Jeg holder virkelig meget af Evil Dead som både film og serie. Men en tegnefilms serie lokker ikke rigtigt her.
Bruce Campbell er klar på at lave animeret "Evil Dead"-serie
Vender Ash mon tilbage i håndtegnet form?
Det er hele 40 år siden(!), at Bruce Campbell for første gang spillede den heroiske hverdagshelt Ash Williams i Sam Raimis første "The Evil Dead"-film.
Senere i "Evil Dead II" (1987), "Army of Darkness" (1992) og tv-serien "Ash vs Evil Dead" (2015-2018) tog Ash nok en gang kampen op mod alskens blodtørstige dæmoner.
Men den 63-årige Campbell har for længst indrømmet, at han er blevet for gammel og stivbenet til at spille Ash foran kameraet, og han dukker ikke op i franchisens næste film, "Evil Dead Rise", som i stedet handler om en række nye, unge helte, der går i clinch med ondskabens kræfter.
Læs også: Optagelserne til "Evil Dead Rise" er i hus
Men måske behøver vi ikke at sige endegyldigt farvel til Bruce Campbells fandens charmerende antihelt endnu. For i et interview med OK! Magazine afslører Campbell, at han er klar på at vende tilbage som Ash – i animeret form.
Campbell svarer i hvert fald entusiastisk og resolut "ja, jeg er klar på at levere stemmen," da han bliver adspurgt om en mulig "Evil Dead"-tegnefilmsserie.
Og Campbell har allerede erfaring med at puste liv i Ash i et lydstudie, idet hans stemme snart kan opleves i videospillet "Evil Dead: The Game", som efter planen udkommer til februar. Hail to the king, baby!