Robert Pattinson forsvarer alle de gamle Batman-film – ja, selv "Batman & Robin"

Den nyeste Batman mener vitterligt, at alle de gamle film om nattens ridder har noget at byde på.

Om en lille måned flyver Matt Reeves' "The Batman" ind i de danske biografer – den seneste film om nattens ridder, som jævnligt har optrådt i biografmørket siden Tim Burtons "Batman" fra 1989.

Men medmindre man er en temmelig farvet fanboy, er det nok svært at få sig selv til at sige, at alle Batman-filmene siden da har været gode. Men den nyeste skuespiller bag den sorte, spidsørede maske, Robert Pattinson, er åbenbart netop sådan en anti-pessimistisk fan.

For i et interview med Total Film og søstersitet GamesRadar fastslår den 35-årige engelske skuespiller, at alle de forgangne Batman-film har nogle positive egenskaber – og det må jo så også betyde, at Pattinson billiger den ekstremt udskældte "Batman & Robin", som i sin tid fik Batman-filmfranchisen til at gå i hi i et lille årti.

Se også: "The Batman": Gækkeren angriber Bruce Wayne og en begravelse i nyt dramatisk klip

"Jeg har set hver eneste Batman-film i biografen," fastslår Pattinson, som dog næppe så den kulørte "Batman: The Movie" med Adam West tilbage i 1960'erne...

"Jeg kan ikke sige det samme om andre filmserier," fortsætter Pattinson. "Jeg så altid frem til, at de udkom. Det var en kombination af, at serien tiltrak mig, og at der simpelthen var så mange film, og ingen af dem var dårlige.

"Mange synes, at flere af dem er noget lort, men de er faktisk ikke dårlige. Alle filmene lykkes på sin vis med at opnå det, de stiler efter, og de er alle sammen virkelig interessante i forhold til den tid, de blev lavet i. Jeg har altid elsket figuren."

"The Batman" får dansk biografpremiere den 3. marts, hvor vi således finder ud af, om den nyeste Batman-film lever op til Joel Schumachers "Batman Forever" og "Batman & Robin". Den seneste biograftrailer til "The Batman" kan ses her.

Kommentarer

Robert Pattinson forsvarer alle de gamle Batman-film – ja, selv "Batman & Robin"

  • ★★★★1

    Jeg havde en fest med de to Joel Schumacher film i biffen og elskede dem.

    Da jeg senere genså dem, kunne jeg godt se, at de er ret "for meget". Men det er bare så farverigt og underholdende, at jeg sagtens kan tåle at se dem - også i dag.

    S. Rico 6-02-22 11:07

  • ★★★1

    "Mange synes, at flere af dem er noget lort, men de er faktisk ikke dårlige. Alle filmene lykkes på sin vis med at opnå det, de stiler efter, og de er alle sammen virkelig interessante i forhold til den tid, de blev lavet i. Jeg har altid elsket figuren."

    Synes det lidt lyder som en undskyldning/forklaring på forhånd. Så med andre ord, The Batman bliver noget lort. :D

    MOVIE1000 6-02-22 11:15

  • ★★★★★★1

    Jeg havde en fest med de to Joel Schumacher film i biffen og elskede dem. Og jeg var som nævnt kun i 20'erne og meget lidt kritisk anlagt på det tidspunkt :-)

    Det sidste lyder rigtigt;)

    T. Nielsen 6-02-22 11:18

  • 0

    Tja, jeg er nok en af de få, der synes, at triologien med Christian Bale var noget lort - og, jeg er ellers stor, stor fan af Christian Bale.

    De fire oprindelige 'tegneaerie-agtige', der startede med Michael Keaton, er stadig de bedste - og, sikke kulørte skurke: The Joker, The Pinquin, The Riddler og Dr. Freeze blev spillet gennemført godt.

    Pistolprinsen 6-02-22 11:21

  • ★★★★0

    Det sidste lyder rigtigt;)

    Hov hov - det nærmer sig "dokumentfalsk" at tage to uafhængige citater og sætte dem sammen for at skabe en ny sammenhæng.

    Du skulle vel aldrig være journalist? :-)

    S. Rico 6-02-22 11:40

  • ★★★★★★0

    Hov hov - det nærmer sig "dokumentfalsk" at tage to uafhængige citater og sætte dem sammen for at skabe en ny sammenhæng.

    Du skulle vel aldrig være journalist? :-)

    T. Nielsen 6-02-22 11:54

  • ★★★★★★1

    Jeg havde en fest med de to Joel Schumacher film i biffen og elskede dem.

    Da jeg senere genså dem, kunne jeg godt se, at de er ret "for meget". Men det er bare så farverigt og underholdende, at jeg sagtens kan tåle at se dem - også i dag.

    Jeg havde også en fest med dem - havde min ældste søn med til premieren på Batman & Robin, han var 7 år på det tidspunkt. For ham var det helt perfekt!

    Wayne 6-02-22 14:48

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen