Kræft er en tosset sygdom (eller sygdomme).
Efter konens sygdom - som heldigvis er helt kureret - ser jeg selv tegn på kræft rundt omkring. Så jeg skal lige tage mig selv i at trække vejret og tænke rationelt. Eksempelvis har jeg lige nu selv været bange for, jeg havde spiserørskræft, fordi jeg har haft synkebesvær og været træt. Men - jeg har også en inflammation i halsen og refluks-problemer gennem flere år samt nok en mild grad af søvnapnø (måske pga. refluksen), så alt giver mening i den kontekst. Men alligevel har jeg været lidt i panik over lægebesøget i dag. Han beroligede mig nogenlunde, men jeg havde dog håbet på, at han sendte mig til en gastroskopi (selvom det nok ikke er nødvendigt, for han vurderede, at der absolut ingen grund til bekymring var). Så oveni i min normale refluks-halløj, har jeg blot fået en virus et eller andet sted i halsen.
Lauge har også på et tidspunkt haft virkeligt mange blå mærker samtidig med han var træt. Og så frygtede jeg straks leukæmi. Men altså, han er 4,5 år og har ofte blå mærker.
Kræft er forfærdeligt at være vidne til, fordi hvis det går den forkerte vej, så ser man en person, der bare bliver dårligere og dårligere og man er helt magtesløs. Så mine tanker går ud til jer begge to.
----
Jeg har dog en forhåbning om, at kræft bliver nogenlunde til at have med at gøre i min levetid. Der er kommet nogle nye teknikker (CRISPR, nanopartikler, målrettede vira osv.), der har sat speed på cancer-researchen, og immun-terapi bliver udbredt til flere og flere typer. Jeg tror aldrig, at kræft kan forhindres, men jeg tænker, at de fleste kræftformer kan behandles indenfor en 20-50 år.
----
Og lidt mere rant: jeg har en ven, der har haft modermærkekræft. Ikke alvorligt, og det krævede en lille operation. Men lægen har fortalt ham, at han nu er langt mindre i risiko for at gå med uopdaget modermærkekræft i forhold til andre, fordi han vil være mere på vagt.
Det blev lidt langt - men snak om kræft trigger min hjerne lidt.
