Trailer: Ny trailer til Zack Snyders zombie-kupfilm "Army of the Dead"
Den kulørte instruktør er tilbage, hvor karrieren blev skudt i gang.
Når de bedste film af Zack Snyder ridses op, nævnes zombie-remaket "Dawn of the Dead" fra 2004 som regel først. Siden da er der sket meget, hvor den amerikanske instruktør nu primært begår sig i superheltefilm og megabudgetter ("Man of Steel", "Batman v Superman: Dawn of Justice", "Zack Snyder's Justice League").
"Army of the Dead" er imidlertid en (måske tiltrængt) tilbagevenden til den genre, som kickstartede Snyders karriere.
"Army of the Dead udspiller sig i kølvandet på et zombieudbrud, der har efterladt Las Vegas i ruiner og afspærret byen fra resten af verden.
Da Scott Ward (Dave Bautista) – en lokal fra Vegas og tidligere zombiekrigshelt – bliver kontaktet af casino-bossen Bly Tanaka (Hiroyuki Sanada), er det med det ultimative forslag: bryd ind i den zombieinficerede karantænezone og hent 200 mio. dollars, som gemmer sig i en bankboks under byens neonbelyste hovedgade, The Strip, inden regeringen angriber byen med atomvåben om 32 timer.
Ud over at "Army of the Dead" er instrueret af Zack Snyder, fungerer han også som filmfotograf denne gang. Manuskript er skrevet af Snyder, Shay Hatten og Joby Harold. Se traileren til den eksplosive omgang zombie-action her: