Anmeldelse: The Batman

Ny Batman-fortolkning er forfriskende stemningsfuld.

Der findes ikke mange superhelte så legendariske som Bob Kane og Bill Fingers Batman, der siden 1939 har bekæmpet Gothams kriminalitet. På det store lærred er flagermusen for længst blevet et ikon med blandt andre Tim Burtons "Batman" og Christopher Nolans "The Dark Knight"-trilogi. Nu er det tid til endnu en fortolkning af den maskerede millionær, denne gang med Robert Pattinson iført kappen og Matt Reeves bag kameraet. 

Bruce Wayne (Robert Pattinson) har været Batman i to år og er dermed ny i kappeklædt hævner-faget. Dette har dog ikke hjulpet den unge mand med at bearbejde forældrenes død og har gjort ham mere indelukket. Wayne får dog nok at se til, da en mystisk seriemorder, kendt som The Riddler (Paul Dano), dræber medlemmer af Gothams elite. Efterforskningen bringer også Bruce sammen med Selina Kyle/Catwoman (Zoë Kravitz), som leder efter sin forsvundne veninde. Sammen danner de en alliance for at fange The Riddler og komme til bunds i den korruption, der ødelægger Gotham.

"The Batman" er primært opbygget som en krimi, hvor gåder skal knækkes, så The Riddler i sidste ende kan stoppes. Mystikken forløses imidlertid aldrig helt. Publikum holdes i hånden hele vejen, så ingen detalje går seeren forbi. Det forhindrer dog ikke jagten i at have sine interessante øjeblikke, når seriemorderen præsenterer nye gåder, eller når der dykkes ned i Gothams beskidte underverden. Byen har aldrig set så slesk og ødelagt ud, som Matt Reeves & Co fremviser den, og filmen tager pladsen som den mørkeste Batman-film til dato.

Når efterforskningen spidser til, eller når de fremragende actionscener melder deres ankomst, er "The Batman" intens. For filmen er veludført, flot klippet og medrivende realistisk. For det meste er Reeves god til skifte mellem afdæmpet og langsommeligt detektivarbejde og action. Spilletiden på 176 minutter mærkes sjældent. Selvom slutningen trækker ud, trækker den fængslende stemning op. Og det til trods for, at mørket til tider læner sig op ad det prætentiøse.

Pattinson leverer en brav indsats som Wayne og indkapsler millionærens usikkerhed, vrede og introverte selv, hvilket i sig selv er en frisk fortolkning af karakteren på det store lærred. Han gør rollen til sin helt egen og bakkes godt op af Jeffrey Wright som Gordon, Kravitz og ikke mindst en imponerende uigenkendelig Colin Farrell i rollen som Pingvinen. Dano er dog en blandet fornøjelse som The Riddler, hvor amerikaneren er skummel i ét øjeblik og voldsomt overspillet i det næste. Det er dog langt fra nok til at tage pusten den overordnede forfriskende fortolkning af Batman-universet.

"The Batman" er ikke perfekt. Krimi-delen efterlader ikke megen mystik, hovedskurken er en blandet fornøjelse, og den næsten tre timer lange spilletid trækker ud til sidst. Det ændrer dog ikke på, at Matt Reeves' forfriskende fortolkning af Gothams mørke ridder besidder medrivende slowburn-elementer, intense øjeblikke og fremragende action. Dette sammen med en ny, sårbar Batman, hvor Robert Pattinson gør god figur som nedbrudt Bruce Wayne.

The Batman

Kommentarer

The Batman

  • ★★★★★★0

    Metascore på IMDb er pæn, og den lægger generelt lovende fra land.

    Det luner også at læse denne anmeldelse - jeg ville naturligvis have set den, næsten uanset hvad - men forventningerne er skyhøje nu.

    Wayne 3-03-22 02:32

  • 0

    Meget enig i anmeldelsen. Jeg frygtede lidt den lange spilletid, men udover slutningen så føltes filmen på ingen måde for lang.

    Herlig film.

    Fubar 3-03-22 03:07

  • 0

    Billetter til kl. 19.00 i aften !

    Dalgaard 3-03-22 06:14

  • ★★★0

    Billetter til kl. 19.00 i aften !

    Ha, den kan jeg slå! Billetter til kl. 16.00 i dag !

    ;)

    Essal 3-03-22 06:40

  • 0

    18.45 i aften - Har glædet mig siden annonceringen og de første billeder, tilbage i... 2019/20?

    Den ligger super pænt på Rotten, hvor de få negative mest handler om den mørke tone eller den lange spilletid. Og ellers læser jeg 5 stjerner, mere eller mindre, over hele linjen i DK. 

    Gladiator 3-03-22 08:24

  • ★★★★0

    Utroligt nogen ikke har mere tålmodighed når det gælder film, mens man tilsyneladende ikke har et problem med serier. 

    Babo 3-03-22 09:02

  • ★★★★★★0

    Utroligt nogen ikke har mere tålmodighed når det gælder film, mens man tilsyneladende ikke har et problem med serier. 

    Hvem har ingen tålmodighed med fiim men ikke problemer med serier tænker du, siden du kan drage den konklusion?

    Derudover synes jeg ikke helt man kan sammenligne formatet på den måde. 

    T. Nielsen 3-03-22 09:07

  • ★★★★0

    Det var taget ud fra de negative anmeldelser på The Batman. I en tid hvor alle ser serier, er jeg ret sikker på selvsamme personer ikke har et problem med serier. Jeg har selvfølgelig ikke et underskrevet dokument som bevis, så bare rolig. Det er blot noget jeg tror :)

    Babo 3-03-22 09:09

  • ★★★★★★2

    Det var taget ud fra de negative anmeldelser på The Batman. I en tid hvor alle ser serier, er jeg ret sikker på selvsamme personer ikke har et problem med serier. Jeg har selvfølgelig ikke et underskrevet dokument som bevis, så bare rolig. Det er blot noget jeg tror :)

    Så du var egentlig blot lidt irriteret over dem der kritiserede længden på The  Batman:D

    Jeg synes bare stadig ikke helt man kan sammenligne formaterne som du gør. Jeg kan synes at film bliver for lange. Af den grund burde jeg ikke kunne se en serie uden at skulle klage over det samme? Jeg kan da så egentlig også synes serier bliver for lange (læs kedelige)

    T. Nielsen 3-03-22 09:21

  • 1

    Hvis det er spilletiden der tales om, er det vel ret åbenlyst.

    I biografen kan filmen ikke pauses og der er langt til toilettet. Hertil kommer de sædvanlige 20-30 min. reklamer måske.

    Serier ses i hjemmet, et afsnit er fra omkring 20 min. til 1½ time, hvilket giver en naturlig pause i bingingen. Har man brug for en pause undervejs, kan man pause serien, hente snacks, lave kaffe, tage en halv times skidetur og fortsætte.

    SoyBoy 3-03-22 09:28

  • ★★★★0

    Så du var egentlig blot lidt irriteret over dem der kritiserede længden på The  Batman:D

    Jeg synes bare stadig ikke helt man kan sammenligne formaterne som du gør. Jeg kan synes at film bliver for lange. Af den grund burde jeg ikke kunne se en serie uden at skulle klage over det samme? Jeg kan da så egentlig også synes serier bliver for lange (læs kedelige)

    Hvis det er filmens eneste kritik, så vil jeg næsten sige det er fantastisk godt gået :) 

    Det undrer mig bare når vi lever i en tid med hang til serier. Jeg frygtede egentlig også dens spilletid, men ikke pga. tiden i selv selv, men mere hvorvidt man var i stand til at holde fokus eller ej. Det virker ikke til at være problemet. Heldigvis. Eller det kan jeg så ikke bekræfte endnu før i morgen :)

    Babo 3-03-22 09:30

  • ★★★★0

    Hvis det er spilletiden der tales om, er det vel ret åbenlyst.

    I biografen kan filmen ikke pauses og der er langt til toilettet. Hertil kommer de sædvanlige 20-30 min. reklamer måske.

    Serier ses i hjemmet, et afsnit er fra omkring 20 min. til 1½ time, hvilket giver en naturlig pause i bingingen. Har man brug for en pause undervejs, kan man pause serien, hente snacks, lave kaffe, tage en halv times skidetur og fortsætte.

    Doh… :) 

    Det skal ikke gøres til en kritik af en film, at man kan blive tissetrængende undervejs. Det samme gælder pause. Det er ikke en films skyld. Og derfor unfair kritik. Hvis en film er opslugende, så er spilletid ligegyldig. 

    Babo 3-03-22 09:35

  • ★★★★★★0

    Det var taget ud fra de negative anmeldelser på The Batman. I en tid hvor alle ser serier, er jeg ret sikker på selvsamme personer ikke har et problem med serier. Jeg har selvfølgelig ikke et underskrevet dokument som bevis, så bare rolig. Det er blot noget jeg tror :)

    Generelt er anmeldelserne da pæne, eller?

    Wayne 3-03-22 09:35

  • ★★★★0

    Generelt er anmeldelserne da pæne, eller?

    Helt sikkert. Og den kritik jeg har skimmet igennem virker på ingen måde skræmmende i den forstand. Så..

    Babo 3-03-22 09:37

  • 1

    Doh… :) 

    Det skal ikke gøres til en kritik af en film, at man kan blive tissetrængende undervejs. Det samme gælder pause. Det er ikke en films skyld. Og derfor unfair kritik. Hvis en film er opslugende, så er spilletid ligegyldig. 

    Du sammenligner æbler og pærer. Det er to forskellige typer oplevelser og du henviser ikke til anmeldelserne, som du har læst, så vi kan selvfølgelig kun gætte os til hvorfor anmelderne mener, at filmen er for lang. Det er jo muligt, at de har skrevet i anmeldelsen, hvorfor de synes det.

    SoyBoy 3-03-22 09:43

    Jeg henviser til en gennemgående kritik af filmen. Jeg har naturligvis ikke på sinde at ødelægge min egen oplevelse ved at nærlæse enhver anmeldelse af filmen på forhånd. Ja, muligt de understøtte deres kritik, det gør en (god) anmelder. 

    Det er ikke for at sammenligne 1:1, men mere for at drage paralleller, da  ‘vi’ som seere netop er blevet forvænt med serier og man kan argumentere for f eks MCU netop har gjort deres biograffilm som serieformat. Det er blevet mere alment at skele til serier. 

    Babo 3-03-22 10:00

  • ★★★★★2

    Hvis en film er opslugende, så er spilletid ligegyldig. 

    Men det er jo netop derfor de nævner længden. Fordi den ikke hele tiden er opslugende. Når man bliver hevet ud af filmen, så begynder man at lægge mærke til længde, pacing osv.

    De ville ikke nævne længden som en kritik, hvis de mente den var perfekt balanceret.

    Kruse 3-03-22 10:07

    Måske skal man bare nævne noget for at også komme med en kritik til en film? Ingen film er alligevel perfekte, men jeg synes denne kritik er det mindste problem, hvis det er det eneste. 

    Babo 3-03-22 10:12

  • ★★★★★★0

    Ingen film er alligevel perfekte, men jeg synes denne kritik er det mindste problem, hvis det er det eneste. 

    Men du nævnte den alligevel:-)

    T. Nielsen 3-03-22 10:31

  • ★★★★★★0

    vi lever i en tid med hang til serier.

    Måske, men for mig lever vi også i en tid, hvor jeg synes at mange serier har nået en kvalitet som tiltaler mig. Samtidig indrømmer jeg dog også, at der også er noget lavpraktisk i at jeg ser flere serier end nogensinde før. Men havde kvaliteten ikke været så høj på mange af dem, havde jeg sandsynligvis set en del færre uanset. 

    T. Nielsen 3-03-22 10:34

  • ★★0

    Jeg var så heldig at se filmen tirsdag aften til gallapremiere, så jeg har haft hele to nætter til at mærke efter, hvordan filmen rumsterer i mig kontra min yndlings Batman film "The Dark Knight". 

    "The Batman" er i min optik noget af det ypperste indenfor kategorien "Godt håndværk", som for mig er stadiet under "Mesterværk". Eller sagt på en anden måde, det er et "Værk af en mester", men ikke et "Mesterværk". 

    Castingen er sublim. Jeg var med på Battinson vognen fra første øjeblik (især med henblik på, hvordan jeg nærmest skreg, da jeg så, at Ben Affleck fik rollen i sin tid, men endte med at være ret glad for ham) og jeg oplevede ikke, at der var en eneste spiller, der faldt igennem.

    Det visuelle udtryk er gennemarbejdet. Dertil minder byen meget om "Joker" versionen af Gotham og det klæder denne films udtryk rigtig meget. Byen LIGNER sin genre! 

    Historien er ret velskrevet og der er elementer af kløgtighed, som jeg synes, var rigtig tilfredsstillende at opleve. 

    Musikken var medrivende, når den skulle få os op i gear og trådte fint i baggrunden, når den skulle for at give historien lov til at trække vejret selv.

    Biljagten var fantastisk! Fedt filmet og spændende!

    Mine kritikpunkter:

    Filmen lider af det nyere klassiske "Håndgemængshelt versus langdistance våben modstandere", hvor man via tæt beskæring undlader at vise, at der er flere folk, der har klart sigte på Batman, men vælger at træde tættere på, fordi plot armor. 

    Og apropos rustning: Hvad fanden er der med den rustning? Den kan jo tage alt? Pistoler, rifler, shotguns... Det jeg elsker ved Arkham spillene er, at Batman bliver nødt til at ændre sin taktik ift., hvad hans modstandere har af våben og skydevåben er lig med en hurtig død. 

    Men her er han jo nærmest som Superman, når han bliver beskudt i nogle enkelte scener. Det er ikke ALLE scener, at skudscenerne ikke giver mening, men det sidste klimaktiske opgør blev lige lidt for irriterende for mig, plus at ingen af fjenderne kunne finde ud af at sigte... med kikkertsigte... i USA... 

    Alt i alt vil jeg sige, at jeg er et sted mellem 4-5 ud af 6 stjerner. 

    Ift. kritikken om længden... ja, jeg var da i tvivl om, hvorvidt jeg skulle spise og drikke under filmen, fordi det jo hører med sig til sådan en storslået biografoplevelse, men det er nok en fornuftig ide ikke at have for meget inden ombords, da filmens meditative tempo er fed at være i i dens spillelængde. 

    Jeg skal se den igen på fredag med vennerne og er begyndt at småglæde mig, men den vækkede ikke det samme sus i mig, som The Dark Knight gjorde i sin tid. Ja, jeg er blevet ældre, men jeg var nu RET spændt på denne her film! 

    Næste store spændingsøjeblik må så være "Doctor Strange 2".

    "The Batman" var ganske fin, men indfriede ikke helt mine forventninger på nuværende tidspunkt.

    The Paki Don 3-03-22 10:34

  • 1

    Det er ikke for at sammenligne 1:1, men mere for at drage paralleller, da  ‘vi’ som seere netop er blevet forvænt med serier og man kan argumentere for f eks MCU netop har gjort deres biograffilm som serieformat. Det er blevet mere alment at skele til serier. 

    Så kan man i stedet sige at du  forsøger at få to linjer, der faktisk ikke er parallelle, til at se ud som om at de er det.

    The Batman er ikke en MCU-film, så den parallel er heller ikke specielt parallel. :)

    Fordi man kan sidde i sin sofa og binge Star Trek TNG på 8 dage eller har det fint med at se alle MCU film og serier i hhv biografen og på tv, kan man jo stadig godt mene at The Batman er for lang.

    Jeg kan selv binge serier og film, og jeg synes at de fleste blockbusterfilm er for lange.

    SoyBoy 3-03-22 11:00

  • 0

    Jeg læste at filmen er en blanding af The Dark Knight, Se7en og Zodiac. I'm on board. =)

    ccbj 3-03-22 11:55

  • 0

    jeg var da i tvivl om, hvorvidt jeg skulle spise og drikke under filmen, fordi det jo hører med sig til sådan en storslået biografoplevelse

    Gør det? Som du kan fornemme er jeg ikke enig. Popcorn smager godt, men giver en ubehagelig dunst i salen samt (andres) knitrende slik- og chipsposer heller ikke øger min nydelse af et givent værk. Derudover har jeg det bedst med at indtage kalorier inden eller efter, så jeg kan overgive mig selv helt til filmen uden at skulle tilgodse andre behov. Men biograferne er self glade for den ekstra indtjening, som det giver, at så mange har det som dig. Nå, det var et lidt surt opstød... beklager. Ellers et fint skriv, du kommer med :) Ser frem til at se den med egne øjne.

    ZimaBlue 3-03-22 12:01

  • ★★★★0

    Så kan man i stedet sige at du  forsøger at få to linjer, der faktisk ikke er parallelle, til at se ud som om at de er det.

    The Batman er ikke en MCU-film, så den parallel er heller ikke specielt parallel. :)

    Fordi man kan sidde i sin sofa og binge Star Trek TNG på 8 dage eller har det fint med at se alle MCU film og serier i hhv biografen og på tv, kan man jo stadig godt mene at The Batman er for lang.

    Jeg kan selv binge serier og film, og jeg synes at de fleste blockbusterfilm er for lange.

    At mange blockbusters er lange, gør ikke The Batman automatisk skal kritiseres for samme? Pointen er egentlig, at filmen er ret godt modtaget, dvs. længde ikke burde være et problem hvis man er fornøjet og jeg kan da passende fremhæve Eberts ord om, en rigtig god film aldrig er for lang og en dårlig film aldrig er kort nok. 

    Babo 3-03-22 12:11

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen