"The Batman" udkommer på dvd, Blu-ray og 4K UHD i juni

En af årets største film er på vej til hjemmebiografen.

Som tidligere rapporteret får en af årets mest omtalte film, "The Batman", streamingpremiere på HBO Max den 18. april.

Nu er der imidlertid også godt nyt til samlere af film på fysiske medier: Matt Reeves' anmelderroste superhelte-epos udkommer nemlig også snart på 4K UHD, Blu-ray og dvd.

Udgivelsen indeholder ud over selve filmen ca. 2 timers ekstramateriale, der blandt andet består af slettede scener, en dokumentar om filmens tilblivelse med titlen "Vengeance in the Making" samt hele 9 korte featuretter med titler som "Becoming Catwoman", "The Batmobile" og "A Transformation: The Penguin".

Se også: Se slettet "The Batman"-scene med den nye Joker

I "The Batman" spilles nattens ridder af Robert Pattinson ("Tenet"), mens det stjernespækkede superheltedrama også har navne som Paul Dano, Zoë Kravitz, Colin Farrell, Andy Serkis og Jeffrey Wright på rollelisten. 

"The Batman" er blevet en kæmpe succes for Warner Bros., og noget tyder på, at selveste Jokeren får en nøglerolle i den uundgåelige fortsættelse, hvis altså ikke den iskolde Mr. Freeze bliver skurken i "The Batman 2".

Indtil da kan "The Batman" altså nydes i hjemmebiografen, når filmen udkommer i fysisk form herhjemme den 2. juni – et par uger efter udgivelsens amerikanske udgivelsesdato.

Kommentarer

"The Batman" udkommer på dvd, Blu-ray og 4K UHD i juni

  • ★★★★★★0

    Har godt nok samlet det meste fra DC, men tror det skal drosles ned - gider ikke betale for noget to gange, og det er efterhånden alt for sjældent jeg henter en film fra hylden.

    Med Spider-Man; No Way Home - var det første gang i et par måneder, og kun fordi den ikke lå på en tjeneste.

    Wayne13-04-22 14:26

  • 0

    Jeg skal eje denne her, men fatter simpelthen ikke, at den ikke udkommer simultant, eller tæt på, ift streamingpremieren.... Tænker flere når at se filmen 1-2-3 gange inden, og dropper så at købe den.. Blot et bud. 

    Det var vist tilfældet med Spiderman? Ca samme tid fysisk som streaming?

    Gladiator13-04-22 17:29

  • 0

    Hvorfor så sent, når den kommer på HBO Max allerede den 18. april? 

    Nagash13-04-22 19:24

  • ★★★★1

    Jeg tror, at folk, der vil købe den på et fysisk medie, vil købe den uanset hvornår den udkommer på streaming.

    chandler7513-04-22 19:27

  • ★★★★0

    Jeg tror, at folk, der vil købe den på et fysisk medie, vil købe den uanset hvornår den udkommer på streaming.

    Men ville du købe noget fysisk, hvis STREAM - dengang du/jeg/vi var unge? (med mangelende tålmodighed)

    ^HEY! Jeg købte VHS'er* - engang :-O

    *og nej - der er ikke mange tilbage...

    Gasivodo14-04-22 01:14

  • ★★★★★★0

    Jeg tror, at folk, der vil købe den på et fysisk medie, vil købe den uanset hvornår den udkommer på streaming.

    Måske ja. Jeg erkender dog at der er film jeg ikke har gidet eller taget mig sammen til at købe, uagtet kvaliteten, fordi jeg har nået at se dem på streaming først.

    T. Nielsen14-04-22 01:15

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen