Anmeldelse: Centervagt

Dansk komedies moraliserende side er så kvalmende, at det er anbefalelsesværdigt at beholde slikposen, efter den er tom.

"Tragedie er nemt. Komedie er svært." Sådan sagde den Oscar-vindende skuespiller Edmund Gwenn på sit dødsleje. Det er nemt at spille dramatisk på lærredet, men at få folk til at grine – det er en svær kunst. Instruktør Rasmus Heide kan skrive vellykkede komedier på sit CV. Hans nyeste personlige udspil, "Centervagt", er desværre ikke en af dem.

Glen og MC er centervagter i det lokale storcenter. De har deres daglige rutiner og kender alt og alle. Men da centeret står med en svag økonomi, bliver de to kollegaer bedt om at finde ud af, hvem af de to der skal blive, og hvem der må gå. Men hvad nu, hvis der fortsat var brug for to vagter? Glen og MC sætter en plan i værk med falske tyverier, men alt går ikke efter planen.

Partnerskabet mellem Rasmus Heide og stand up-komikeren Mick Øgendahl har budt på stor økonomisk succes med "Blå mænd" og "Alle for"-trilogien, der i øvrigt bliver en tetralogi. Med "Centervagt" står Heide helt på egne ben, og det kan mærkes. Fraværet af komikeren fra Falster mærkes især på manuskriptet. På papiret er Heides seneste film ellers udset til at blive sommerens store danske succes i biograferne. En sjov trailer og velkendte komikere på rollelisten har for vane at trække sit læs af biografernes indtjening. Publikum vil denne gang blive slemt skuffet, for filmen er nærmest ikke en komedie.

"Centervagt" er derimod en dybt moraliserende film med få komiske øjeblikke, som ikke engang fungerer på sine egne præmisser. Faktisk er det svært at sætte filmen i en bestemt genrebås, for den er flere ting på en gang og fejler på stort set alle niveauer. Skuespillet fejler sådan set ikke noget – det er blot uengageret. Rune Klan vil gerne være sjov, men er ingen Mick Øgendahl. Josephine Park er anstrengende som MC, som alle synes er ih så lækker, at det gør helt ondt i hjertet. Stephania Potalivo er tåkrummende som ordsprog-svingende keramiker. De eneste to, der leverer få grin hist og her, er Nikolaj Stokholm som forvirret sælger og Kirsten Lehfeldt som fortvivlet chef for centeret. Ganske passende, da alt overordnet er hovedrystende elendigt eksekveret.

Filmens største problem er dog den moraliserende side. Det virker som om, at Heide gerne vil vise, at han kan andet end platte jokes og hippe one-liners. Og der smøres så tykt på. Med strygere og store tale-scener. Lige til at smøre på et stykke brød og få det galt i halsen. Det er direkte hæsligt at høre på, blandt andet i filmens klimaks, hvor det flyder om sig med sørgmodighed og mærkelige, indskudte jokes. På en måde virker det til, at instruktøren har villet lave en dansk pendant til den mærkværdige "Observe and Report" med Seth Rogen. Den handlede desuden også om en centervagt og har en humor og en morale, der stikker i øst og vest. Og som med den er det meget svært at se, hvad Heides tanker har været med "Centervagt".

"Centervagt" er et mislykket forsøg fra Rasmus Heides side på at lave en komedie på egen hånd. Instruktøren har ganske enkelt ikke evnerne til at strikke et stærkt nok manuskript sammen. Samtidig er filmens moraliserende side så kvalmende og opkastfremkaldende, at det er anbefalelsesværdigt at beholde slikposen, efter den er tom. For "Centervagt" er en mærkværdig blanding, hvor intet går op i en højere enhed.

Centervagt

Kommentarer

Centervagt

  • ★★0

    Alene titlen ku godt få mig til at tro at det er en dansk discount udgave af Mallcop-filmene med Kevin James. Måske har de hentet inspiration, dér? Eller er jeg helt på afveje?? Plotmæsssigt er de muligvis forskellige, men lille DK har det med at låne idéer fra Gud og hvermand, når det kommer til "dansk" film.

    Anyway, jeg springer denne over, indtil den kan streames gratis via yousee's tv-boks. 

    Ryder66610-06-21 00:19

  • ★★★★0

    Rasmus Heides film plejer jo ikke ligefrem at være anmelder-darlings. Men denne her får godt nok udsædvanligt meget hug. Politikens anmelder spørger rent ud, om det er en joke. B.T. giver den kun én stjerne, og EB kalder den for den værste danske film nogensinde og kvitterer med nul (!) stjerner. 

    Jeg tror sgu, at jeg springer over. :-)

    thomsen10-06-21 08:56

  • ★★★★★★0

    Jeg kunne egentlig godt lide Blå Mænd - men resten af Rasmus Heides produktilon er vist mere til glemmebogen.

    Wayne10-06-21 09:31

  • ★★1

    Skal vi bare sige, at man vælger en halvanden times gåtur med en ven og snakker om sjove komediefilm i stedet for at se denne her?

    Lyder umiddelbart som en god oplevelse for alle parter. 

    Men hey, nogle folk har tjent nogle penge... 

    The Paki Don10-06-21 10:58

  • 1

    Men hey, nogle folk har tjent nogle penge... 

    Ja, det er jo baggrunden for det meste lort i den her verden. Endmu en grund til, at penge ikke skal styre noget som helst. Men i stedet styrer alt... vi er stadig nogle aber.

    ZimaBlue10-06-21 14:38

  • ★★★★★★0

    EB kalder den for den værste danske film nogensinde og kvitterer med nul (!) stjerner. 

    Det er faktisk en god grund til at se den:)

    Jeg har både Stjerner Uden Hjerner, Dværgen, A Viking Saga og Winnie og Karina the Movie, så bliver nok nødt til at fange denne på skive også...

    Guldager10-06-21 19:57

  • 0

    Har efterhånden set hvad der er værd at se i biografen, bortset fra Marco effekten. Denne film ser dog ikke til at være en af dem. Som regel med den slags fil er det sjoveste placeret i traileren, for at sælge filmen, men da der ikke var ret meget af det, så bliver det nok en temmelig lang ørkenvandring.

    Jeg håber godt nok at der snart kommer en ORDENTLIG gyser.

    Johnny4211-06-21 17:55

  • ★★★★★0

    Jeg håber godt nok at der snart kommer en ORDENTLIG gyser.

    Escape Room 2 coming your way soon!! =)

    David Lund11-06-21 18:49

  • 0

    Hej tror da at jeg vil ind og se den, for når man kan rose og give en god anmeldelser af Marco effekten, som er en af de kedeligste film jeg længe har set, så må denne være god. Ja jeg ved godt at der nok er nogle der synes at Marco filmen er god og ja de har brugt de navne som der bliver brugt i bogen men så er der heller ikke mere der passer med bogen. 

    Ejrup 11-06-21 22:20

  • ★★★2

    Hej tror da at jeg vil ind og se den, for når man kan rose og give en god anmeldelser af Marco effekten, som er en af de kedeligste film jeg længe har set, så må denne være god. Ja jeg ved godt at der nok er nogle der synes at Marco filmen er god og ja de har brugt de navne som der bliver brugt i bogen men så er der heller ikke mere der passer med bogen. 

    Hej Ejdrup

    du har haft 2 indlæg der begge kritiserer Marco-effekten vildt, og du er helt ny bruger fra i dag.  Har du måske en agenda du har glemt at fortælle om?

    Gormanden11-06-21 23:35

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen