Zack Snyder laver sci-fi-eventyret "Rebel Moon" til Netflix

Efter længere tids rygter og gisninger er det endelig officielt: Snyders næste projekt bliver en storslået science fiction-film, der foregår i galaksens yderkant.

Tilbage i maj diskuterede instruktøren Zack Snyder ("Man of Steel", "Batman v Superman: Dawn of Justice") sin kommende fortsættelse til zombie-thrilleren "Army of the Dead", som landede på Netflix i maj og efter blot få uger var blevet set af 72 mio. mennesker.

I selvsamme interview afslørede Snyder, at han havde talt med Netflix om at lave en anden "stor, gigantisk, skør" film før "Army of the Dead 2", og nu har The Hollywood Reporter gjort os klogere på det gådefulde projekt.

Snyders næste projekt bliver sci-fi-eventyret "Rebel Moon", som instruktøren selv har skrevet i samarbejde med sine gamle kollegaer Kurt Johnstad ("300") og 27-årige Shay Hatten ("Army of the Dead").

Læs også: Zack Snyder vil gerne instruere en "Rick and Morty"-film

Ifølge THR foregår "Rebel Moon" i Mælkevejens periferi, hvor den tyranniske Balisarius angriber en fredfyldt koloni. En ung kvinde med en gådefuld fortid forsøger at sammensætte en hær af kampstærke krigere fra de nærtliggende planeter, som forhåbentlig kan besejre de onde kræfter.

"Jeg voksede op som Akira Kurosawa-fan," fastslår Snyder og fortsætter: "Og jeg voksede op som 'Star Wars'-fan. Filmen tager afsæt i min kærlighed til sci-fi og store eventyr. Jeg håber, at det her bliver en enorm franchise, som vi kan bygge et helt univers på."

THR skriver i øvrigt, at filmen er baseret på Snyders manuskript til en "Star Wars"-film, som filmmageren arbejdede på op til Disneys opkøb af Lucasfilm tilbage i 2012.

Snyder fortæller desuden, at han faktisk har arbejdet på projektet i årevis og har udtænkt hele filmens kulørte univers med alle dets karakterer og verdener. Netflix satser tydeligvis på, at Snyders ideer kan afføde langvarige franchises, idet både "Army of the Dead" og "Rebel Moon" allerede har spin-offs på tegnebrættet.

Herunder kan I i øvrigt se Moovy TV's nylige interview med Zack Snyder – naturligvis i et forlænget Snyder Cut:

Kommentarer

Zack Snyder laver sci-fi-eventyret "Rebel Moon" til Netflix

  • ★★★★★0

    Med al respekt - det lyder jo som praktisk talt alle Snyders andre film. Og kan vi ikke lige vente med at se, om en franchises FØRSTE film bliver god, før vi søsætter en trillion fortsættelser, reboots og spin-offs? Jøsses.

    The Insider 7-07-21 13:03

  • 1

    Jeg bliver simpelthen så træt, når jeg læser om hans  tanker og drømme. Det fremstår på en eller anden måde unuanceret og barnligt. Og i hvert fald ikke ydmygt. 

    Kalle Ferm 7-07-21 14:14

  • 0

    Håber den er bedre end Army of the Dead.

    Ikke at det bliver vanskeligt. Men ser da frem til det. Snyder laver af og til noget godt 

    Spike 7-07-21 14:37

  • 0

    Håber der kommer endnu mere godt fra ham. Valerian and the City of a Thousand Planets fra  Luc Besson var lovende men det blev desværre kun til den ene film. Hvis det bliver noget lignende med et stort univers, så kan det blive godt.

    Johnny42 7-07-21 20:23

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen