De skelner ret meget mellem fantasi-universer og den genkendelige verden i den form for vurderinger. Med det sagt - børn skal selvfølgelig ikke se Game of Thrones!
Anmeldelse: Venom: Let There Be Carnage
Dette føles som en actionfilm, der er hevet direkte ud af 90’erne. På godt og ondt, afhængigt af hvad man som publikum forventer af sin biografoplevelse.
I 2018 udkom "Venom", den længe ventede film om en af Spider-Mans mest ikoniske skurke. En film, der opnåede blockbuster-status med en indtjening på 856 millioner dollars mod et budget på 116 millioner. Dette til trods for, at Ruben Fleischers superheltefilm fik smæk af kritikerne. Tre år senere er symbioten vendt tilbage til det store lærred med "Venom: Let There Be Carnage", hvor Andy Serkis har overtaget rollen som instruktør.
Siden sidst har Eddie Brock og Venom (begge spillet af Tom Hardy) dannet en umage alliance. Ikke fordi de har lyst, men fordi det er nødvendigt for dem begge. Hvilket resulterer i en lang række skænderier. En dag bliver bliver Brock som den eneste journalist inviteret til at interviewe seriemorderen Cletus Kasady (Woody Harrelson), hvilket ikke får et lykkeligt udfald for nogen. Kasady ender nemlig selv med at blive overtaget af en symbiot, der forvandles til Venoms modstykke Carnage.
Modsat de fleste moderne superheltefilm, der som regel varer mindst to timer, har "Venom: Let There Be Carnage" en spilletid på blot 97 minutter. Overfor IGN har Serkis forklaret valget med, at de ville levere en stærk og hurtigt fortalt film, der ikke bruger tid på at overforklare sig selv. Resultat er en film, der sjældent lader hvile på sig. Hele tiden er der en joke, en actionsekvens eller fremdrift i plottet. Humoren har bestemt sine øjeblikke i form af Brock og Venoms skænderier, tåbelige oneliners og enkelte absurde øjeblikke. Og hvor Tom Hardy spiller røven ud af bukserne for at sælge disse øjeblikke.
Den korte spilletid kommer dog på bekostning af handlingen. Næsten alle karakterer er endimensionelle. Kun Brock og Venom opnår det minimale af, hvad der kan betragtes som karakterudvikling, hen mod klimakset. Logikken dræbes også fuldstændig, hvor eneste forklaringer for enkelte plotudviklinger er tilfældige eller bejlige. Såsom når en person bliver taget som gidsel, fordi en af skurkene finder et billede af vedkommende, der tilfældigvis er taget foran vedkommendes hjem, hvor adressen på personen tydeligt står på billedet.
Alligevel harmonerer disse kritikpunkter til en så dum filmoplevelse, at det er morsomt. Ofte giver løjerne ingen mening, og det er svært ikke at tage sig til hovedet over tåkrummende dialog og grine over fraværet af logik. Når filmen engang udkommer på fysiske medier og streaming, er "Venom: Let There Be Carnage" oplagt til en filmaften med vennerne, hvor man kan grine over fejl og mangler. Dette føles som en actionfilm, der er hevet direkte ud af 90'erne. På godt og ondt, afhængigt af hvad man som publikum forventer af sin biografoplevelse.
"Venom: Let There Be Carnage" er dum, ulogisk og umotiveret fortalt som film. Trods dette, sammen med en spilletid på 97 minutter, er Andy Serkis' seneste film som instruktør så dårlig, at den er sjov. Dog tilsat enkelte jokes, der rent faktisk rammer plet. Fans af den første film kan nyde godt af gensynet med Venom. Den gennemsnitlige biografgænger har formentlig glemt oplevelsen, når biografsal forlades. Men for dem, der elsker at grine af dårlige film, er dette en nem anbefaling. Især når den engang kan ses i hjemmet med andre ligesindede, alt efter hvad der serveres på dagen.
