Kino.dk
Man kan ikke undgå at gå uberørt ud af biografen.
Anmeldelse: Drive My Car
Japansk Oscar-vinder er Murakami-perfektion.
Diskussionerne om, hvornår film reelt er mesterværker, er et udødeligt omdrejningspunkt. Fra tid til anden udråbes de af fanboys eller horder af begejstrede filmkritikere, der falder over hinanden for at være først ude med benævnelsen. For man skal være varsom. "Mesterværk" er konstant i farezonen for at blive udvasket, når hype og høje forventninger skyller kritisk sans væk i bølgende floskler. Ovenikøbet kan der med rette argumenteres for, at mesterværker bliver mesterværker med tiden og i tilbageblikket, når filmhistorien bladres igennem årtier senere. Dén påstand er svær at modsige. Egentlig afholder jeg mig helst fra at bruge m-ordet om nye film af nævnte årsager. Ryûsuke Hamaguchis ("Japanske fortællinger") tre timer lange filmatisering af Haruki Murakamis 40 sider korte novelle "Drive My Car" er undtagelsen.
Instruktør og skuespiller Yasuke Kafuku (Hidetoshi Nishijima) plejer et på én gang platonisk og lidenskabeligt forhold til sin hustru gennem 20 år, manuskriptforfatteren Oto (Rieka Kirishima). Parret udklækker kreative idéer, mens de har sex eller kører ture i deres afdankede, røde Saab, som er meget mere end blot et transportmiddel. Under overfladen ulmer unævnelige konflikter og slet skjult utroskab, der står hen i det uforløste, da Oto dør af kræft. Tynget af sorg to år senere tager Kafuku modstræbende imod et tilbud om at opføre en nyfortolkning af Tjekhovs klassiker "Onkel Vanja". Teaterstykket og en række mere eller mindre sære hændelser viser sig at være tæt forbundet til Kafukus dybe livskrise.
Enhver, der har læst Murakamis bøger, ved, at virkelighed og fiktion har det med at flyde sammen i en malstrøm af vestlige litterære referencer, gakkede episoder, kafkaske katte på afveje og lavmælt eksistentialisme. Og naturligvis The Beatles, som titlen henviser til. Alt mikset med lange samtaler over jazz og whisky. En del af japanerens omfattende bagkatalog er en urovækkende, fascinerende og dragende cocktail i Twilight Zone'en et sted mellem David Lynch og Raymond Chandler, stemningsfuldt fanget i den sydkoreanske "Burning". En anden dimension, bogstaveligt talt, er hverdagslige fortællinger, typisk i novelleform, hvor tilværelsen overvejes og diskuteres mellem stille eksistenser, som var det en sludder til langt ud på morgenen mellem Ingmar Bergman og Yasujirō Ozu over en flaske Cutty Sark. "Drive My Car" hører til sidstnævnte kategori, som Ryûsuke Hamaguchi sammenfatter til murakamisk perfektion. Og tag ikke fejl. Den overordentlig komplekse og rørende menneskelige metafortolkning er læskende filmkunst til sidste dråbe.
Hamaguchis filmatisering trækker ikke alene på fortællingen af samme navn, men også andre fra "Mænd uden kvinder"-novellesamlingen. Store dele af "Drive My Car" foregår på et road trip i Kafukus bil, som i anledning af teaterstykket har fået sin egen privatchauffør. Den garvede skuespiller har fået grøn stær, som efterlader ham på bagsædet af livets blinde vinkler, alt imens kassettebånd med Otos manuskriptoplæsninger brager ud fra hans Saabs slidte højtalere. Tiden heler alle sår, men sorgen har efterladt Kafuku i en forslået tidslomme i 1. gear, som han ikke kan sætte ord på eller selv kan tage styringen på. Men hvordan kan han også dét, når livet passerer revy i bakspejlet?
"Drive My Car" emmer af sorgtunge kompleksiteter og skæve forvekslinger, når rejsen på vejene spejles i dialog med den unge kvindelige chauffør, der viser sig at stå i sin egen krise, vævet intelligent sammen med Tjekhovs bittersøde drama om livets realiteter, erkendelser og undertrykte følelser. Fortolkningen af stykket opføres på forskellige sprog af skuespillere med forskellige baggrunde, nationaliteter og aldersgrupper, der alle synes at tale forbi hinanden og alligevel rammer en fælles universel nerve i "Onkel Vanja". Mesterlige sammensmeltninger af berusende livsklogskab omsat i meditative dialoger gør Murakami-filmatiseringen til et altopslugende eksistentielt drama, som de allerstørste realister i litteraturhistorien havde sendt et langt, stående og rungende applaus efter. Selvom årets Oscar-vinder for Bedste internationale film ikke just er en biljagt over stok og sten, kører en vis Saab langt på literen. Hamaguchi kan overtage førersædet til enhver tid.
"Drive My Car" er en uimodståelig dragende og livsklog metafilm om det sprog, som ikke eksisterer til at dække traumatiserende sorg. Måske er Ryûsuke Hamaguchi kun 43 år gammel, men Murakami-filmatiseringen placerer den unge filmskaber i filmverdenens absolutte auteur-elite. Benævnelsen bruges i flæng, men jeg tøver ikke med at udnævne Hamaguchis blændende film som ét af de mesterværker, der trækkes frem, når nyere japansk film holdes op mod mestre som Kurosawa og Ozu.