Jeg forstår simpelthen ikke at alle falder i svime over Kristen Stewarts portrættering, hvis repliklevering vel bedst kan beskrives som "shouting whisper." Hver replik kræver en lungekapacitet der ellers kun ses hos fritidsdykkere, så det er da imponerende nok. Men hendes levering føles ofte både anstrengt og iscenesat i en grad hvor det tager en ud af filmen. Man kan heller ikke lade være med at tænke at hun vinder en del point alene for at ligne Diana, hvilket åbenbart er kutyme blandt de senere års oscarpræstationer. Men mere imponerende er det altså heller ikke, især ikke når hendes falske accent/posh dialekt spænder ben for en mere naturlig levering med større nuancer i spillet.
Anmeldelse: Spencer
Giv Kristen Stewart den Oscar, nu!
Den royale feber raser fortsat og det moderne britiske kongehus insisterer stadig på verdens opmærksomhed. Sladder, fejringer, skandaler og alt hvad der hører til er nemlig grobund for gode historier. Hvad end det gælder fejden om kongetronen, prinser i krise eller det politiske spil, som følger en forhenværende supermagt. Med populære serier som Netflix’ svinedyre "The Crown" er der ingen tvivl om den britiske overklasse stadigvæk er garant for godt drama. Med "Spencer" fortsætter chilenske Pablo Larraín stimen af royale værker, når linsen stilles helt tæt på Prinsesse Diana.
"Spencer" inviterer os helt ind i sindet på den nu afdøde prinsesse. Tæt følger vi Diana, med det borgerlige efternavn Spencer, når hun må tilbringe en weekend med sin royale svigerfamilie fra helvede. Julen står for døren. Det betyder selvfølgelig en masse hygge foran pejsen og fine middagsselskaber. Prinsesse Diana befinder sig imidlertid midt i sit livs mareridt, hvor psyken er ved at knække. En spiseforstyrrelse tager til og skal hun forblive i den royale familie, med en prinsgemal hun hader, selvom det er dér hendes elskede sønner hører til? Vejledt af hjælpsomme tjenestefolk må Diana revurdere sit liv og hvad hun egentlig føler.
Prinsesse Diana har stået model for mange fortællinger. Myterne om hendes plads i det royale kongehus er mange. Elsket af folket, men foragtet bag slottets vægge. Konspirationsteoretikerne debattér fortsat den tragiske død. Du skal heller ikke søge længe på Netflix, før de første par true crime-lignende portrætter dukker op. Og mens den biografiske "Diana" floppede fælt, imponerede unge Emma Corrin med sin følsomhed i seneste sæson af netop "The Crown". Nu er tiden kommet til Kristen Stewart ifører sig det blonde pagehår og perlehalskæden i sit livs rolle.
For lad endelig denne anmeldelse være den sidste, der nævner Stewarts fortid i "Twilight"-filmene, som en slags diskretisering af hendes skuespilevner. Auteur-samarbejder og blockbuster-potentiale har for længst bevist det unge talent værd som seriøs skuespiller. Og præstationen i "Spencer" er ingen undtagelse. Make-up’en er et kapitel for sig selv, men som Diana perfektionerer Stewart hver udtryksfulde bevægelse. De nervøse trækninger og den gennemførte elegance. I sit livs præstation bringer hun en menneskelighed frem i mediedarlingen, der er meget mere end evig genstand for sladderpressen.
Oscar-statuetten til Kristen Stewart bør være selvskrevet, men hædren skal i den grad også overrækkes til Pablo Larraín. Med "Jackie" gav Larraín liv til Jackie Kennedy i én af 10’ernes bedste film, og med "Spencer" fanges igen den helt rigtige tilgang til en biografisk fortælling. Ved at fokusere på et par skelsættende dage i hovedpersonens liv, frem for et helt liv, fanges de essentielle elementer, der på godt og ondt definerede virkelighedens Diana Spencer. Og med insisterende close-ups, "Birdman"-inspireret musik af Jonny Greenwood, og den ene visuelle lækkerbisken efter den anden, kommer vi helt tæt på et meget privat, og dog mytologiseret, menneske.
"Spencer" havde afgjort gjort sig bedre i juledagene, da sidste års originale premiere lå inden seneste biografnedlukning ramte. Men snyd ikke dig selv for hvad der kan blive én af årets bedste film. Udover en forceret sidehistorie er der ikke meget dårligt at fremhæve. Er der retfærdighed til i verdenen står Kristen Stewart til foråret med en Oscar i hånden. For sjældent har en skuespiller menneskeliggjort og afmystificeret et så privat menneske. En kvinde, der var langt mere end sine overskrifter.