylde alle ønsker i verden, hvilket stiger ham til hovedet, skal måske nok være lidt mere frisk og morsom end tung.

    Men den bliver aldrig rigtig spændende og medrivende og præsenteres ofte underligt klodset. Kun i momenter fanges man ind af Wonder Woman’s lasso og trækkes med ind i de enkeltdele der fungerer, som en heftig biljagt.

    Men helheden imponerer af mange overnævnte grunde ikke og den formår aldrig rigtigt at undvige det forudsigelige.

    Mit 4 tals rating, må derfor for stor en dels vedkommende, gå til Gal Gadot, for vitterlige at forsøge at sparke så smukt røv og gnist i filmen. Synd det aldrig rigtigt lykkes.

     

    Bedømmelse: 4/10

    T. Nielsen17-04-21 13:25

  • ★★★★★★0

    Line of Duty (Sæson 3)

     

    Der er indtil videre måske ikke de store kvalitetsudsving på de tre sæsoner af denne britiske krimiserie, hvor en enhed efterforsker korruption inden for egne rækker.

    Sæson 1 var habil og god, sæson 2 var lige ved at være et lille niveau over, men blev trukket ned af en ret svag slutning. Sæson 3 her hæver sig dog lidt over dem begge, også fordi den både virker mere helstøbt og formår at rykke i en. Både i forhold til spænding, men også fordi den lykkes med at få en ”drejet op”.

    Serien har også den styrke, at den formår at holde sine sæsoner på få afsnit. Første sæson var på blot 5 og de to næste på 6 afsnit af lige under en times varighed. Det skærer en del overflødigt væk, som nogle serier plages af og gør at man aldrig helt kommer til at sidde og småkede sig.

    Det selv om serien egentlig ikke udemærker sig på noget særligt plan. Men søger man en håndfast og typisk britisk krimiserie, så er den bestemt værd at ofre sin tid.

     

    Bedømmelse: 8/10

    T. Nielsen18-04-21 09:43

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen