Anmeldelse: Fast & Furious 7 (Blu-ray)

For få år siden var Hollywoods fartglade "The Fast and the Furious"-franchise tilsyneladende løbet tør for benzin. Superstjernen Vin Diesel forlod sågar filmseriens førersæde allerede efter etteren fra 2001, hvilket tvang Diesels mindre karismatiske medpassager, Paul Walker, til at overtage rattet i den jammerlige toer med den torskedumme titel "2 Fast 2 Furious". Herefter hev Walker også i håndbremsen, og sagaens stjerneblottede treer, "The Fast and the Furious: Tokyo Drift", klarede sig derfor væsentligt dårligere i biffen end forgængerne. Serien lod til at være kørt af sporet, men i år har dens syvende kapitel indtjent halvanden milliard dollars(!) og derved erobret femtepladsen på listen over filmhistoriens største kassesucceser. Hvad...?!

Selvfølgelig er der adskillige grunde til, at en franchise som "The Fast and the Furious" går fra at famle efter koblingspunktet til pludseligt at fræse derudaf, men en vigtig nøgle til seriens succes er dens eminente ensemble. Lige siden føljetonens fjerde del – 2009’s "Fast & Furious" – har et gennemgående persongalleri (bestående af alle forgængernes centrale roller) komplementeret seriens mange nervepirrende bilstunts, kønne øser og hæsblæsende håndgemæng, og selvom karaktererne måske nok er relativt ordinære stereotyper, så får de altså lige præcis den tid og plads til at ånde, klikke og vokse, der gør, at man vitterligt investerer sig selv i deres skøre strabadser og nyder deres selskab.

Det hjælper også, at samtlige skuespillere er i hopla. Vin Diesel vinder måske ikke en Oscar lige foreløbig, men han leverer både dumsmarte oneliners og opildnende slagord med en reel, uimodståelig entusiasme. Paul Walkers varme og charme opvejer også hans skuespilmæssige begrænsninger, og de joviale fyre Tyrese Gibson og Dwayne "The Rock" Johnson giver ofte lattermusklerne en velkommen workout (Johnson måtte dog gerne have fået mere spilletid). Kun de kvindelige vovehalse får ikke meget at gøre godt med, og selv ikke en garvet aktrice som Michelle Rodriguez kan få os til at sluge sin fjollede romance med Diesel – en klichepræget kærlighedshistorie indsvøbt i hukommelsestab og corny flashbacks, som ville have hørt bedre hjemme i en skrabet sæbeopera.

Det er næppe gået nogens næse forbi, at Paul Walker døde i en tragisk soloulykke, mens optagelserne til "Fast & Furious 7" stadig stod på. Ulykken tvang manuskriptforfatteren Chris Morgan til at omskrive drejebogen i en fart, og nymodens computereffekter og diverse dubleanter (deriblandt Walkers to brødre) blev brugt til at færdiggøre Walkers sidste scener. Og heldigvis er det sjældent, at skuespillerens ansigt og mimik forekommer kunstig.

Faktisk er det mere på den narrative front, at Walkers hedengang kan mærkes. For selvom jeg ikke med sikkerhed kan sige, at Morgans tvungne revisioner er årsagen, så føles "Fast & Furious 7" til tider som en hastigt sammensat rodebutik, der vilkårligt springer fra actionsekvens til actionsekvens og fra location til location – deriblandt Los Angeles, Tokyo, Aserbajdsjan og Abu Dhabi. "Fast Five" og "Fast & Furious 6" (franchisens foreløbige højdepunkter) var altså langt mere helstøbte, og filmens momentum bremses tit af historiens hyppige gearskift. De går særligt ud over filmens antagonist, Deckard Shaw (brormand til 6'erens knockoutede skurk), der spilles af en ekstremt veloplagt Jason Statham, som desværre forsvinder i længere perioder og derfor aldrig rigtig træder i karakter.

Men det mægtige cast sørger for, at filmen aldrig mister grebet om speederen, og Shaws klapjagt på Diesel og Co. fostrer desuden en række herlige, heftige actionscener, hvor særligt en biljagt på en stejl klippeskrænt tager kegler. Det samme gør filmens sidste akt, der munder ud i en rørende, smagfuld og følelsesladet cadeau til den afdøde Walker og et passende punktum på en forbandet fornøjelig filmserie, der nok alligevel fortsætter ufortrødent, helt indtil "The Slow and the Friendly" udkommer en gang i 2049.

BILLEDE & LYD

"Fast & Furious 7" er en splinterny, actionspækket blockbuster, som har kostet omtrent én milliard danske kroner at stykke sammen, så selvfølgelig ser den hamrende godt ud på Blu-ray og lyder lige så godt.

På billedsiden er detaljerigdommen immervæk enorm, kontrasten er solid, farverne er aldeles appetitlige, og ikke ét tilnærmelsesvis uskarpt skud forekommer. Det engelske DTS-HD Master Audio 7.1-mix er derudover et af den slags lydspor, som underboer verden over har mareridt om. Filmen bugner af buldrende actionsekvenser, så selvfølgelig er mixet enormt aggressivt. Samtlige lydeffekter – lige fra pistolskud og slag til eksplosioner og hvinende bildæk – kommer klokkeklart igennem, og subwooferen når dybere ned end Diesels mørke røst. Panoreringerne er i en klasse for sig, og på mirakuløs vis drukner ikke én replik under det auditive sansebombardement.

EKSTRAMATERIALE

Både biografudgaven og en forlænget version af filmen medfølger, men jeg havde ærlig talt svært ved at spotte forskellen på de to versioner. Den "udvidede" udgave er nu også kun sølle tre minutter længere end originaludgivelsen. Her er også fire slettede scener (6 min.), der slet ikke savnes i filmen (og her er i øvrigt ikke mere materiale med Walker, hvis man skulle være på udkig efter det).

Derudover er her i alt 12 korte dokumentarer, der tilsammen varer 102 minutter, og som særligt fokuserer på filmens stunts, locations, køretøjer og en helt ny "The Fast and the Furious"-forlystelse i den californiske forlystelsespark Universal Studios. De forskellige featuretter er ganske underholdende, men også en anelse overfladiske og glimtvis selvforherligende. Desuden er her musikvideoen til det iørefaldende megahit "See You Again", som blev skrevet som en cadeau til Walker. Alt ekstramateriale præsenteres i HD.

Fast & Furious 7 (Blu-ray)

Kommentarer

Fast & Furious 7 (Blu-ray)

  • ★★★★★1

    Man skal ikke kimse af Vin Diesels skuespillerevner, selv om han ikke er oscarmateriale. Uden at være noget stortalent, så gør han det fx upåklageligt i den lille retsagsfilm "Find me Guilty". Og som Groot, selvfølgelig :p 

    Har aldrig set en Fast/Furious film, men det lyder som om jeg bør starte med 5'eren? :p Jeg er fristet til bare at gense Mad Max: Fury Road. 

    Lars!21-09-15 09:47

  • 0

    Kunne godt fristes til at spørge om du går op i at se film hehe :)

    Geekalot21-09-15 09:50

  • ★★★★★0

    Hvem mig? Hader film. Totalt tidsspilde. 

    Lars!21-09-15 09:51

  • ★★★★★★2

    Jeg kan godt lide hele serien, selv de dummeste udgaver af den, aka nr. 2 og 3. Men vil man se det bedste serien har at byde på, kan man nøjes med at se den første, for lige at blive introduceret for figurerne og så ellers se 5, 6 og 7.

    I takt med at filmene er gået fra at være film om bilræs til at blive store, dumme actionfilm, er de faktisk blevet bedre og sjovere. At The Rock blev introduceret i serien, gjorde den bare endnu mere awesome.

    Zero Cool21-09-15 09:53

  • 0

    haha :) Rigon :)

    2-3-4 var ringe, og er de til dels endnu, men de efter følgene film har redet noget af dem, hvert faldt fået dem flettet godt ind i den samlede historie :)

    Geekalot21-09-15 10:01

  • 0

    Jeg må indrømme, at jeg ikke har set en eneste efter den horrible 3er. Det kunne da være, at man skulle tage en FF-weekend på et tidspunkt.

    moulder66621-09-15 12:41

  • ★★★★0

    Der burde være en advarsel, eller i det mindste en indikering af, når tråde indeholder S&M. 

    Bruce21-09-15 12:47

  • ★★★★★★0

    Det er bare en actionfilm, Flemming, ikke en russisk socialrealistisk film. :p

    Zero Cool21-09-15 12:50

  • ★★0

    Jeg indrømmede jo gladeligt, at jeg tudede over slutningen på 7eren (det kan dog have været graviditetshormoner). Så jeg glæder mig til et gensyn på BD.

    Tiany21-09-15 13:07

  • 0

    Det er kun den første film i serien, jeg har taget mig sammen til at se. Jeg var ikke imponeret, men måske man skulle give dem en chance til, nu hvor der er bred enighed om filmenes stigende kvalitet (med undtagelse af 2'eren). 

    benjamin5121-09-15 13:18

  • ★★★★★★0

    Tiany - jeg fik også lidt våde øjne og jeg er ikke gravid, så vidt jeg ved. :D

    Zero Cool21-09-15 13:21

  • ★★0

    Tiany - jeg fik også lidt våde øjne og jeg er ikke gravid, så vidt jeg ved. :D

    Tja man ved jo aldrig :D

    Tiany21-09-15 13:34

  • ★★★★★★0

    Seriens "stigende" kvalitet som der omtales, synes jeg først finder sted fra FF5. Den første var middelmådig og efterfølgende gik fra dårlig til røvsyg!!!

    T. Nielsen21-09-15 13:37

  • 0

    Den 1. FF film er da uden tvivl den fedeste af dem, efter den tog filmene en helt anden drejning. Hvor der blev holdt mere fokus på diverese forbrydelser. Er først fra nummer 4 af de begynder at blive underholdene igen.

    Geekalot21-09-15 13:41

  • ★★★★★0

    Jeg blev mest "irriteret" over, hvor meget "betydning" Tokyo Drift endte med og ha, den film referes i et væk fordi handlingen i 5 og 6 foregik før Tokyo Drift, en ting jeg altid fandt ret forvirrende når hver film sluttede med en scene der referede til den film, så jeg var glad for at vi fra 7'eren af endelig sprang frem i tiden, og den åbningsscene med Jason Statham var herlig.

    Med det sagt så har jeg også nydt film 1 (mest frodi det var den som startede det hele) 5 (var ren action blockbuster, og så fortsatte det blot derfra) 6 og 7

    5'eren er nok stadigvæk min farvorit, selv om 6'eren har den fantastiske landingsbane :)

    @Johan med alt den snak omkring Benzin i i anmeldelsen, synes jeg det er pudsigt du ikke har påpeget det spøjse/munter ved Vin Dielsels efternavn :)

    Elwood21-09-15 15:13

  • ★★★★★1

    Jeg kan slet ikke huske den første film, som jeg kun har set én enkelt gang på dvd for 13 års tid siden. "2 Fast 2 Furious" fik jeg faktisk først set for en uges tid siden. Men jeg var virkelig godt underholdt af 4'eren, "Fast & Furious" fra 2009, og fra og med den vanvittigt underholdende "Fast Five" var jeg sgu hooked. "Fast & Furious 6" var i min optik den ABSOLUT bedste blockbuster fra 2013's noget tvivlsomme blockbuster-sæson.

    Så Benjamin, jeg synes så absolut, at du skal have taget hul på franchisen igen! :-)

    @Elwood, haha! Jeg vidste jo godt, at jeg ikke kunne leve op til Honest Trailers seneste bemærkning om manden ;-)

    The Insider21-09-15 15:52

  • ★★★★0

    Russisk socialrealisme eller ej, så burde man da bruge tiden mere fornuftigt :) 

    Babo21-09-15 16:05

  • ★★★★★1

    Du har ret, Babo! Jeg rydder øjeblikkeligt kalenderen og tager hul på et FF 4-5-6-7 maraton!

    The Insider21-09-15 16:10

  • ★★★0

    Sjovt, som visse filmiske greb virker forskelligt. Walker-følelsespornoen fik mig næsten til at gå en karakter ned, og jeg gav i forvejen filmen en dårlig karakter.

    Var det ikke fordi det rent faktisk var slutningen, var jeg smuttet fra pressevisningen. :)

    Dolphinfriendly21-09-15 16:17

  • ★★★★0

    Johan

    Og Battleship som opvarmning? 

    Babo21-09-15 16:21

  • ★★★★★★1

    Det lyder som en optimal måde at bruge tiden på, Johan!

    Zero Cool21-09-15 17:07

  • 0

    Er meget uenig i bedømmelsen af 2eren. Det er mange år siden jeg har set den, men det er den film jeg har set flest gange i biffen (5-6 gange), og efterfølgende kørte den på repeat på drengeværelset. Jeg frygter at mit billede af den bliver ødelagt ved et gensyn ☺. 

    soren21-09-15 18:06

  • ★★★★★1

    Billede 1
    Det var ikke alle der var lige begejstret for Michael Bay's Julekort... især ikke når de ankom i Juli måned

    Billede 2
    1 minute 21... 1 minute 22... 1 minute 23...
    Dyb koncentration i den faste hold vejret konkurrence

    Billede 3
    Race you to the dry cleaner

    Billede 4
    The Rock, har et ehmm lettere anstrengt forhold til Myg...

    Billede 5
    Statham's reaktion efter han blir spurgt ind til The Shamen - Comin' On Video'en under et interview.

    Elwood21-09-15 22:41

  • ★★★★★3

    Haha! Skønt at have dine fede billedkommentarer tilbage, Kenneth! :-D

    Og puha, Babo - maratonnet er i forvejen så møghamrende fedt, at kroppen næppe vil kunne tolerere mere awesomeness på ét døgn. Jeg ville nok ikke turde at kombinere det med Battleship, selvom jeg naturligvis starter hver dag ud med at spise en portion havregryn, mens jeg ser Battelship. Altså, HELE filmen.

    Og Søren - hvis du genser 2F2F, er jeg meget spændt på at høre din dom! :-)

    The Insider22-09-15 02:16

  • ★★★★★0

    Hehe takker, ja jeg sku lige ha den rette film, før jeg blev ramt af inspirationen igen :)

    Elwood22-09-15 09:20

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen