Anmeldelse: Jupiter´s Legacy – Sæson 1 (Netflix)

Netflix’ nye superhelteserie "Jupiter´s Legacy" er ikke altid lige super, når en parallelfortælling forpurrer det spændende.

Superhelte dominerer efterhånden serier lige så meget som film. Især Marvel, der for alvor har markeret sig i biograferne, men nu også i fjernsynet i stuerne med de seneste to Disney+-serier "WandaVision" og "The Falcon and the Winter Solder". Amazon Prime har allerede to superhelte-successerier i form af "The Boys" og "Invincible", og nu melder Netflix sig på banen med deres egen variant, hvor der bliver vendt op og ned på de klassiske superheltekonventioner. Den serie hedder "Jupiter's Legacy", baseret på Mark Millars tegneseriestribe af samme navn.

Sheldon/The Utopian (Josh Duhamel) er lederen af superheltegruppen Unionen, der gennem flere årtier har beskyttet menneskeheden mod superskurke og naturkatastrofer. Med et kodeks om, at de gode altid skal være moralsk bedre end skurkene. En morale, der har taget hårdt på hans børn Brandon (Andrew Horton) og Chloe (Elena Kampouris). Knægten stræber efter at leve op til sin fars høje forventninger, der er urimeligt høje, og datteren er en berømt model med trang til stoffer. Samtidig i et andet tidsspor følger vi Sheldon i 1929, hvor finanskrakket i USA mentalt knuser ham og giver ham mystiske visioner, hvis mening han forsøger at opklare.

"Jupiter's Legacy" har mange store idéer bag sig. I første afsnit diskuterer Sheldon med sin bror Walter om deres manglende indgriben i 2. verdenskrig, og hvorvidt det ville fratage menneskeheden sin frie vilje. Og nytter det at være moralsk bedre end skurke, der vil gøre alt for at slå en ihjel eller gentagne gange skabe kaos? Især i et splittet Amerika, der støtter op om, at superhelte myrder deres skurke? For slet ikke at tale om de unge superhelte, der lever i skyggen af deres forældre, og hvilke konsekvenser det medfører at være under et supermenneske.

Alle sammen spændende emner, der faktisk resulterer i en række tankevækkende og medrivende scener. Hvilket kun gør det frustrerende, når de spændende diskussioner enten resulterer i uforløst potentiale eller bliver kvalt grundet 1929-sporet. Ikke fordi fortiden er uinteressant. Disse sekvenser har deres egne effektive scener, men slutresultatet er nemt at gennemskue i forhold til, hvor det skal lede hen. Hvilket ikke blot fjerner spændingen, men også irriterer, når de komplekse, nutidige temaer ikke bliver fulgt til dørs. Generelt føles serien som to forskellige serier, der bliver tvunget til at sameksistere på bekostning af kvalitet og potentiale. Og hvor kun én af disse historier får en ordentlig afslutning.

Denne spildtid er frustrerende, da "Jupiter's Legacy" ellers har sine gode øjeblikke. Skuespillet er generelt godt, enkelte scener er mindeværdige, og fortællingen skiller sig godt ud fra andre samtidige superheltehistorier. Især de forskellige kampscener fortjener ros. Men for enhver god ting er der plottråde, der aldrig fører til noget. Såsom Chloes destruktive livsstil, eller hvordan de yngre superhelte selv tvivler på Unionens kodeks, som de flasket op med. Seriens otte afsnit føles mere, som om de er et setup til en eventuel anden sæson, fremfor en fyldestgørende historie i sig selv.

Netflix' seneste superheltesats har alle de rigtige idéer med tankevækkende emner og diskussioner om superheltes roller i det moderne samfund. Desværre bliver oplevelsen aldrig super, da serien ikke kan rumme sine to parallelfortællinger. "Jupiter's Legacy" er overambitiøs, og de spændende idéer bliver kvalt. Forhåbentlig kan anden sæson levere en bedre oplevelse end denne uforløste første sæson.