James Cameron udtænkte "Terminator 2"-karakter, mens han var høj på ecstasy

John Connor er åbenbart skabt i et trip.

James Camerons gigantiske actionbasker "Terminator 2: Dommedag" har netop kunnet fejre sin 30-årsfødselsdag, og i den anledning har Cameron åbnet op for godteposen for at dele anekdoter fra filmens skabelse. Det er der kommet en del interessante informationer ud af, ikke mindst at en af filmens – og franchisens – vigtigste brikker, John Connor, blev født ud af et ecstasy-trip.

"Jeg kan huske, at jeg sad der, høj på E, mens jeg skrev noter til 'Terminator', og så blev jeg ramt af Stings sang ['Russians']: 'I hope the Russians love their children too', og det fik mig til at tænke, at ideen om atomkrig er den diametrale modsætning til livet. Det var der, drengen opstod," siger Cameron.

Se også: Fan har genskabt "Terminator 2" i "Grand Theft Auto"!

Klicheen om narko som kreativ katalysator holder åbenbart stik i Camerons tilfælde. I modsætning til John Connor, så var ideen om filmens ondsindede dræberrobot T-1000 allerede tænkt ind i processen fra starten. James Cameron havde kort tid forinden lavet filmen "Dybet", hvor den computergrafik, som blev brugt til at vække vandvæsnerne til live, skulle bruges til at skabe det flydende metal, som T-1000 bestod af.

Filmens absolutte megastjerne, Arnold Schwarzenegger, skulle til gengæld kun have haft et enkelt krav til at genoptage rollen. Da Cameron ringede Arnold op for at pitche ideen, skulle muskelbundtet ifølge legenden have sagt: "Just make me look cool."

"Terminator 2: Dommedag" rundede de 30 år 1. juli. Herhjemme kan den blandt andet streames på Netflix og Amazon Prime Video.

Kommentarer

James Cameron udtænkte "Terminator 2"-karakter, mens han var høj på ecstasy

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen