Ozark (sæson 4 - del 1)
De to første sæsoner var fremragende. Det er her, at familien Byrde arbejder sig op fra ingenting til nogle store kanoner i ukendt farvand, med alle odds - og en masse bad guys - imod sig.
Sæson 3 var noget anderledes. Byrde familien (og seriens kvalitet) blev ramt af "Ikaros-syndromet" og interne stridigheder. Jeg var primært skuffet over nogle utroværdige skrevne karakterer, og at realismen i det hele taget er begyndt at vakle ret meget.
Det med realismen er sådan set ikke blevet bedre i sæson 4, men til gengæld er det langt mere underholdende. Plottet kører nu på de helt høje navler, og det er tydeligt at denne sidste sæson har tænkt sig at give den hele armen. Der sker faktisk så meget her i part 1, at det kan være svært at se, hvordan man kan trække handlingen til yderligere 7 afsnit.
Jeg må da give serien, at jeg på ingen måde kan regne ud, hvordan finalen kommer til at udarte sig. Det skal nok blive spændende.
★★★★☆☆
Ozark (sæson 4 - del 2)
Så er hele Ozark historien afsluttet. Man kan måske nok kritisere de sidste 7 afsnit for at trække handlingen lidt i langdrag. Men det er alligevel temmelig underholdende, og binge-værdigt nok til at kunne ses over 2-3 aftener.
Der bruges ret meget (for meget) tid på Ruth's historie. Og i lang tid var jeg bange for, at de mere eller mindre ville kopiere slutningen fra Breaking Bad.
Ruth er jo Ozark's version af Jesse Pinkman, og der var meget der pegede i retning af, at det ville ende med, at Byrde-familien ville blive nakket, mens Ruth til sidst ville sidde og slappe af udenfor sit nye hus og skæve ned til bunden af poolen, hvor alle ligene var begravet.
Serien går heldigvis sine egne veje, og selv om det ikke er verdens mest originale slutning, så sad jeg tilbage med en rimelig tilfreds følelse.
Der er dog en hel del ting, som jeg finder åbenlyst utroværdige:
I afsnit 3 tager Marty til Mexico og leger kartelchef. Jeg tvivler på, at narkokarteller laver regnskaber, som udefrakommende (og ikke spansktalende) personer kan forstå.
Da Ruth og Rachel overtager casinoet, nægter de at være med til at hvidvaske penge for kartellet. Det giver ingen mening, at de bare er ligeglade med, at kartellet sandsynligvis vil sende lejemordere efter dem.
Ham privatdetektiven har ingen personlig interesse eller relationer til Byrde-familien. Det er bare et job. Så hvorfor går han så meget op i at blive ved med at bore i sagen - med risiko for eget liv?
Det amerikanske system er temmelig fucked up. Men jeg tvivler nu på, at det er SÅ fucked up, at man kan lave en sådan aftale med FBI, som Byrde og Navarro får i stand.
Jeg kan dog sagtens tilgive det meste, så længe det er medrivende, og så længe man er i så godt selskab som med Wendy og Marty Byrde.
Jeg er i tvivl om, hvordan slutningen skal tolkes:
Skal vi forestille os, at mordet på privatdetektiven vil sætte gang i en ny spiral af ubehageligheder og gordiske knuder, der skal løses?
Eller skal vi forestille os, at der ikke er nogen der vil savne privatdetektiven, og at alle løse ender nu er fjernet, således at Byrde-familien og Camila Navarro kan køre videre uden problemer i samarbejdet med FBI?
Jeg vælger at hælde til den sidste mulighed :-)
★★★★☆☆