Anmeldelse: Medina

Ukritisk Medina-dokumentarfilm er lige dele rørende intimportræt og uskøn reality-tv.

Man skal ikke stikke næsen for langt frem i Janteland. Især ikke, hvis man er udøvende kunstner eller på anden vis udstråler kendisfaktor. Tabloidpressen, fanatiske fans, mediedækning af banaliteter, som ondskabsfuldt klaskes på forsiden af Se & Hør. Samt koncerter, der jordes på Ekstra Bladet. Dét havde Medina ikke overvejet var berømmelsens pris i Danmark. Kald det naivt eller selviscenesættende, når popsangerinden fortæller om sine erfaringer på og bag scenen i dokumentarfilmen, ja, "Medina". Eller måske bare håbefuldt eller drømmende, når den sympatiske og jordnære musiker lukker op for posen. 

Oprigtigt og uden filter, sådan da, kommer vi bag om det popfænomen, som Medina har været de sidste 14 år siden kæmpehittet "Kun for dig". Fortællingen om hvordan hun som upåagtet kvindelig musiker røg op på hitlisterne, brød ud af Danmark og hittede internationalt fortælles uden omsvøb. Rundt kommer vi også om skandalerne, skøre stalkers og de personlige konsekvenser ved at være den foretrukne boksepude i sladderpressen. I hvert fald hvis Medina selv skal sige det.    

Instruktør, og Medinas ven, Kaspar Astrup Schröder, er fluen på væggen over to og et halvt år. Resultatet er en cirka halvanden time lang dokumentar og en serie fordelt på seks afsnit, der senere på ugen udsendes på Discovery+. Medmindre man virkeligt er fan af Medina, eller reality shows, er der ikke mange gode grunde til at se filmen, og heller ikke serien, hvis det er mere af samme skuffe. 

"Medina" overrasker de første 45 minutter som et nøgent portræt af berømmelsens pris, der lugter af de to mesterlige "Kandis for livet" og "Born to Lose". Når mennesket Medina Valbak fortæller om stalkere og fælder de første tårer, fremstår fortællingen bag succeshistorien rørende. Tårer viser det sig, at hun har meget let til. For det er synd for Medina, fristes man til at sige, når fortællingen forvandles fra intimportræt til uvedkommende reality-tv i stil med "Bendtner & Philine". Det er bare ikke interessant at se Hr. og Frue Valbak fjolle med bøjler, eller når der atter igen fældes tårer over sangtekster, der for hende er personlige og dybsindige, men udefra hørt er alt andet. 

Måske har Medina mere at byde på i serien. Det håber jeg. Når en nedklippet filmudgave allerede halvvejs går i ring, grænsende til det ufrivilligt komiske, føles det i den filmiske fremstilling som om mennesket bag er undergået en selvopfyldende profeti og på tragisk vis er blevet alt det, hun som persona fremstilles som på tabloidpressens forsider. Kaspar Astrup Schröder søger velmenende at nuancere og menneskeliggøre popfænomenet. Men han gør ikke sin veninde nogen tjenester i portrættet. "Medina" fremstår mest af alt som et søgt modsvar til den voldsomme kritik og nedgørelse, Medina selv mener, at hun er blevet udsat for. Også selvom en række skandaler nedtones. I sådan en grad, at slutproduktet ligner en kampagnevideo som led af en pro-Medina PR-strategi. Vi skal forstå, at hun er en survivor, som aldrig giver op. Sådan nogle som hende vinder i sidste ende. Stærk kvinde i den danske musikindustri-fortællingen drukner dog i flad banalisering ved afklædningen af den nok så nede på jorden kvinde, der mest af alt vil sin familie og musikken så meget, at intet andet dukker op til overfladen.  

Første halvdel af "Medina" er et rørende portræt af dansk musiks popdronning i 00’erne, som disker op med et nuanceret og åbenhjertigt indblik i livet på og bag scenen, mens anden halvdel er reality-tv af tvivlsom kvalitet. Afhængig af ens præferencer, skal Kaspar Astrup Schröders dokumentarfilm ses for enhver pris eller ditto undgås.