Anmeldelse: Drive My Car

Japansk Oscar-vinder er Murakami-perfektion.

Diskussionerne om, hvornår film reelt er mesterværker, er et udødeligt omdrejningspunkt. Fra tid til anden udråbes de af fanboys eller horder af begejstrede filmkritikere, der falder over hinanden for at være først ude med benævnelsen. For man skal være varsom. "Mesterværk" er konstant i farezonen for at blive udvasket, når hype og høje forventninger skyller kritisk sans væk i bølgende floskler. Ovenikøbet kan der med rette argumenteres for, at mesterværker bliver mesterværker med tiden og i tilbageblikket, når filmhistorien bladres igennem årtier senere. Dén påstand er svær at modsige. Egentlig afholder jeg mig helst fra at bruge m-ordet om nye film af nævnte årsager. Ryûsuke Hamaguchis ("Japanske fortællinger") tre timer lange filmatisering af Haruki Murakamis 40 sider korte novelle "Drive My Car" er undtagelsen.

   

Instruktør og skuespiller Yasuke Kafuku (Hidetoshi Nishijima) plejer et på én gang platonisk og lidenskabeligt forhold til sin hustru gennem 20 år, manuskriptforfatteren Oto (Rieka Kirishima). Parret udklækker kreative idéer, mens de har sex eller kører ture i deres afdankede, røde Saab, som er meget mere end blot et transportmiddel. Under overfladen ulmer unævnelige konflikter og slet skjult utroskab, der står hen i det uforløste, da Oto dør af kræft. Tynget af sorg to år senere tager Kafuku modstræbende imod et tilbud om at opføre en nyfortolkning af Tjekhovs klassiker "Onkel Vanja". Teaterstykket og en række mere eller mindre sære hændelser viser sig at være tæt forbundet til Kafukus dybe livskrise.

Enhver, der har læst Murakamis bøger, ved, at virkelighed og fiktion har det med at flyde sammen i en malstrøm af vestlige litterære referencer, gakkede episoder, kafkaske katte på afveje og lavmælt eksistentialisme. Og naturligvis The Beatles, som titlen henviser til. Alt mikset med lange samtaler over jazz og whisky. En del af japanerens omfattende bagkatalog er en urovækkende, fascinerende og dragende cocktail i Twilight Zone'en et sted mellem David Lynch og Raymond Chandler, stemningsfuldt fanget i den sydkoreanske "Burning". En anden dimension, bogstaveligt talt, er hverdagslige fortællinger, typisk i novelleform, hvor tilværelsen overvejes og diskuteres mellem stille eksistenser, som var det en sludder til langt ud på morgenen mellem Ingmar Bergman og Yasujirō Ozu over en flaske Cutty Sark. "Drive My Car" hører til sidstnævnte kategori, som Ryûsuke Hamaguchi sammenfatter til murakamisk perfektion. Og tag ikke fejl. Den overordentlig komplekse og rørende menneskelige metafortolkning er læskende filmkunst til sidste dråbe.

Hamaguchis filmatisering trækker ikke alene på fortællingen af samme navn, men også andre fra "Mænd uden kvinder"-novellesamlingen. Store dele af "Drive My Car" foregår på et road trip i Kafukus bil, som i anledning af teaterstykket har fået sin egen privatchauffør. Den garvede skuespiller har fået grøn stær, som efterlader ham på bagsædet af livets blinde vinkler, alt imens kassettebånd med Otos manuskriptoplæsninger brager ud fra hans Saabs slidte højtalere. Tiden heler alle sår, men sorgen har efterladt Kafuku i en forslået tidslomme i 1. gear, som han ikke kan sætte ord på eller selv kan tage styringen på. Men hvordan kan han også dét, når livet passerer revy i bakspejlet?

"Drive My Car" emmer af sorgtunge kompleksiteter og skæve forvekslinger, når rejsen på vejene spejles i dialog med den unge kvindelige chauffør, der viser sig at stå i sin egen krise, vævet intelligent sammen med Tjekhovs bittersøde drama om livets realiteter, erkendelser og undertrykte følelser. Fortolkningen af stykket opføres på forskellige sprog af skuespillere med forskellige baggrunde, nationaliteter og aldersgrupper, der alle synes at tale forbi hinanden og alligevel rammer en fælles universel nerve i "Onkel Vanja". Mesterlige sammensmeltninger af berusende livsklogskab omsat i meditative dialoger gør Murakami-filmatiseringen til et altopslugende eksistentielt drama, som de allerstørste realister i litteraturhistorien havde sendt et langt, stående og rungende applaus efter. Selvom årets Oscar-vinder for Bedste internationale film ikke just er en biljagt over stok og sten, kører en vis Saab langt på literen. Hamaguchi kan overtage førersædet til enhver tid.

"Drive My Car" er en uimodståelig dragende og livsklog metafilm om det sprog, som ikke eksisterer til at dække traumatiserende sorg. Måske er Ryûsuke Hamaguchi kun 43 år gammel, men Murakami-filmatiseringen placerer den unge filmskaber i filmverdenens absolutte auteur-elite. Benævnelsen bruges i flæng, men jeg tøver ikke med at udnævne Hamaguchis blændende film som ét af de mesterværker, der trækkes frem, når nyere japansk film holdes op mod mestre som Kurosawa og Ozu.

Drive My Car

Kommentarer

Drive My Car

  • ★★★★★1

    Kino.dk
    Man kan ikke undgå at gå uberørt ud af biografen.

    Elwood31-03-22 00:11

  • ★★★★0

    SAAB?

    Gasivodo31-03-22 00:53

  • ★★★★0

    Ja, det er en Saab han kører i.

    Jeg undrede mig i øvrigt over, at rattet i Saab'en sidder i venstre side ligesom her i Danmark. Men de har jo venstrekørsel i Japan, hvorfor rattet burde sidde i højre side ligesom i England. De øvrige biler i filmen har rattet på den rigtige måde i forhold til køresiden, men ikke Saab'en.

    Jeg ved ikke om det har en betydning for filmens budskab - eller om det bare er frivilligt i Japan hvilket side rattet sidder i?

    S. Rico31-03-22 08:44

  • ★★★1

    Ja, det er en Saab han kører i.

    Jeg undrede mig i øvrigt over, at rattet i Saab'en sidder i venstre side ligesom her i Danmark. Men de har jo venstrekørsel i Japan, hvorfor rattet burde sidde i højre side ligesom i England. De øvrige biler i filmen har rattet på den rigtige måde i forhold til køresiden, men ikke Saab'en.

    Jeg ved ikke om det har en betydning for filmens budskab - eller om det bare er frivilligt i Japan hvilket side rattet sidder i?

    Det med rettet er en sær detalje, som jeg undrede mig over. For jeg kan ikke forestille mig at det er tilfældigt, så forbandet gennemarbejdet filmen ellers er. 

    Jeg forestiller mig selv, at den udgået Saab – som jeg ser som et symbol på tidens forgængelig på vej mod livets ophug – er et lukket tidsløst rum for hovedpersonen, hvor logik er opløst. Murakami bevæger sig ofte i dobbeltheder, springer i tid og dimensioner, så jeg tænker, at Hamaguchi diskret har tilføjet det ekstra lag af en årsag. 

    En mulig fortolkning er ud fra det historiske. Jeg ved, at bl.a Okinawa efter 2. verdenskrig og under den amerikanske besættelse blev pålagt at køre i højre side frem til engang i 70’erne, så det kan også være en reference til granat(/atombombe)chokket og den tilstand, som Japan blev henlagt i. Traumet efter det absolutte nederlag fylder stadig i den japanske bevidsthed. Kafuku selv har overgivet sig til samme tilstand mentalt, efter livspartneren gennem 20 år stadig spøger to år efter sin død. Også med henblik på temaet om sprog som ikke-tilstrækkeligt i sorgens anatomi og behandling.

    Dolphinfriendly31-03-22 11:18

  • ★★★★★0

    En fantastisk film! Et udklip af hvad jeg skrev om filmen i en anden tråd:

    Det er langt tid siden jeg sidst har set en film, der fik mig til at føle mig så afslappet som “Drive My Car”. Filmen er 3 timer lang, men jeg faldt hurtigt ind i filmens rytme, og den føles ikke et sekund for lang. Det er en nydelse at være i filmens selskab, og følge den langsomme udfoldelse af komplekse forhold og komplekse karakterer. Smuk film.

    9/10

    Kruse31-03-22 09:29

  • 0

    Kiks

    Jensiver 5-04-22 08:51

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen