Ny "Battlestar Galactica"-film går formentlig i produktion i 2023

Simon Kinberg producerer og skriver den kommende film, som bliver et frisk take på den populære sci-fi-franchise.

Tilbage i efteråret 2020 rapporterede vi her på Moovy, at efter mange års løse rygter og spekulationer var en "Battlestar Galactica"-spillefilm endelig på vej ud af starthullerne.

"Battlestar Galactica" var en tv-serie tilbage i 1970'erne, som udfolder sig i en fjern afkrog af universet, hvor menneskeheden praktisk talt bliver udryddet af en gruppe morderiske robotter – de såkaldte cylons. Med maskinerne lige i hælene kæmper de få overlevende mennesker for at nå frem til den mytiske planet Jorden.

Serien kørte ikke længe, idet den var dyr at producere og ikke høstede voldsomt imponerende seertal. Alligevel affødte den flere spin-offs og (ikke mindst) et tv-reboot af samme navn, der kørte fra 2004 til 2009, og som vandt talrige priser og generelt anses som en af tv-historiens bedste sci-fi-serier.

Og i et nyt interview med Collider kommer filmens producer/manuskriptforfatter, Simon Kinberg ("X-Men: Dark Phoenix", "Agents 355"), med en længe ventet statusopdatering.

Læs også: "Babylon 5" vender måske tilbage

"Vi er i gang med at tale med potentielle instruktører," fortæller Kinberg, som altså ikke satser på at instruere filmen selv. "Vi håber på at hyre én og gå i gang med forarbejdet her i år."

Kinberg betegner projektet som et gigantisk og ambitiøst projekt, som formentlig vil kræve 6-9 måneders forberedelser, når en instruktør er blevet hyret, og før kameraerne kan begynde at rulle. Derfor er det usandsynligt, at optagelserne går i gang før start-2023.

Som tidligere rapporteret arbejder Universal og "Mr. Robot"-skaberen Sam Esmail også på en ny "Battlestar Galactica"-tv-serie. Der var tidligere forlydender om, at Esmails serie og Kinbergs film ikke ville have nogen tilknytning til hinanden, men det afviser Kinberg nu:

"Jeg kan ikke så meget om Sams serie, ud over at der er en synergi mellem de to projekter, og vi kommunikerer konstant. Vi arbejder rigtig godt sammen, og de to projekter kommer altså til at udspille sig inden for det samme univers."

Vi ved heller ikke, hvornår den nye "Battlestar Galactica"-serie går i produktion, men Kinberg og Esmail knokler tydeligvis derudad.

Vi interviewede i øvrigt Kinberg sidste år om hans arbejde på førnævnte "X-Men: Dark Phoenix", som han både skrev, producerede og instruerede. Det interview kan du se her:

Kommentarer

Ny "Battlestar Galactica"-film går formentlig i produktion i 2023

  • ★★★★★★0

    Håber de retconner den fuldstændigt latterlige, håbløse slutning, der gør hele serien ligegyldig...

    Battlestar Galactica er megafed, men slutningen gør, at jeg ikke gider se den igen.

    Guldager 9-01-22 18:47

  • ★★★★0

    Slem vudden'? Jeg erindrer kun 'Starbuck', som værende, en tand for møj, selv for en agnostiker som Gasi'!

    ^Har kuns den "nye"!

    Gasivodo 9-01-22 19:47

  • ★★★★★★0

    Det hele bliver afsløret til sidst som værende en stor deus ex machina

    Guldager 9-01-22 20:36

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen