Steven Spielberg indgår samarbejde med Netflix

Spielbergs filmselskab, Amblin Entertainment, skal fremover producere et par film om året til streamingtjenesten.

Det er kun tre år siden, at en af Hollywoods største titaner, Steven Spielberg, proklamerede, at Netflix-produktioner ikke bør kunne blive Oscar-nomineret.

Men man har som bekendt kun et standpunkt, til man tager et nyt. Og Variety bekræfter, at Spielberg netop har underskrevet en samarbejdsaftale med Netflix, som stipulerer, at den 74-årige filmmager og hans filmselskab, Amblin Entertainment, skal levere mindst to spillefilm om året til streaminggiganten i de kommende år.

Det forventes i øvrigt, at Spielberg selv vil instruere flere af sine kommende Netflix-produktioner. Det er dog usandsynligt, at Spielbergs kommende, selvbiografiske drama om sin opvækst vil udkomme på Netflix.

Læs også: Steven Spielbergs foretrukne superheltefilm afsløret

Netflix vil både lancere og finansiere Spielbergs fremtidige filmprojekter, og selskabet har (forståeligt nok) så stor tiltro til Spielberg, at de ikke har fastsat nogen krav i forhold til genre eller omkostninger.

Det er heller ikke utænkeligt, at Spielbergs Netflix-film også udkommer i få, udvalgte biografer på linje med "The Irishman" og "Marriage Story".

De nuværende chefer for Netflix' filmafdeling, Ted Sarandos og Scot Stuber, har tidligere samarbejdet tæt med Spielberg hos filmselskabet Universal, hvilket sikkert gjorde aftalen mere tillokkende for Spielberg, som slutter sig til et imponerende hold af Netflix-kollegaer, herunder David Fincher ("Mank"), Martin Scorsese ("The Irishman") og Spike Lee ("Da 5 Bloods").

Spielbergs næste film, musicalen "West Side Story", udkommer dog udelukkende i biograferne den 22. december. En trailer til filmen kan ses her.

Kommentarer

Steven Spielberg indgår samarbejde med Netflix

  • ★★★★★★0

    Fedt at manden stadig har ambitioner, og ikke ser begrænsninger i nye medier.

    Wayne22-06-21 12:14

  • 0

    Noget af et scoop, der her har gjort sig. Spændende at se, hvad en blankcheck kan føre med sig.

    Ronni Pedersen22-06-21 12:46

  • ★★★0

    Det er kun tre år siden, at en af Hollywoods største titaner, Steven Spielberg, proklamerede, at Netflix-produktioner ikke bør kunne blive Oscar-nomineret.

    Men man har som bekendt kun et standpunkt, til man tager et nyt.

    Det standpunkt behøver da ikke have ændret sig :-)

    HonoDelLoce22-06-21 21:24

  • ★★0

    Troede enlig at Apple have købt ham?

    Weird_J23-06-21 04:30

  • 0

    Hvilke gode film er der egentlig kommet ud af et netflix samarbejde?

    ZimaBlue23-06-21 11:37

  • 0

    Hvilke gode film er der egentlig kommet ud af et netflix samarbejde?

    Nogle stykker efterhånden. At de måske ikke falder ind i alles smag er jo en helt anden sag.

    PatrickJane23-06-21 17:23

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen