Tommy Wiseaus "The Room" genudgives i 4K

Og hvis I synes, det lyder latterligt, så kan I altså bare beholde jeres dumme kommentarer i lommen!

Den bliver hyppigt omtalt som "den værste film nogensinde", men Tommy Wiseaus "The Room" fra 2003 er alligevel blevet en højtelsket kultfilm, der hyppigt fremvises og får folk til at skraldgrine og skråle (rærlige) replikker højt i biografsale over hele kloden – bl.a. i Husets Biograf i København.

I "The Room" – som Wiseau både har finansieret, skrevet, instrueret og spiller hovedrollen i – spiller Wiseau den noget spøjse Johnny, som støder på en masse skæve eksistenser i og omkring sin San Francisco-lejlighed, herunder bedstevennen Mark og sin forlovede, Lisa, som har en affære.

Læs også: Netflix takkede nej til Tommy Wiseaus "The Room"

I 2017 udkom den Oscar-nominerede "The Disaster Artist", der handler om kultfilmens skabelse, og (sandsynligvis) snart udkommer dokumentaren "Room Full of Spoons", som åbenbart er så afslørende om Wiseaus gådefulde privatliv, at filmmageren i årevis prøvede (og åbenbart fortsat prøver) at bremse dokumentarens udgivelse.

Men inden da kan man altså omsider få lov til at se Wiseaus oprindelige, mægtige makværk i 4K. Wiseau har tidligere leget med tanken om at genudgive "The Room" i formatet, og nu er det altså officielt jvf. Tommy Wiseaus egen Facebook-side.

Her afslører Wiseau, at filmen vil kunne ses i Los Angeles den 24. og 25. september i 4K. Wiseau tropper også selv op og besvarer spørgsmål fra publikum. Hvis man tilfældigvis befinder sig i området til den tid, så kan man bestille billetter her.

"The Room" blev faktisk oprindeligt skudt på 35mm-filmstrimler og i HD samtidigt, idet Wiseau (af uransagelige årsager) beordrede sine fotografer til at skyde alle scener med både celluloid- og HD-kameraer på samme tid. HD-materialet blev dog kasseret, og det er altså de oprindelige 35mm-optagelser, som Wiseau har fået restaureret i 4K. Vi krydser naturligvis fingre for, at der også lander en fysisk 4K UHD-udgivelse af filmen i butikkerne – "The Room" er allerede tilgængelig på dvd og Blu-ray.

Hvis du er nysgerrig på filmens skabelse, så kan du herunder se Moovy TV's dybdeborende indslag om filmen, som bl.a. byder på et interview med Greg Sestero, der spillede førnævnte Mark i "The Room" og skrev bogen, som "The Disaster Artist" er baseret på:

Kommentarer

Tommy Wiseaus "The Room" genudgives i 4K

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen