Jeg er først for alvor kommet mig over kampen i onsdags, der jo som bekendt endte som det helt store antiklimaks og tilmed på en måde, så jeg efterfølgende sad med en dyb følelse af uretfærdighed i hele kroppen.
Taget i betragtning af at vi sammen med Tjekkiet skulle tvinges ud på en længere rejse til Langbortistand og spille kvartfinale nær Lars tyndskids ødemark på grænsen til centralasien i en bagende varme, og så tilbage og spille semifinale i England få dage efter en - modsat englænderne - hård kamp mod en stærk modstander, så var det som det danske landshold leverede i semifinalen en vaskeægte mandfolke-præstation.
I 85 minutter spillede vi lige op mod England indtil kræfterne forståeligt nok slap op og det i den forlængede spilletid var et spørgsmål om ren fight. Inden da havde vi spillet et brag af en kamp med først Mikkel Damsgaards mesterlige frisparksmål, der fik Jordan Pickford til at ligne det han er - nemlig en blanding af en cirkusklovn og en utrolig middelmådig målmand.
Havde vi dog bare være lidt mere skarpe og kyniske på de efterfølgende omstillinger, kunne vi havde været foran med et par mål og så tror jeg ikke England var kommet tilbage - særligt med tanke på hvordan Kasper Schmeichel stod i det danske mål og med sine verdensklasse redninger viste Pickford og hele verden, hvad det vil sige at være en af verdens bedste målmænd.
Og så skete det jeg inden kampen startede sad og frygtede nemlig, at Raheem Sterling ville filme sig til et straffespark, hvis England ikke var i stand til at score på deres regulære chancer - præcis som man har set det ske i premiere league, når Raheem Sterling har filmet sig til straffespark for Manchester City. Han plejer at give det en tre fire forsøg inden dommerne forbarmer sig over ham, men i denne semifinale skulle han desværre kun bruge et enkelt forsøg inden, at det lykkedes ham at svindle sig til sejren.
I den forbindelse var det utrolig suspekt, at det nærmest var blevet dømt inden han ramte jorden, og hos VAR teamet mente man sjovt nok heller ikke, at dommeren skulle give det et ekstra kig eller to i slowmotion. At Harry Kane så efterfølgende var så svine heldig at hans brændte straffe røg retur - efter endnu en mesterlig redning fra Kasper Schmeichel - og han så alligevel fik scoret gjorde blot hele situationen endnu værre.
Læg så oven i det en gennemgående usportslig og usmagelig opførsel fra de engelske tilskuerere, der ikke bare ved straffet men faktisk i det meste af kampen havde generet både Schmeichel og flere af de andre danske spillere med laserlys. Tilmed brugte de så også en svinsk retorik under natiolsangen, hvor der blev buhet og piftet i sådan en grad, at jeg afslutningsvis sad tilbage med en dyb foragt for både det engelske landshold men så sandelig også det engelske publikum.
Der er nemlig en uskreven regel om, at man ikke buher og pifter under en nationalsang og da slet ikke i dette tilfælde med tanke på den forfærdelige og traumatiserende oplevelse, som det danske landshold har været igennem med Christian Eriksens hjertestop. Heldigvis har UEFA da også efterfølgende valgt at rejse en disciplinærsag mod det engelske fodboldforbund af selv samme årsager.
sport.tv2.dk/fodbold/2021-07-08-schmeichel-fortaeller-om-laserstraale-paa-wembley
Så var England den fortjente vinder? Nej, ikke hvis man spørger mig, for vores hold spillede i det meste af kampen indtil kræfterne slap op helt lige op imod den såkaldte overmagt. England er derimod i finalen fordi, at de var de mest heldige og kyniske, og åbenlyst ikke skyer nogen midler for at opnå et resultat. På intet tidspunkt under hele denne EM slutrunde har jeg siddet og tænkt om England, at de var på et niveau så de kunne blive europamestre.
Hvis man tager Raheem Sterling, Harry Kane og Kyle Walker ud af ligningen, hvad har man så tilbage andet end et middelmådigt hold af boldflyttere og en skiftevis pivringe og middelmådig målmand. Set i det lys håber jeg derfor også, at Italien vinder EM, da de modsat England rent faktisk har spillet som og lignet er hold, der kunne blive fortjente Europamestre.
For vores eget vedkommende må vi desværre erkende, at eventyret sluttede med semifinalen. Men det ændrer intet på i min optik, at vores landshold, Kasper Hjulmand og hele teamet alle sammen er en flok vindere, der er gjort af et helt særligt stof, og som ikke bare under denne slutrunde har imponeret med medrivende og magiske fodboldoplevelser der har samlet hele landet, men som også i mange år fremover vil levere store præstationer, der på sigt sagtens ville kunne manifestere sig i et mesterskab og titel som enten europamester eller verdensmester.
Tak for alle de mange fantastiske øjeblikke og den ukuelige fight som landsholdet, Kasper Hjulmand og teamet bag har leveret. Det har været dybt rørende og har samtidig givet troen på, at mirakler kan opnås selv for et lille land som Danmark.