Optagelserne til Obi-Wan Kenobi-miniserien er i hus
Ewan McGregor vender snart tilbage i rollen som den legendariske jedi-ridder.
Optagelserne til Disneys meget imødesete "Star Wars"-miniserie om Obi-Wan Kenobi er nu omsider tilendebragt. Det rapporterer LRM Online. Hermed er projektet klar til at gå ind i post-produktionsfasen.
Udover Ewan Mcgregors comeback som jedi-mesteren med det blå lyssværd byder serien også på et gensyn med Hayden Christensen. Han skal endnu en gang portrættere Anakin Skywalker/Darth Vader, mens Joel Edgerton og Bonnie Piesse ligeledes gør comeback i rollerne som Owen og Beru Lars.
Se også: Desværre, "Star Wars"-fans! Jar Jar Binks vender IKKE tilbage
Der har desuden været rygter fremme om, at en purung Luke Skywalker måske dukker op i serien, der kommer til at bestå af seks afsnit.
Handlingen finder angiveligt sted ca. 10 år efter de skæbnesvangre begivenheder i "Star Wars: Episode III - Sith-fyrsternes hævn".
Obi-Wans nye eventyr i den fjerne galakse ventes at lande på Disney+ engang i 2022.