Anmeldelse: Rick and Morty – Sæson 5 (HBO Nordic)

Til trods for en genkendelig formular formår skaberne af "Rick and Morty" fortsat at overraske med et virvar af vanvittige præmisser, skarp humor og filosofisk mørke.

Tilbage i maj 2018, året efter seriens tredje sæson, indgik "Rick and Morty"-skaberne en aftale med det amerikanske tv-selskab Adult Swim. Her sagde Justin Roiland og Dan Harmon ja til at producere yderligere 70 afsnit af hitserien. En aftale, hvis første høst sidste år kom i skikkelse af en forrygende fjerde sæson. Nu byder HBO Nordic så på yderligere ti afsnit i femte sæson. Og baseret på de første fem episoder tegner det til at blive endnu en forrygende sæson med vanvittige, multidimensionelle eventyr.

I starten af første episode støder Rick og Morty (begge stemmer af skaber Roiland) ind i Ricks nemesis: Den excentriske og arrogante Mr. Nimbus (stemme af medskaber Dan Harmon). Ærkefjenden bliver modvilligt inviteret hjem til middag, hvor Ricks ældste barnebarn, Summer, skal stjæle det, der giver Mr. Nimbus sine kræfter. Alt imens skal Morty jonglere mellem at hente vin fra en fjern dimension og se film med kærlighedsinteressen Jessica.

I sig selv lyder dette som klassisk "Rick and Morty". Og traditionen tro tager episoden nogle vilde drejninger. Det er lidt svært at tro, at en serie, der engang forvandlede sin hovedperson til en agurk, som derefter stormede en hel bygning fyldt med agenter, ikke ville have svært ved at finde på nye idéer. Men de fem nye afsnit viser, at Roiland og Harmon har masser af es i ærmet, når det gælder om at søge universets mest gakkede grænser. Såsom med afsnittet om kopier af familien, der er lokkeduer for at beskytte den rigtige familie, eller Rick og Summer, der besøger tre planeter, som fester og har sex, før de bliver udslettet. Det er absurd, vanvittigt og hysterisk morsomt.

Der er fart over feltet med metahumor, snedige påfund og filosofiske grusomheder. Det samme kan siges om de tidligere sæsoner, så på den måde er der intet nyt under solen. Men sæson fem viser, at formularen stadig virker. I sig selv er dette en bedrift. Men det vidner om skabernes evner og opfindsomhed, at de stadig kan finde på nye idéer og komme med pay-offs, som er svære at forudsige. Sammen med et dybere fokus på karakterernes følelser, der er mere end værdsat. Det bliver i sandhed spændende at se, hvad de næste fem afsnit byder på, nu da sæsonen starter med høj kvalitet.

Som altid er stemmeskuespillet i top. Justin Roiland er perfekt som både Rick og Morty, hvor Ricks bøvsende taler altid er underholdende. I denne omgang er det dog rart, at der gives mere tid til de to hovedkarakterers familie – Beth, Summer og den elskværdige, patetiske taber Jerry. Tilsat sjove gæsteoptrædener fra blandt andre Keith David, Steve Buscemi og Alison Brie. Generelt føles dette som et intergalaktisk rumskib, der er bygget af alle de rigtige komponenter og besat af en perfekt besætning, der ved, hvad de laver.

Femte sæson af "Rick and Morty" ser altså ud til at fastholde det høje niveau, som tidligere sæsoner har skabt, og som har gjort serien til en megasucces. Til trods for, at formularen er genkendelig, formår Justin Roiland og Dan Harmon stadig at overraske med et virvar af vanvittige præmisser, opfindsom humor og filosofisk mørke. Der findes få som disse to, der stadig finder på nye og spændende måder, hvorpå citronen kan presses.

Anmeldelsen er baseret på fem ud af ti afsnit, som kan ses ugentligt på HBO Nordic.

Rick and Morty – Sæson 5 (HBO Nordic)

Kommentarer

Rick and Morty – Sæson 5 (HBO Nordic)

  • ★★★★★1

    Jeg faldt lidt af i fjerde sæson. Den var bestemt ikke dårlig, men heller ikke tilnærmelsesvis ligeså god og kreativ som de første tre sæsoner. En kammerat gjorde mig interesseret i den femte sæson her, og anmeldelsen bekræfter det også, så jeg må hellere snart sætte i gang!

    David Lund27-07-21 13:53

  • 1

    Jeg faldt lidt af i fjerde sæson. Den var bestemt ikke dårlig, men heller ikke tilnærmelsesvis ligeså god og kreativ som de første tre sæsoner. En kammeret gjorde mig interesseret i den femte sæson her, og anmeldelsen bekræfter det også, så jeg må hellere snart sætte i gang!

    Jeg er også af den opfattelse, at sæson 1-3 og 5 alle er markant mere underholdende end sæson 4.

    Slayer27-07-21 13:42

  • ★★★★★0

    Jeg er også af den opfattelse, at sæson 1-3 og 5 alle er markant mere underholdende end sæson 4.

    Nice!

    David Lund27-07-21 13:54

  • 0

    Jeg faldt lidt af i fjerde sæson. Den var bestemt ikke dårlig, men heller ikke tilnærmelsesvis ligeså god og kreativ som de første tre sæsoner. En kammeret gjorde mig interesseret i den femte sæson her, og anmeldelsen bekræfter det også, så jeg må hellere snart sætte i gang!

    Meget enig. Jeg har svært ved at sætte ord på hvad der var ved sæson fire som jeg synes var dårligere end de foregående tre, men der manglede i hvert fald et eller andet. 



    Høegh27-07-21 14:04

  • ★★★0

    Jeg er helt pjattet med alle sæsonerne, men det er rigtigt, at der sker et skift i tonen. Det udvikler sig til noget mørkere og mere eftertænksomt, nu mere udbrændte og mærket Rick & Morty bliver af konsekvenserne af deres vanvidsmissioner.

    Dolphinfriendly27-07-21 14:17

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen