Christopher Walken skal spille kejser i "Dune: Del 2"

Den Oscar-vindende legende sætter kurs mod Denis Villeneuves grandiose sci-fi-univers.

Christopher Walken skal spille Kejser Shaddam IV af Huset Corrino i Denis Villeneuves kommende "Dune: Del 2".

Veteranen, der blandt andet er kendt for sine roller i storfilm som "The Deer Hunter", "Catch Me If You Can" og "Pulp Fiction", slutter sig dermed til det i forvejen imponerende ensemble.

I rollen som Kejser Shaddams datter, Prinsesee Irulan, finder vi som tidligere rapporteret "Midsommar"-stjernen Florence Pugh, mens castet også tæller prominente navne som Timothée Chalamet, Zendaya, Rebecca Ferguson, Dave Bautista, Josh Brolin, Javier Bardem og Stellan Skarsgård – samt ikke mindst nytilkomne Austin Butler ("Elvis").

Læs også: DAVID LYNCH VIL GERNE OMKLIPPE SIN "DUNE"-FILM FRA 1984

Selvom Kejser Shaddam IV ikke optrådte foran kameraet i den første "Dune", spillede han alligevel en central rolle i fortællingen. Det er nemlig ham, der for alvor sætter gang i historien ved at beordre Atreides-familien på en livsfarlig mission til krydderi-planeten Arrakis, også kendt som Dune. 

Kejseren har nemlig set sig sur på Atreides-klanens overhoved, hertugen Leto Atreides, og hans popularitet i galaksen, og derfor allierer Shaddam IV sig med den onde Harkonnen-klan i forsøget på at udradere Huset Atreides.

"Dune" har siden premieren sidste år indtjent 400 mio. dollars på verdensplan, og filmatiseringen af Frank Herberts berømte roman blev nomineret til hele ti Oscars – herunder Bedste film. Den vandt dog "kun" seks af de eftertragtede statuetter ved årets uddeling.

"Dune: Del 2" udkommer i biograferne den 19. oktober 2023.

Kommentarer

Christopher Walken skal spille kejser i "Dune: Del 2"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen