Director's Cut af "Rocky IV" får ny titel - og dokumentarfilm

Det fjerde hårdtslående kapitel i Rocky-sagaen er på vej i en alternativ Director's Cut-udgave.

Som tidligere rapporteret har Sylvester Stallone i et stykke tid arbejdet på en (ifølge ham selv) fantastisk Director’s Cut-version af boksebraget "Rocky IV" fra 1985.

Nu har Sly så via sin Instagram-konto afsløret den nye udgaves officielle titel, som lyder: "Rocky vs. Drago - The Ultimate Director's Cut".

Stallone sad selv i instruktørstolen back in the day på "Rocky IV", hvor boksefænomenet Rocky Balboa (Stallone) træder ind i ringen for at hævne sin gamle ven, Apollo Creed (Carl Weathers), og således må stå ansigt til ansigt med Apollos bøddel: den frygtindgydende russiske kæmpe Ivan Drago (Dolph Lundgren).

Læs også: Sylvester Stallone: Jeg vender ikke tilbage som Rocky i "Creed III"

Den nye version er angiveligt tættere på Stallones oprindelige vision end den udgave, der endte på biograflærredet for 36 år siden.

Director's Cut-udgaven byder blandt andet på nye optagelser fra den skæbnesvangre fight mellem Ivan Drago og Apollo Creed, og så er Paulies robot SICO ifølge Stallone blevet klippet helt ud af filmen. 

Stallone har endvidere løftet sløret for en helt ny dokumentar i spillefilmslængde om skabelsen af "Rocky vs. Drago - The Ultimate Director's Cut", og den er såmænd filmet på en iPhone under lockdown. 

Det vides endnu ikke præcis, hvornår de nye herligheder får premiere, men du kan få et smugkig på dokumentaren med en veloplagt Stallone på Instagram.

Kommentarer

Director's Cut af "Rocky IV" får ny titel - og dokumentarfilm

  • ★★★★★★1

    Ingen robot? Humbug!

    Zero Cool21-04-21 10:04

  • ★★★★★0

    Ingen robot? Humbug!

    Mon ikke den overtager Slys plads i “Creed III”?

    The Insider21-04-21 10:07

  • ★★★★★★1

    Mon ikke den overtager Slys plads i “Creed III”?

    Så har de allerede solgt en billet til mig.

    Zero Cool21-04-21 10:12

  • 0

    Spændende. "Rocky IV" var den første Rocky-film jeg så, og er nok den bedste set med mine øjne, selvom det er tæt løb med den første.

    En DC-udgave skal da klart ses.

    Camie22-04-21 22:46

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen