Trailer: Spock og Enterprise er tilbage i ny storslået trailer til "Star Trek: Strange New Worlds"

Det legendariske Starfleet-rumskib og dets besætning warper snart tilbage til sendefladen.

Tilbage i 1964 blev den første "Star Trek"-tv-pilot produceret – et 90 minutter langt afsnit ("The Cage") om Starfleet-rumskibet USS Enterprise, kaptajnen Christopher Pike og hans galante officerer, inklusive en ung vulcan ved navn Spock.

Pilotafsnittet fik en hård medfart, og en ny tv-pilot blev produceret, før serien omsider fik grønt lys – stadigvæk med Enterprise og Spock, men nu med Pikes arvtager, kaptajn James T. Kirk, på rumskibets bro. Men om en måneds tid får vi altså endelig lov til at se den "Star Trek"-serie, som sci-fi-franchisens skaber, Gene Roddenberry, oprindeligt havde udtænkt: "Star Trek: Strange New Worlds".

Og Paramount og CBS har netop frigivet en ny trailer til seriens 1. sæson, som kan ses herunder. Det er dog ikke usandsynligt, at traileren snart bliver geoblocked (og således fjernet) fra YouTube, og i så fald vil den stadig kunne ses i høj opløsning på den officielle "Star Trek"-hjemmeside her:

SE: DEN NYE TRAILER TIL "STAR TREK: STRANGE NEW WORLDS"

I serien vender Anson Mount og Ethan Peck tilbage som hhv. Pike og Spock, som de spillede i 2. sæson af "Star Trek: Discovery". D'herrer var så gode i rollerne, at talløse trekkies forlangte en ny serie om duoens tidlige Enterprise-eventyr.

Rollelisten byder også på navne som Babs Olusanmokun ("Dune"), Rebecca Romijn ("X-Men") og Bruce Horak ("Warehouse 13").

Det kreative arbejde på "Star Trek: Strange New Worlds" superviseres af den Oscar-belønnede manuskriptforfatter Akiva Goldsman ("A Beautiful Mind", "I Am Legend").

"Star Trek: Strange New Worlds" får amerikansk tv-premiere på Paramount+ den 5. maj – og forhåbentlig samtidigt eller kort tid efter her i Danmark. Den nye trailer kan i skrivende stund ses her:

Kommentarer

Spock og Enterprise er tilbage i ny storslået trailer til "Star Trek: Strange New Worlds"

  • ★★★★★★0

    Ser nu ganske underholdende ud. Måske ikke videre original, men det kan det selvfølgelig heller ikke altid være.

    T. Nielsen 3-04-22 22:18

  • ★★★★★0

    Nej, det ser helt afgjort meget genkendeligt, ligetil og "nostalgisk" ud – og det er simpelthen bare helt perfekt. Nu håber jeg bare, at traileren afspejler kvaliteten i selve serien. Akiva Goldsman er ikke altid garant for en god fortælling...

    The Insider 3-04-22 22:30

  • ★★★★★★1

    Ja, meget ST classic, hvilket måske er det der tiltaler mig så meget?

    T. Nielsen 4-04-22 06:23

  • 1

    Hvor stort et yver har den ko, siden de kan blive ved med at malke den til ukendelighed

    Amigos 4-04-22 09:13

  • ★★★★★4

    Hvor stort et yver har den ko, siden de kan blive ved med at malke den til ukendelighed

    Der er vel en grund til, at vores enorme galakse hedder Mælkevejen? 

    The Insider 4-04-22 09:33

  • ★★★★★★1

    Hvor stort et yver har den ko, siden de kan blive ved med at malke den til ukendelighed

    Ukendelighed? Synes det ser ret genkendeligt ud:) 

    T. Nielsen 4-04-22 09:35

  • 1

    Hold nu op, hvor jeg dog inderligt håber at de kan 'genoplive' ST med SNW! 

    Dominar Rygel XVI 4-04-22 09:52

  • 1

    Ser nice ud og godt at se, at de to skuespillere får lov til at lave mere Pike og Spock.

    Lord Nikon 4-04-22 10:34

  • ★★★★★★1

    Jeg er også solgt - herligt klassisk, og opdateret visuelt.

    Can’t wait……

    Wayne 4-04-22 12:10

  • 1

    Der er vel en grund til, at vores enorme galakse hedder Mælkevejen? 

    Du burde få en pris for det svar. 

    Kalle Ferm 6-04-22 12:38

  • ★★★★★★1

    Der er vel en grund til, at vores enorme galakse hedder Mælkevejen? 

    Slam :-D

    Wayne 6-04-22 14:22

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen