Anmeldelse: Rastløs

Sindsygt intenst fransk drama om bipolar lidelse er en ubehagelig genistreg.

Sindslidelser er et yndet virkemiddel og tema i film, og portrætteres på alle leder og niveauer. Alt fra bergmanske dramaer til højspændte thrillers med utroværdige fortællere, selv filmhistoriens første "rigtige" gyser, stumfilmen "Doktor Caligaris kabinet" fra 1920, trækker på mere eller mindre håndgribelige menneskelige lidelser, af mere eller mindre fascinerende grad. Dog er det ikke tit, at pårørende er omdrejningspunktet. Belgiske Joachim Lafosse tegner i "Rastløs" et gribende tragisk flue på væggen-billede af hvor ødelæggende det kan være for dem, der ikke er lidende, men som dedikerer et liv til at være omsorgspersoner.

  

Kunstnerægteparret Leïla og Damien bor i et idyllisk hus på landet i Frankrig, hvor de udlever familielivet sammen med deres lille søn, Amine. Men ingen dans på roser uden torne. For Damien har bipolar lidelse. Leïla er konstant i alarmberedskab for at afkode, hvornår Damiens skæve entusiasme og legesyge energi slår over i destruktiv mani og tung depression. Det slider på Leïla som nærmeste pårørende at agere hustru, sygeplejerske og mor, men hvad gør man, når ens elskede har en så altopslugende lidelse? 

Bipolar lidelse på levende billeder er nok belyst mest i serien "Homeland", hvor Claire Danes overbeviser som manisk CIA-agent på jagt efter terrorister. "Rastløs" vil i endnu højere grad vække smertelig genkendelse hos dem, der har været i berøring med den psykiske sygdom, mens indblikket i de ydre elementer som påvirkes og nedbrydes er direkte urovækkende.  

       

Gribende og dybt frustrerende på én og samme tid, kastes vi ud i Leïlas vanvittigt udfordret liv, når hun balancerer på grænsen af sammenbrud, dårlig samvittighed og pligtfølelse. Alt tilsidesættes for at få Damien til at hænge sammen, når han øretæveindbydende under manien nægter at tage sin litium og i perioden efter indlæggelse er fuldstændigt udtømt for energi og derfor kræver, at hans kone tager endnu mere ansvar. Alt imens også Amine og Leïlas professionelle liv tages til gidsler i Damiens kaotiske svingninger mellem ulidelige udskejelser og psykotisk adfærd. I sig selv en modig vinkel af Lafosse at tage afsæt i de pårørendes lidelser, fremfor kun at skildre den psykisk syge.   

"Rastløs" er dog ikke kun et drama om sindslidelse, men om et rørende portræt af kærlighedens og dedikationens omkostninger. Og hvornår nok er nok. Joachim Lafosses portræt af en prøvet families udpinte tilstand og en kvinde, der forsøger at holde sammen på sit splintrede eksistensgrundlag, mens hun går gennem ild og vand for at hjælpe sin mand. Dette medrivende iscenesat af Damien Bonnard og Leïla Bekhti, som Lafosse giver plads til at folde sig helt ud i en håndfuld fuldkomment blændende sekvenser. Intensiteten går kapgang side om side med en følsom menneskelig dimension. Krybende ind under huden med næsten fysisk indlevelse, rammes sindsstemningen af tung mani og depression som koldt stålhammer på glødende mejsel, når familiens fundament flækkes af sygdommens ubarmhjertige slag. 

           

Nok er det her et lille fransk drama, men sikken en kraftpræstation af alle medvirkende. Fra start til slut sidder man på kanten af sædet med et sugende hul i maven, når Damiens bipolare sindslidelse ødelægger alt og alle omkring sig. Joachim Lafosse har med "Rastløs" begået en lille ubehagelig genistreg, der nok ikke er én af de film, som  bliver genset.