Anmeldelse: Red Notice (Netflix)

Stjernespækket kupfilm er et klokkeklart bevis på, at Netflix stadig efterlyser kvalitet trods svimlende millionbeløb og verdenskendte ansigter. 

Deadpool, Black Adam og Wonder Woman går ind på et ekstravagant kunstmuseum, hvor de møder Netflix-CEO'en Ted Sarandos. Ud kommer Ryan Reynolds, Dwayne Johnson og Gal Gadot med kæmpe pengeposer på 20 millioner hver for at medvirke i en kupfilm. Men hvem har vundet mest på dén aftale? Ryan Reynolds, formoder vi, da superstjernen har fået lov til at promovere sit eget gin-mærke, Aviation Gin, undervejs i filmen. "Red Notice" er Netflix' seneste kæmpesats, der med svimlende 200 millioner dollars skal hamle op med Marvels overmenneskeligt stærke superheltefilm og "Fast & Furious"-franchisens mange hestekræfter. Og selvom historien, karaktererne og humoren ikke er synderligt spændende, så er der i det mindste fart på den genkendelige kupfilm.

Red Notice er den højest prioriterede efterlysning, som Interpol kan udstede, når kriminelle derude går på fri fod. Den ekstremt veltrænede FBI-agent John Hartley (Johnson) er manden, der tager sig af sådanne sager. Men i sit tumultariske og lettere uelegante sammenstød med kunsttyven Nolan Booth (Reynolds) ser han sig nødsaget til at omlægge sine planer. John Hartley har nemlig brug for en erfaren tyv til at hjælpe med at fange den mystiske Bishop (Gadot), der er på jagt efter Kleopatras tre guldæg og i samme ombæring en gigantisk løsesum. 

Det er med modstridende følelser, at "Red Notice" kan roses for sin originalitet. På den ene side er det forfriskende at se en stort anlagt blockbuster med velkendte ansigter i en fortælling, der ikke er en efterfølger, en forgænger, baseret på en knaldroman eller som en del af en 13 år lang franchise. På den anden side er der tale om en relativt generisk kupfilm, der falder i genrens velkendte kliché-fælder. I det mindste ved instruktør Rawson Marshall Thurber, at en kupfilms fortællemæssige fremdrift er lige så vigtigt som det forførende heist. Der er nærmest ikke ét stillestående sekund i denne hæsblæsende, verdensomspændende actionfilm forklædt i en kupfilms klæder — og lige dét er fantastisk.

Knap så fantastiske er de tre skuespillere på plakaten. Ingen tvivl om, hvorfor de er hyret til netop "Red Notice". Det er bestemt ikke for dybtegående skuespil, men deres smittende udstråling, naturlige humor og enorme star power. Dwayne Johnson slipper tilforladeligt fra affæren, mest af alt fordi muskelbundtet skal agere verbal boksepude for Ryan Reynolds' regelmæssige, rapkæftede replikker. Reynolds derimod er efterhånden så enerverende endimensionel i det tydelige forsøg på at improvisere sig til PG-13-svinere, han kan Deadpool-disse folk med. Med en lav succesrate i vellykket komik, bør canadieren overveje, om det er tid til en personlig opdatering.

For Gal Gadot er rollen som Bishop delvist en opdatering. Ej længere skal hun iføre sig den heroiske Wonder Woman-dragt, for i "Red Notice" spiller israeleren en forførende femme fatale, hvis kriminelle overlegenhed overrumpler de to testosterontosser. Selvom hun tydeligvis har det sjovt i skurkerollen, er der ikke meget at hente i form af skuespil eller komisk timing. Faktisk føles hun til tider i vejen for den spøjse buddy cop-samarbejde, Dwayne Johnson og Ryan Reynolds har kørende — i en film, der kan være ret underholdende, når førstnævnte ikke er bange for at spille mod sin frembrusende alfahan-natur.

Med "Red Notice" forsøger Netflix at søsætte endnu et mastodontisk flagskib, for at få millioner af abonnenter til at blive hængende i streaming-gigantens havn. Den kyniske filmseer ville rive håret ud på sig selv over, at nær 200 millioner dollars er endt her i stedet for, eksempelvis, et David Fincher-projekt. Men mest af alt efterlyser man bedre skuespil, bedre komik og en bedre historie. For det eneste finurlige røveri her er det begået af Gal Gadot, Ryan Reynolds og Dwayne Johnson – mod Netflix selv.

Red Notice (Netflix)

Kommentarer

Red Notice (Netflix)

  • 0

    Har lige set den, og er du gal en sløj omgang! Nul kemi mellem karakterene og en kaskade af dårlige jokes. Jeg er normalt ganske undeholdt af Ryan og Dwayne, men det virker virkelig, som om denne film bare var en lønseddel.

    Ambs13-11-21 21:30

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen