Anmeldelse: Don't Look Up

Adam McKays seneste satire er ikke en katastrofe, selvom den er på kollisionskurs.

Der var engang, hvor Adam McKay var mest kendt for sine Will Ferrell-komedier - såsom "Anchorman"-filmene og "The Other Guys". I 2015 besluttede instruktøren at gå ad nye, mere dramatiske veje. Indtil videre er de Oscar-vindende "The Big Short" og "Vice" beviset på det skift, der omhandlede opbygning til finanskrisen og den amerikanske eks-vicepræsident, Dick Cheney. Nu er McKay tilbage med "Don’t Look Up", som ikke holder igen med komikken.

Astronomen Kate (Jennifer Lawrence) opdager en komet, som opkaldes efter hende. Glæden er dog kort, da hun og kollegaen Randall (Leonardo DiCaprio) opdager, at den rammer og tilintetgør Jorden fem måneder senere. De to videnskabsmænd råber Præsident Janie (Meryl Streep) op, som belejligt ignorerer truslen. De to astronomer prøver derfor at skabe opmærksomhed om kometen via en stort anlagt medieturné.

Modsat de to foregående politiske satirer, går McKay denne gang mere aktuelt til værks med et opråb om miljøet, med kometen som højtråbende metafor. "Don’t Look Up" latterliggør i høj grad også sociale medier, smartphones, konspirationsteorier, mediedækning og popkultur. I forhold til "Vice" rammer instruktøren denne gang mere plet med sine pointer, men han vil stadig for meget på for lidt tid. Desværre på bekostning af subtilitet, da amerikaneren skærer sine budskaber ud i pap, så selv den sløveste biografgænger ikke er i tvivl. 

Alligevel er "Don’t Look Up" en god oplevelse, når handlingen udvikler sig absurdkomisk. Såsom når medierne går mere op i forholdet mellem to popstjerner frem for at advare menneskeheden om truslen fra rummet, eller en tech gigants rolle i håndteringen af samme. Ikke just originale pointer, men McKay får nok ud af vanviddet til at levere underholdning – til trods for, at der ikke længere leges med billedformater, som amerikaneren har gjort med sine seneste to film. Tonen ved slutningen er rodet og spilletiden på 145 minutter mærkes. Adam McKays bedste dage ligger nok bag ham.

Meget af underholdningen skyldes dog en fremragende skuespillerbesætning. Leonardo DiCaprio viser atter sit værd som komedie- og dramaskuespiller, mens Jennifer Lawrence vender flot tilbage til det store lærred efter to års pause. De øvrige skuespillere virker til at have en fest, især Meryl Streep, Jonah Hill og Ron Perlman nyder deres absurde roller. Stjerneholdet bidrager til at fastholde det alvorlige tema på et absurdkomisk niveau, når tonen er skæv eller historien er skinger. 

Trods problemer med tonen, spilletiden og instruktørens  manglende beskedenhed, er "Don’t Look Up" endnu en underholdende Adam McKay-film. Trods et væld af stjerner som gør deres bedste, absurde situationer og en højt produktionsniveau, må det erkendes, at den amerikanske instruktør muligvis toppede med "The Big Short". 

"Don’t Look Up" kan ses i udvalgte biografer fra 9. december, før den udkommer på Netflix 24. december.

Don't Look Up

Kommentarer

Don't Look Up

  • 0

    Jeg har virkelig set frem til den her, men efter en del lukne anmeldelser må jeg desværre nok indstille mig på, at det ikke bliver den film jeg havde håbet på. Ses, det skal den dog uanset hvad. 

    Sichlau 9-12-21 00:21

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen