Druk
Det er på alle måder en banal historie Thomas Vinterberg serverer.
4 lærere på et gymnasium befinder sig på hvert deres nulpunkt - hvor de trænger til forandring: Martin (Mads Mikkelsen) - engang en lovende historiker, med professorpotentiale - nu er hans liv blevet så ligegyldigt at han han ikke engang kan huske hvor klassen er kommet til i pensum, samtidig lever han i et kærlighedsløst forhold. Tommy (Thomas Bo Larsen) - er skolens gymanstiklærer, men lever privat et ensomt liv med en hund der skal bæres ud når den skal luftes. Nikolaj (Magnus Millang) psykologilærer, lever i en verden af bleskift og børn i sengen. Peter (Lars Ranthe) er musiklærer og har ikke haft held med kærlighed.
Kort sagt, savner de alle fire noget som kan ruske op i hverdagens trivielle gang.
Psykologen Nikolaj har læst en hypotese af den norske psykiater Finn Skåderud - "mennesket er født med for lidt alkohol i blodet", og at et alkoholindhold på 0,05 promille i blodet gør mennesket mere kreativt, mere afslappet og i stand at yde mere.
Den fortæller han ved en fælles herrefrokost, hvor der bliver drukket tæt.
Martin, som er presset både på hjemmefronten og som lærer, beslutter sig for at aflprøve det på egen krop, og smugler en flaske med i tasken som han drikker af i løbet af dagen.
Det viser sig at det faktisk har den ønskede virkning - Martin bliver mere loose og væsentligt sjovere i undervisningen - og snart opdager de tre andre hvad han har gang i.
Sammen beslutter de sig for at sætte det i system og gøre det til et eksperiment, som de alle skal efterleve.
Efter en lovende start begynder det naturligvis at tage overhånd - flere promiller må jo betyde større succes - alt sammen i videnskabens navn.
Vinterbergs opbygning af historien gør at man er med - man tror på karaktererne og deres bevæggrunde til deltage i det der starter som en leg og en udfordring, men udvikler sig til noget helt andet.
Filmen giver klart anledning til reflektioner, både mens man ser den og længe efter rulleteksterne - og det er kvallitet i sig selv.
Den er både foruroligende, smertelig og forhåbningsfuld - på samme tid. Jeg ville måske have ønsket mig at Vinterberg ikke havde anglet så meget efter følelserne på et bestemt tidspunkt, men det er jo hans valg.
Jeg har kæmpe respekt for at han formår at levere en fortælling på to timer, hvor jeg ikke savnede noget - udviklingen var uforceret, der er et logisk forløb - og en glimrende afrunding.
Det er forståeligt at den har modtaget flere priser, og måske inkasserer endnu flere - for det er bestemt ikke en film som kun handler om: Druk.
Da Vinterberg sender en hilsen til sin afdøde datter efter filmen, fik jeg lidt fugt i øjenkrogen.
9/10