Anmeldelse: Pig

Nicolas Cage brillerer i dybfølt fortælling om mad, melankoli og sorgen ved at miste.

Nicolas Cage får stjålet sin højtelskede trøffelgris og tager på en rejse ind til byen for at gengælde tyveriet. Smag lige på den præmis. Tyg på den. Leg med tanken om hvilken type film der serveres. Ser du også en actiontung hævnfilm for dig? Et bizart spin på "John Wick", med Cage som skrigende og hårdtslående hævner? En hurtig snack, som kan føjes til Hollywood-stjernens uendelige række af letfordøjelige actionfilm? Hvis det er hvad du forestiller dig, så lad mig være den første til at fortælle dig, at du tager gevaldigt fejl. "Pig" er nemlig ingen actionfyldt hævnfilm. Tværtimod og heldigvis. For filmen, der langt om længe nu har fået dansk premiere, rummer meget, meget mere.

Enspænderen Rob (Cage) som har bosat sig langt ude i Oregons skove, får stjålet sin trøffelgris. Sammen med sin faste arvtager af trøfler, en ung og smart fyr ved navn Amir (spillet af Alex Wolff fra "Ondskabens hus"), drager Rob til Portland for at finde sin yndlingsgris. Hvad Amir ikke ved er, at Rob har en fortid på den store gastronomiske scene i Portland. En fortid, der tvinger Rob og Amirs personlige liv sammen på mere end én måde.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at dette er Nicolas Cages film. På trods af uendelige internet-memes, sære Hollywood-fortællinger på legendeniveau og andre mærkelige rygter, så skal vi ikke glemme, at manden er en fremragende skuespiller. Dét får "Pig" sat en stor fed streg under. Cage får lov til at flekse sine skuespilsmuskler og leverer en underfundig, underspillet og ganske enkelt fremragende præstation. Han fremstår gigantisk af statur og skygger i mere end en forstand for filmens resterende persongalleri. Rob trænger til et bad. Han er nusset, snavset og lugter helt sikkert mere af gris end menneske. Kontrasten mellem det rene og beskidte er slående, især når vi befinder os på de mest fornemme restauranter i Portland. Men Cage står ikke alene. Han får fint modspil af Alex Wolff, der virker som naturlig modvægt til Cage.

Samspillet mellem Rob og Amir, hvor Amirs skepsis afløses af beundring i takt med at historien drives frem, er perfekt afbalanceret mellem Cage og Wolff. Begge mænd er drevet af sorg, men forskellighed i måden at håndtere den på skaber et partnerskab. Melankolske og meditative Rob hjælper den usikre og videbegærlige Amir til at bearbejde sin egen sorg. "Pig" kaster om sig med store følelser, men med et forbløffende fravær af det teatralske. Det virker ægte og det virker medrivende. Derfor kan vi ikke undgå at have paraderne nede, når tristesse-blusset skrues op.

Da Rob får chefkokken på ét af de hippeste spisesteder i Portland til at bryde sammen, ved at minde ham om alle de drømme han droppede for at opnå flygtig succes, rammer det i en sådan grad. at man sidder og overvejer sine egne livsvalg. I det hele taget er der gjort et solidt teknisk stykke arbejde i at bibeholde melankolien. Filmens colorgrading har fjernet enhver form for lys og glæde fra filmen. Selv når solen skinner, er lyset mat og glædesløst. For "Pig" er skarpt skåret og trimmet for unødvendigt fedt, der er en fortælling om tab og om sorgen ved at miste, pakket ind i en kærlighedserklæring til mad. "Pig" minder os om, hvor vigtigt det er ikke at miste kontakten til dét der gør os til dem vi er, i vores evige jagt på at blive set. 

"Pig" er på mange måder skrøbeligt anrettet. Det ville have været nemt at oversalte grisen og gøre filmen uspiselig. Men skrøbeligheden er netop kernen i filmens genialitet. Instruktør Michael Sarnorski har med sin debutfilm forstået, at med få ingredienser, nøje afmålt og af den helt rette kvalitet, er det muligt at vække stærke følelser. Det gælder for gourmet, såvel som for film og det gør "Pig" til én af årets bedste filmoplevelser. Der er ingen fast food at finde her. "Pig" er haute cuisine.