Anmeldelse: The Wolf of Snow Hollow (Viaplay)

"The Wolf of Snow Hollow" er ikke perfekt, men tilbyder 85 minutters herlig underholdning og tragikomedie, krydret med godt karakterdrama.

Siden karrierens begyndelse i 2009 har amerikanske Jim Cummings nærmest prøvet alt. Multitalentet har både begået sig som producer, klipper, skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør på en række kortfilm, og så slog han endelig igennem med "Thunder Road" i 2018. Nu er amerikaneren tilbage med sin blot tredje spillefilm, "The Wolf of Snow Hollow", hvor han selv er instruktør, forfatter og bærer hovedrollen. Og så har varulvefilmen også æren af at give Robert Forster sin sidste rolle før skuespillerens død i oktober 2019.

I den lille by Snow Hollow har byens kommende sherif, John Marshall (Jim Cummings), været ædru i seks år. Han døjer stadig med vredesudbrud, et ødelagt ægteskab og et fjernt forhold til datteren Jenna. Og så tærer hans stædige far Hadley (Robert Foster) også på samvittigheden, fordi den aldrende fader ikke vil erkende sine hjerteproblemer. En dag bliver en ung kvinde dog brutalt myrdet, og så har John helt andre ting at se til. Byen går i beredskab, og kan det virkelig passe, at en varulv muligvis står bag?

På papiret tilbyder filmen et klassisk varulvemysterium, hvor ligene langsomt bliver talrige. Et interessant mysterie om en potentiel seriemorder eller et mytologisk monster, selvom det til tider føles som om, at Cummings springer enkelte detaljer ved efterforskningen over, hvilket holder publikum på lidt for meget afstand. Som gyser er oplevelsen heller ikke uhyggelig, men det lader heller ikke til at være pointen. Her er sort komik og genreblanding i højsædet, og "The Wolf of Snow Hollow" er særdeles underholdende. Snedigt vendes enkelte genrekonventioner, såsom opbygningen til et mord, mens der også leges med mytologien omkring varulve.

Underholdningen skal især findes i den idiosynkratiske humor, som Jim Cummings mestrer. Der er både deadpan og aggressivitet i de sprængfarlige replikker. Her spilles der især på de uduelige politibetjente, som er elendige til deres arbejde, eller John, der ofte skældes ud af byens borgere for ikke at kunne løse et mysterium, som de sagtens mener at kunne. John giver dog igen med sine vredesudbrud, der fører til sarkasme, spydigheder og en uforudsigelighed, der konstant gør "The Wolf of Snow Hollow" underholdende. Cummings skaber masser af morsomme og tragikomiske øjeblikke, hvor lattermusklerne hyppigt kommer på arbejde. Generelt føles løjerne som "Fargo", der møder en varulv, med den samme blanding af mørk humor og medrivende karakterdrama.

John Marshall er et røvhul, men alligevel sympatisk. Delvist takket være Jim Cummings' flotte skuespil, men også for manuskriptets nuancer. Der er sympati for ham og hans nærmeste, hvilket er godt gået i betragtning af filmens smalle spilletid på godt 85 minutter. Dette skyldes dog også et veloplagt cast med en Robert Forster, der giver en mindeværdig sidste rolle, og en pacing, der sidder lige i skabet.

"The Wolf of Snow Hollow" er særdeles underholdende med masser af blodige og spydige grin i vente. Mordmysteriet er ikke altid spændende, men humoren og det overraskende potente drama redder dagen – sammen med flot skuespil og et sidste "huzzah!" fra afdøde Robert Forster. Jim Cummings' seneste er ikke perfekt, men tilbyder 85 minutters herlig underholdning og tragikomedie, krydret med godt karakterdrama. Nok føles Snow Hollow som en isoleret by omgivet af sne. Men isolationen her med en potentiel varulv er dét værd at opleve.