Anmeldelse: Japanske fortællinger

"Japanske fortælleringer" er Murakami-inspireret fortælleglæde af den stilfærdige slags, men ikke desto mindre filmisk tryllestøv.

Antologifilm pryder ikke landets biografer synderligt tit. Novellefilm og kortfilm i det hele taget har muligvis ikke sit publikum, selvom det indimellem sker, at en række instruktører slår sig sammen i et fælles tema i en rammefortælling. Som i "Four Rooms", hvor Allison Anders, Alexandre Rockwell, Robert Rodriguez og Quentin Tarantino slog sig sammen om fire fortællinger om en hotelportiers specielle aften. Årets Sølvbjørn-vinder, "Japanske fortællinger", har sit afsæt i tre hverdagslige beretninger i Japan. Dog er Ryusuke Hamaguchis tre film alt andet end trivielle eller kedsommelige.

Den unge model Meiko indser, at hendes veninde er begyndt at se hendes ekskæreste, og nu overvejer hun sit næste træk. En forsmået student, Sasaki, som har dumpet sin eksamen, forsøger at lokke sin mandlige underviser i en fælde ved at manipulere med én af underviserens kvindelige kollegaer. To kvinder mødes for første gang i 20 år til en universitets-reunion og deler de følelser, de har holdt skjult i deres hjerter. Dog viser det sig, at fortiden ikke helt er, som de husker den.

Så kort kan de tre japanske fortællinger opsummeres. Tilfældige møder mellem tilfældige skæbner, der fører til enten livsforandrende episoder eller store erkendelser om livet – sådan som litterære noveller typisk er opbygget. Måske lyder det prætentiøst og banalt, men Hamaguschis antologifilm er sprudlende, humoristisk og eftertænksom fortællekunst, der bringer tankerne hen på Haruki Murakamis opslugende forfatterskab.

Forbindelsen mellem Hamaguchi og Murakami er i det hele taget mere end synlig. Den tydelige inspiration er én ting, mens Hamaguchis seneste film, Cannes-vinderen for Bedste manuskript "Drive My Car", er en direkte filmatisering af Murakamis novelle af samme navn. Derudover har Mette Holm, Danmarks faste Murakami-oversætter, stået bag oversættelsen af "Japanske fortællinger". Ikke at der er tvivl om hvorfor, da "Japanske fortællinger" har den uforudsigelighed, skift og spring i stil, tid og rum, der kendetegner mesterforfatterens helt unikke stil.

For nok veksler én til én-samtalerne mellem det eksistentielle, dybt rørende og universelle fascinerende slice-of-life-nedslag i helt almindelige menneskers livsændrende erfaringer. Det er de helt uventede drejninger med fantastisk velskrevne kammerspils-dialoger og eminent skuespil, der skaber den overordnede nærværende og menneskelige fortælling. Især sidste novellefilm, sandsynligvis den allerbedste, jeg har set i det hele taget, balancerer i perfektion mellem det hjerteskærende, morsomme og livsbekræftende på så legesyg og let vis, at filmoplevelsen i sig selv føles opløftende og foranderlig.

"Japanske fortælleringer" er Murakami-inspireret fortælleglæde af den stilfærdige slags, men ikke desto mindre filmisk tryllestøv. Til trods for, at de tre novellefilm er hverdagslige i sig selv, portrætteres en universel menneskelighed og foranderlighed, der trænger ud over de japanske grænser uden at ende selvsmagende, lommefilosofisk eller tungsindig – snarere tværtimod. Instruktør Ryusuke Hamaguchi er en auteur i svøb, du læste det her først.

Japanske fortællinger

Kommentarer

Japanske fortællinger

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen