Anmeldelse: Ilt (Netflix)

"High Tension"-instruktøren Alexandre Aja og skuespilleren Mélanie Laurent tager pusten fra publikum i ny, intens one-location-thriller.

For blot et par år siden skyllede Alexandre Aja alligatorgyseren "Crawl" ind i biograferne – en film, der faktisk endte med at rangere ret højt på selv Quentin Tarantinos personlige topliste fra 2019. Aja var medløber på 00'ernes filmbølge, der i folkemunde kaldes New French Extremity, hvor kroppens mange grænser skulle overtrædes. Med "Ilt" frakaster gyserinstruktøren sig både de ekstreme klæder, som han bar i "High Tension", såvel som i alligatoreskapaderne fra "Crawl". Nu står den på en spændingsfyldt one-location-thriller, hvor Mélanie Laurent vågner op med hukommelsestab i et kryogenkammer, der hurtigt er ved at løbe tør for oxygen.

Omkring 35 procent ilt er, hvad Elizabeth Hansen vågner op til i kryogenkammeret, hvor hun knap nok har plads til at bevæge sig. Det er en øjeblikkelig stressfaktor, der kun forværres, når hendes hukommelse svigter, og styresystemet M.I.L.O af mystiske årsager ikke bare kan åbne kammeret. Dog kan computeren vise hende billeder og artikler med information om, hvem hun er, og som en tornado af minder blæses hun frem og tilbage mellem virkeligheden og fortiden.

Tankerne ledes hurtigt mod Ryan Reynolds begravet levende i "Buried". Et klart tidselement presser begge hovedkarakterer til at finde en løsning hurtigst muligt, ellers dør de simpelthen af luftmangel. Alexandre Aja formår virkelig at udnytte den indelukkede, klaustrofobiske setting til at fremprovokere en masse suspensefyldte scener. På samme måde, som "Locke" bruger sin ene lokation til at åbne Tom Hardys indre verden op, går Aja ligeledes den introspektive vej og gør plads til en tankevækkende følelsesfortælling i et allerede trængt rum.

Det vilde er, at det udelukkende er op til Mélanie Laurent at åbne dette emotionelle interiør op for publikum. Og hun gør det fremragende. Jovist giver Alexandre Aja energi til dette ensomme kammerspil med levende filmsprog og solide nærbilleder, men det er altså Laurent, som opløfter denne stiløvelse til noget yderst seværdigt. Hun bringer stor patos til en umiddelbart svær rolle. Elizabeth Hansen mangler de brikker, der stykker et menneskeliv sammen, fordi uden sine minder og hukommelse er det besværligt at få den nødvendige hjælp – og Laurent spiller forvirret, frustreret og handlekraftig til perfektion.

Ses der bort fra skuespilspræstationen, ligger der også et spændende plot underneden og ulmer. Manusforfatteren Christie LeBlanc har skabt en fortælling, som fastholder opmærksomheden, selvom det er meget små brødkrummer, der gives, indtil det store twist rammer. Men det er ikke blot twist for twistets skyld – afsløringen løfter filmen op i højere luftlag og leder tankerne mod større ting end enkelte menneskeliv. Dog mangler slutningen noget nødvendigt pondus, men det er muligvis, fordi rejsen er så intens.

Alexandre Aja er gået fra at skubbe grænser med kropstortur til at bevæge sig i stramme subgenrefilm. "Crawl" er rent B-filmsguf, men "Ilt" er skåret helt ind til benet i både form og stil. Med en stjernepræstation fra Mélanie Laurent, der dræbte nazister i "Inglourious Basterds", føles tiden i kryogenkammeret nervepirrende og emotionelt stærk. Det er uden tvivl en film, der er født ud af pandemiens restriktioner, men ikke desto mindre får den seeren til at hige efter vejret af spænding.