Der er jo nogen mennesker, der ofte mener at film der roses af anmelderne, må være noget lort. Det skal de naturligvis havde lov til at mene.
Ja naturligvis - alle anmeldere har jo den samme forkerte mening om alle film. Det kan jeg da godt se.
Anmeldelse: Pagten
Besættende drama om dansk litteraturs kronede dronning er et hovedværk i nyere dansk film.
"Lidelse er lykkens pris", lyder et ordsprog. I berøringen af valgets konsekvenser eksisterer dybt iboende omkostninger, der i sidste ende skaber sårbare eller hærdede eksistenser. Dilemmaet er et eksistentielt vilkår, og bag stor kunst rumsterer ofte erfaringer fra smerte og lyksalighed. Et ledende spørgsmål kan spidses an retorisk for at underbygge citatet: Ville du gå gennem stor lidelse for at blive en stor kunstner? Mens der tygges på dén, spekulerer du sikkert over, hvem der står bag citatet. Svaret er Karen Blixen.
17 år er der gået, siden Karen Blixen (Birthe Neumann) opgav eventyret i Kenya. Den nu aldrende og verdenskendte forfatterinde har i stedet overtaget Rungstedlund i Nordsjælland, som er blevet et centrum i Danmarks kulturliv. Som skæbnen vil det, er tilværelsen i de blomsterrige omgivelser ikke en dans på roser uden torne. Ødelagt af syfilis og tabet af hendes livs kærlighed, den britiske storvildtjæger Denys Finch Hatton, har mærket Blixen ind i sjælen. Da hun udser Thorkild Bjørnvig (Simon Bennebjerg) til sit projekt, indgår de to en pagt: Den 63-årige superstjerne lover at gøre det 30-årige digtertalent til en stor kunstner, mod at han skal adlyde hende ubetinget. Hvad der for Bjørnvig fremstod som en uskyldig aftale viser sig at være af en anderledes karakter. Pagten i valget af ambition og fravalget af en almindelig hverdag har imidlertid sine omkostninger for den unge familiefar og ægtemand.
Da Bille August i forbindelse med lanceringen af "Pagten" ridsede temaet op, sagde instruktøren, at "alle er begavet med et talent, som det er ens opgave at udleve. For kun på den måde kan man blive et forløst menneske". Når Blixen trykker Bjørnvig på maven i den sandfærdige beretning, baseret på Bjørnvigs bog af samme navn, presser mesteren lærlingen til et eksistentielt valg mellem middelmådighed eller konsekvent udlevelse af ambitionerne. Det besynderlige og dog enormt menneskelige magtspil mellem én af de allerstørste forfatterinder i verdenslitteraturen og en upåagtet stille eksistens uden retning sniger sig ind som en altopslugende og besættende refleksion over individets skæbne og viljen til at vælge sin egen vej.
Bag Birthe Neumanns fuldstændigt blændende præstation som den über-karismatiske og sarkastisk elegante forfatterinde ridses også ét af velfærd-menneskets største problematikker ned i lakken: Du kan ikke det hele. Og især ikke, hvis du vil det hele. Eller slet ikke vil det nok. Og heller ikke, hvis ikke du tør satse livet og topper rødgrøden med lige dele passion og smerte. Uanset hvilken retning der end vælges. Og værst af alt: Hvad er reelt din egen beslutning? Ikke at Bille August stiller sig til dommer, den position indtager Karen Blixen. I stedet stiller mesterinstruktøren som neutral fortæller, der instruerer fabelagtige præstationer over hele linjen på de andre positioner. Når kæmpetalentet Simon Bennebjerg som Thorkild Bjørnvig står overfor sin elskelige kone, hjerteligt nuanceret spillet af Nanna Skaarup Voss, der med tårer i øjnene er fuldt bevidst om mekanismerne bag Blixens beregnende spil om at ødelægge den ubetingede kærlighed og ønsket om at stå sin mand bi i at opnå sine ambitioner. Selv når den ældre kvinde manipulerer Bjørnvig ud i affære med sin niece, medrivende skildret af Asta August, og en selvudviklingsrejse til Bonn. Og det går rent ind, når låsen til menneskets sjæl så let dirkes op.
Dynamikken mellem persongalleriets transformationer er kalkuleret som et skakspil mellem stormestre. Og dog instrueret med et intimt og mangefacetteret blik og ikke mindst så detaljeorienteret fokus for den yderst komplekse fortælling, at Ingmar Bergman må sende et anerkendende nik et sted fra det hinsides. Bille August har siden genkomsten til dansk film med de mesterlige "Stille hjerte" og "Lykke-Per" bevist, at det ikke er uden grund, at han som én af seks filminstruktører nogensinde har vundet to Guldpalmer, for henholdsvis "Pelle Erobreren" og Bergman-samarbejdet "Den gode vilje". Når "Pagten" føles som kronen på værket, er det, fordi talentet, de mange års arbejde og ringen fuldbyrdes i en hellig treenighed: Sensibiliteten fra den tidlige karrieres ungdomsfilm som "Tro, håb og kærlighed", den helt unikke evne til at forvandle litterære mesterværker til store filmoplevelser og samtidigt aktualisere menneskelige temaer på tværs af fortid og nutid. Vel at mærke med et ekstra lag som en metafortælling, Karen Blixen selv kunne have forfattet.
Blixen i Bille Augusts hænder er en fabelagtig skæbnefortælling. Filmatiseringen af Thorbjørn Bjørnvigs "Pagten" skriver sig ind som filmskaberens hvis ikke bedste bedrift, så et fænomenalt værk på hylden blandt de største hovedværker i nyere dansk film.
