Fedest - nu glæder jeg mig endnu mere :-)
Anmeldelse: Better Call Saul - Sæson 6, del I (Netflix)
Som med de andre fem sæsoner er det fortsat et privilegium at være vidne til Slippin’ Jimmys transformation til Saul Goodman og konsekvenserne ved dette.
Siden 2015 har det været et privilegium at være vidne til Jimmy McGills transformation fra Slippin’ Jimmy til Saul Goodman. Som spin-off til "Breaking Bad" har forventningerne til "Better Call Saul" altid været høje. Alligevel har skaberne, Vince Gilligan og Peter Gould, altid formået at overgå disse forventninger med en prequel-serie, der er mindst lige så fremragende som sin forgænger. Baseret på de første to afsnit af første halvdel af den sjette, og sidste, sæson, er der lagt op til medrivende drama, som kun Gilligan og Gould kan skabe, når tingene spidser til i den kriminelle underverden.
Jimmy (Bob Odenkirk) har fuldstændig omfavnet sit persona som Saul Goodman, og bevæger sig på kanten af loven som lyssky advokat. Hovedmålet for Saul er at ruinere sin rival, Howard (Patrick Fabian), i ledtog med sin kæreste Kim (Rhea Seehorn), som efterhånden har smidt sit moralske kompas væk. Alt imens er Nacho (Michael Mando) på flugt efter sit mislykkede mordforsøg på Lalo (Tony Dalton). Hvilket skaber stridigheder mellem den kriminelle Salamanca-familie og narkobaronen Gustavo Fring (Giancarlo Esposito).
Som altid, hvad angår den sleske advokat, er dette en slow burn-fortælling. "Better Call Saul" har aldrig været bange for at hvile i sine karakterer, hvilket før har resulteret i medrivende drama. Denne tendens gør sig stadig gældende, som nu er endnu mere effektiv, da dette er den sidste sæson, hvor karaktererne er ude på dybt vand. Dramaet spidser til og konsekvenserne mere massive end nogensinde før. Såsom med Nacho, der prøver at flygte fra Mexico. Eller Kim, der er i moralsk forfald i sin deroute sammen med Jimmy. Det er nærmest angstprovokerende at tænke på hvad der, måske, venter dem forude.
Det effektive drama bliver dog også flot suppleret af fantastisk fotografering. Som i "Breaking Bad" er billedsiden utrolig kreativ. Hvad end det gælder stemningsfulde billeder af omgivelserne, symbolisme eller actionsekvenser. Såsom afsnit to, der er mesterligt instrueret af Vince Gilligan og rummer visuelt vidunderlige øjeblikke. Få serier, og film for den sags skyld, er så flotte som hvad "Better Call Saul" fanger på kameraet.
Prikken over i’et er skuespillet. Der findes ikke nok ord i den danske ordbog, der kan beskrive hvor vidunderligt castet er. Fremmest står Bob Odenkirks Jimmy, der kender alle de juridiske genveje, men som bekymrer sig over kærestens adfærd. Eller Jonathan Banks’ fanfavorit, Mike, der er brutal, ærlig og alligevel en elskværdig farfar for sit barnebarn. Alle skuespillere gør deres bedste, når de bringer nuancer og dybde til deres roller i en mængde, der nærmest er surrealistisk godt. Især når serien har giftet sig med "show, don’t tell"-metoden.
Seks sæsoner inde viser "Better Call Saul" ingen svaghedstegn. Dette er en af de bedste spin-offs og vil sandsynligvis stå tilbage som en af de bedste serier nogensinde. Med visuelle vidundere, fantastisk skuespil og medrivende drama tangerer vi her mod slutningen niveauet fra "Breaking Bad". Det er svært at få ned på ord, hvorfor denne serie, og disse to nye afsnit, er så fremragende som de er. Som med de andre fem sæsoner, er det fortsat et privilegium at være vidne til Slippin’ Jimmys transformation til Saul Goodman, og konsekvenserne ved dette for ham selv og hans omgivelser. Som med "Breaking Bad", og "El Camino: A Breaking Bad Movie", er dette endnu en fantastisk tilføjelse til et fantastisk meth-univers.
Anmeldelsen er baseret på to ud af syv afsnit.