Bliver Phoebe Waller-Bridge kørt i stilling til at overtage hovedrollen i "Indiana Jones"?

Foreløbige rygter peger på, at der kan være store ændringer på vej i franchisen.

Lad det være sagt med det samme: Dette er stadigvæk kun et rygte. Men uanset hvad, så vil den femte "Indiana Jones"-film højst sandsynligt være den sidste gang, Harrison Ford svinger pisken, inden han endegyldigt hænger sin fedora på knagen og nyder et velfortjent otium. 

I den kommende – indtil videre unavngivne – "Indiana Jones 5" vil Harrison Ford spille over for "Fleabag"-stjernen Phoebe Waller-Bridge, og nu peger nogle rygter på, at Waller-Bridge måske endda vil være filmens hovedperson. Det skriver The Daily Mail.

Filmens producent, Kathleen Kennedy, skulle i hvert fald have ytret et ønske om at lave store ændringer i den kommende Indy-film, og her kunne Phoebe Waller-Bridge i en hovedrolle virkelig være en måde at ryste posen på.

Læs også: "FLEABAG"-STJERNEN PHOEBE WALLER-BRIDGE DROPPER UD AF "MR. & MRS. SMITH"-TV-SERIE

Kennedy har tidligere bekræftet, at den kommende film bliver den sidste "Indiana Jones"-film. Men derfor er der stadig grobund for at skabe en spin-off-franchise med en helt ny hovedperson på helt nye eventyr. 

Sidst vi så noget til Indy, var i "Indiana Jones og krystalkraniets kongerige" fra 2008, hvor Jones for første gang stiftede bekendtskab med sin hidtil ukendte søn, spillet af Shia LaBeouf. LaBeouf blev på daværende tidspunkt tippet til at blive franchisens arvtager, men filmens manglende succes blandt fans og kritikere skrinlagde efter alt at dømme den idé.

I hvert fald vil en ny retning med Phoebe Waller-Bridge i hovedrollen være et friskt pust, men hvorvidt det er mere end bare rygter, vil vi blive klogere på i takt med, at den foreløbige premieredato i 2022 nærmer sig. Til den tid vil Harrison Ford i øvrigt have rundet de 80 år.

Kommentarer

Bliver Phoebe Waller-Bridge kørt i stilling til at overtage hovedrollen i "Indiana Jones"?

  • ★★★★3

    Alene det rygte, er nok til at min interesse er kølnet væsentligt. Den er gået fra must see til mulig streaming, når den bliver gratis 

    Åhr, lille snefnug da ...

    thomsen18-09-21 10:56

  • 1

    Ingen røg uden ild. Og denne konstante bytten køn, racisme mod hvide osv, som woke kulturen fedter alle franchises ind i, skal bare stoppes 

    Spike18-09-21 11:02

  • ★★★2

    Ingen røg uden ild. Og denne konstante bytten køn, racisme mod hvide osv, som woke kulturen fedter alle franchises ind i, skal bare stoppes 

    Tsk tsk……

    Gormanden18-09-21 11:24

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen