“Fede Alvarez, Federe Hvidløg”:D
Anmeldelse: The Girl in the Spider's Web
Sløset nordic noir-spin-off sidder fast i eget spind.
Stieg Larsson er nok død, men lever i bedste velgående i litteraturen. Den svenske krimiforfatter, chefredaktør og journalist nåede ikke at opleve den enorme succes, der udsprang af den såkaldte Millennium-serie. Larsson selv nåede at skrive trilogien om samarbejdet mellem journalist Mikael Blomkvist og hacker Lisbeth Salander, der har solgt over 60 millioner eksemplarer på verdensplan. Sådan en sællert skal naturligvis graves op og vækkes til live. David Lagercrantz fik den tvivlsomme ære af at udvide Salanders baggrundshistorie. Instruktør Fede Alvarez fik et tyndt manus, der bør graves ti fod ned og overdynges med endnu federe hvidløg.
Lisbeth Salander (Claire Foy) lever en tilværelse i skyggerne som selvtægtshelt. Selvom superhackeren ikke har kappe, hævner hun sig i flæng på mænd, der slår på og hader kvinder. En dag kontaktes hun om en på papiret helt umulig opgave: der skal skaffes adgang til et (næsten) tophemmeligt program ejet af amerikanske NSA, der styrer alle atombomber i verden. Men edderkoppen fanges selvfølgelig i sit eget net. Skaberen bag det åbenlyst katastrofale program har – efter en tænkepause – nemlig erkendt, at sådanne heftige programmer jo nok kan misbruges. Og selvfølgelig sker det ikke særligt utænkelige, da Salander selv udsættes for røveri.
Tænk at opfinde et kækt program, der knækker alverdens sikkerhedssystemer og med et knips kan kaste verden ud i umotiveret atomkrig. Og så fortryde det. Det lyder dumt, ikke? Særligt da alle kender til det i "The Girl in the Spider's Web", hvilket åbenlyst resulterer i rasende fjollet jagt over stok og sten.
Ud fra skandinaviske øjne lover det ellers godt. Filmen er optaget i Stieg Larssons hjemland. Sverrir Gudnason, der blandt andet viste sig frem som Björn Borg i "Borg", danske Claes Bang og legendariske Mikael Persbrandt har markante roller. Britiske Claire Foy, en af de mest lovende skuespillerinder for øjeblikket, synes med næsten perfekt svensk dialekt og smadret udseende at være ideel som vores allesammens hacker-helt. Salander og resten af slænget i Millennium-universet dog sidder fast i eget spind. Fanget af en usandsynlig fortid og klæbende plothuller.
Plottet går i ring. Intet underbygges, men stables op i en lagkage af vrøvl, der bør kastes i fjæset på Fede. Krimigenren er en svær disciplin at overføre vellykket til film. Måske derfor er mystik og uforudsigelig handling droppet til ære for generisk MacGuffin-thriller-action – af den slags, der blev smilet overbærende til i 80'erne og i dag hyldes som movies so bad they’re good. Og barren sættes lavt fra start med et dommedags-program, tildelt verdens mest krigsliderlige land – der kun kan tilgås af én person, som i øvrigt intet har at gøre med NSA – og som Salander stjæler over en kop kaffe i løbet af natten. Naturligvis for at blive stjålet på ny af en skurk for at vores antiheltinde skal forsøge at stjæle det tilbage til skaberen bag. I en diskret sortgrå Lamborghini, der står godt til hævnerens læder-emo-outfit. Batman ville være misundelig.
Måske skal Hollywood bare holde sig væk fra filmatiseringer af skandinaviske krimier. Niveauet er nede på samme niveau som en anden nordic noir-filmatisering, Jo Nesbøs "Snemanden". Indrømmet. De to film redefinerer makværk på hver deres måde, samtidig med at potentialet kan skimtes, men forspildes på det groveste. Claire Foy redder meget af dagen som den måske mest troværdige Lisbeth Salander til dato, og snebelagte Stockholm er smuk. Næste gang vil de to elementer gøre sig bedre i en god film.
