Anmeldelse: Werewolves Within

Når den paranoide side af menneskets natur kommer op til overfladen, fungerer "Werewolves Within" rigtig godt.

Whodunit? Ja, hvem gjorde det? Typisk en krimigenre, som især forfatterinde Agatha Christie specialiserede sig i og ikke mindst som filmgreb har været blæst op på lærredet mange gange. Heriblandt med Rian Johnson-hittet "Knives Out – Var det mord?", som nok er det mest markante eksempel i de seneste år. Nyeste skud på stammen, "Werewolves Within", tager den velkendte genre og snitter den vellykket sammen med virkemidler, der vækker mindelser om "Fargo", vores egen "Frygtelig lykkelig" og så varulve oveni.

Finn Wheeler er jordens rareste menneske. Sådan ser omverdenen i hvert fald på ham. Og så er Finn udstationeret som ny sherif i den afsidesliggende flække Beaversfield. Allerede den første dag finder Finn et lig i byen, og en af beboerne påstår, at en varulv tog åd hendes hund. Den nye sherif får sin sag for, og da Beaversfield afskæres fra omverdenen af en snestorm, er gode råd dyre. For er der rent faktisk en varulv i Beaversfield – og hvem er det?

Historien om outsideren, der ankommer til et sælsomt samfund, har vi set før. Frances McDormand opsporede kidnappere i "Fargo", Jacob Cedergren begik sine egne forbrydelser i "Frygtelig lykkelig", og Kyle MacLachlan optrevlede det ene mysterium efter det andet i den på overfladen kedsommelige soveby Twin Peaks. I alle tre universer er fokusset, hvad der sker på kryds og tværs af indbyggernes interne forhold. Læg så en kriminalgåde oven i. "Werewolves Within" fortsætter traditionen og gør det på sin helt egen facon. For den ved præcis, hvad den er, og leverer underholdning med charme, humor og masser af paranoia.

Vi bliver introduceret for et omfattende persongalleri i stil med Christies "En af os er morderen" (på engelsk "Ten Little Indians"). "Werewolves Within" tager sin tid, men bliver aldrig kedelig. Interessant er det at stifte bekendtskab med eneboeren, der skyder, før han taler, eller det skøre kvindemenneske, der elsker sin lille tæppetisser overalt på jorden. Når så blodet flyder og økserne flyver, er man investeret i, hvem der kommer af dage. Og blandingen af Agatha Christie og varulvegys fungerer. Muligvis er det en smule for nemt at regne ud, hvem der er den onde i sidste del, men opbygningen er enormt vellykket, og instruktør Josh Ruben bruger alle de velkendte greb i bogen. Da byen bliver afskåret og strømmen ryger, ender alle karaktererne sammen på det lokale, elmetræbyggede hotel. Alle er mistænksomme, og alle er under mistanke. Og når den paranoide side af menneskets natur kommer op til overfladen, fungerer "Werewolves Within" rigtig godt.

"Werewolves Within" er baseret på et videospil. Nu skal det siges, at jeg har ikke spillet det. Men umiddelbart har filmen opgraderet spillets simple gameplay til noget mere levende og intenst. Gameplayet baserede sig på paranoiaens væsen i VR. Om hvem man stole på, og hvem der lyver, så det driver af dem. Filmatiseringen har gjort spillet større og indskriver sig i den meget lille række af vellykkede spilfilmatiseringer. Endda ved at udbygge plot og univers.

"Werewolves Within" er en lille perle i sommervarmen. Et klassisk mordmysterium med et twist af paranoia, der løfter en spilfilmatisering op til et bid uhyre underholdende whodunit. Til syvende og sidst er det bare om at tage på varulvejagt til Beaversfield.

Werewolves Within

Kommentarer

Werewolves Within

  • ★★★★★★0

    Jeg har lige set en film, der minder utrolig meget om den, The Wolf of Snow Hollow. Den var også fin.

    Men denne er kommet på watch-liste

    Guldager29-07-21 08:31

  • ★★★★★0

    Det lyder lige som en film for mig. Er vild med når man blander genrer på den måde, som det er tilfældet her.

    Tak for anbefalingen. :) 

    NightHawk29-07-21 13:12

  • ★★★★★★0

    Jeg er bestemt også på. Den lyder som god spas.

    T. Nielsen29-07-21 13:25

  • ★★★★0

    Havde svagt hørt om den. Tror godt den kan noget. 

    Babo29-07-21 13:29

  • ★★★0

    Sjovt at en potentielt vellykket spilfilmatisering, og måske den første(?), er baseret på et ret ukendt VR spil.

    Jeg havde ikke hørt om spillet før filmen.

    Essal29-07-21 14:03

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen