Anmeldelse: Nitram

Som publikum er det umuligt ikke at sidde for enden af biografsædet, når det ene optrin udløser det næste stilfærdigt og dog rasende sindssygt.

Mordere har en lettere pervers status i pop-kultur. Især på film, hvor fascinationen af blodtørstige psykopater ofte præsenteres som geniale superskurke eller antihelte, med sin andel af psykologiseret sympati. Justin Kurzel trækker massemorder-beundringen i en anden retning med "Nitram". For ikke alene trækkes fokus væk fra den ikonificering, som seriemorderne Ted Bundy eller fiktive Patrick "American Psycho" Bateman ofte er portrætteret i lyset af, når fortællingen om Martin Bryan folder sig ud.

Martin hvem, tænker du sikkert? For det er ikke enhver som kender til Port Arthur-massakren. I april 1996 skød og dræbte 29-årige Martin Bryan (spillet af Caleb Laundry Jones) 35 mennesker og sårede 23 i en lille kystby i Tasmanien. Det var det værste masseskyderi i Australiens til dato. I "Nitram" (Martin stavet bagfra) følges begivenhederne op til Bryans massemord og beskriver den unge mands mildest talt farverige psyke og eskalerende vanvid. 

Efter mere eller mindre vellykkede film som "Macbeth" og "Assassin’s Creed" er australske Justin Kurzel vendt tilbage til rødderne. Bogstaveligt talt, da debutfilmen "Snowtown" tilbage fra 2011 var baseret på de grusomme mord i den australske soveby af samme navn. I bedste true crime-stil er både "Snowtown" og "Nitram" et indblik i, hvordan mordere skabes ud af gadebilledets mest usandsynlige personage, men også i hvad der antænder den allersidste gnist før geværilden.  

 

Caleb Laundry Jones har om nogen bygget sin karriere på skæve og uforudsigelige karaktere, med iøjnefaldende præstationer i blandt andet "The Outpost" og "Get Out". Glansrollen som Nitram blev ikke overraskende sidste år udråbt som Bedste skuespiller i Cannes, da netop Laundry Jones’ på alle niveauer foruroligende, dragende og dybt imponerende portræt er filmens primus motor, tematisk og narrativt. Som fluen på væggen, trækkes vi ind i Nitrams infantilt indebrændte univers. Kaotisk skiftende mellem fjollede klovnerier og aggressive impulser, ved ingen hvor man har Nitram. Ét øjeblik elskelig og grinende ved siden af førersædet, det næste er han skyld i at bilen kører galt med dødelig udgang. Som publikum er det umuligt ikke at sidde på kanten af biografsædet, når det ene optrin udløser det næste stilfærdigt og dog rasende sindssygt.

Aldrig fattes sympati, eller for så vidt peges fingre, når Caleb Laundry Jones kaster sig ud i den enormt modige præstation. Udviklingshæmmede Nitram er ude af kontrol, forældrene har givet op på ham og han forstår hverken sociale koder eller har nogen som helst stopklods. Selvom livstidsdommen på 1652 år taler sit tydelige sprog, og det havde været lige til højrebenet med en action-thriller gennemhullet af skudsekvenser fra selve massakren og efterspillet, fastholder Justin Kurzel et intens miks af socialrealisme og underspillet slow burn-thriller i udforskningen af en forstyrret eksistens mentale tilstand op til katastrofen. Muligvis ikke det mest behagelige indblik i menneskets psyke, men absolut en urovækkende mareridtsfærd værd at drage med på.

Efter et par svipsere er instruktør Justin Kurzel for alvor tilbage på banen. "Nitram" er en opsigtsvækkende rejse bag om den største australske skudmassakre, hvor der ikke trykkes på aftrækkeren, men i stedet føles som et koldt pistolløb for panden over to timer. Aldrig fordømmende, tvinges publikum til at være vidne og tage stilling til forløbet op til hændelserne. Dertil beviser Caleb Laundry Jones, i en fuldstændig mageløs præstation som massemorderen Martin Bryan, endnu engang, at han er blandt sin generations allerstørste skuespillertalenter.