Anmeldelse: Downton Abbey: En ny æra

Herligt højrøvet kultserie bider endnu engang sarkastisk fra sig i mere end vellykket overgang til film.

Kultserie er næppe et begreb, som de fleste forbinder med ærke-aristokratiske tidsportrætter. Dog er det noget nær umuligt ikke at vedkende sig, at britiske "Downton Abbey" netop er en kultserie. Begejstringen over det herligt syrlige, satiriske og forbløffende fængslende overklasse-univers er siden sjette og sidste sæson i 2015 ikke falmet. Allerede fire år senere gik serien til filmen med "Downton Abbey", som nu følges op med "Downton Abbey – en ny æra". På endnu mere forbløffende vis klinger champagneglassene stadig højt og gennemtrængende med hvad der må være én af de mest vellykkede franchises i nyere tid. 

Tid og tradition står udefra stille i Downton Abbey, men perioden efter 1. verdenskrig kan mærkes på økonomien hos det tedrikkende herskab. Da især herregårdens tag er medtaget og utæt, indvilger Lord Grantham (Hugh Bonneville) noget modvilligt i at lade et filmhold benytte Downton som kulisse til et stort anlagt stumfilms-melodrama. Med stiff upper lips fnyser den ældre generation af familien Grantham af det der nymodens film-pjat, mens den yngre del – og de nysgerrige tjenestefolk – fryder sig over adspredelsen. Tiden indhenter dog ikke alene de fine gemakker, men også en hændelse flere årtier tilbage dukker op fra skyggerne. Den aldrende Grevinde Grantham (Maggie Smith) arver ud af det blå tildelt et feriepalads i Sydfrankrig fra en gammel elsker. Sladderen går derfor hurtigt på, om sønnen Lord Grantham måske er et biprodukt af den skjulte romance og derfor ikke retmæssig arving af Downton. 

Grantham-familien og ikke mindst deres tjenestefolk får en smuk afrunding, men forhåbentlig ikke det sidste kapitel i sagaen. Manuskriptet er atter af serieskaberen Julia Fellowes, hvilket mærkes med de mange referencer og ikke mindst med det fortællemæssige overskud, der kendetegnede serien og filmen fra 2019. Bedst af alt, man behøver ikke at være bekendt med Downton Abbey-universet. Selvom det hjælper.

Persongalleriet er enormt, og naturligvis fanges ikke de mange sideplots som former universets overraskende kompleksitet og historiske relief. Dér skal "Downton Abbey"-serien ses, og kendere vil uden tvivl få the full treatment. Da fortælling og instruktion går op i en højere fornøjelig enhed er forhåndskendskab ikke nødvendigt for at svælge i herlighederne. Mødet med en nye æra er det overskyggende tema, når nye personer tilføjes mens andre forsvinder ud af billedet. Som historisk overgangsfase, hvor døren åbnes til ny teknologi, samfundsorden og seksualitet. Nye formationer udfordrer den britiske overklasse, som langsomt dør ud med begyndelsen på enden for Det britiske imperium efter 1. verdenskrig. Tjenestefolkene ser nye muligheder for at leve deres egne liv, på egne økonomiske præmisser, mens verdenen uden for herregårdens snobberier viser sig at være tættere på end antaget. Selv for dem med næsen i sky, der helst fornægter enhver form for evolution i de sociale klasser, bliver mødet med det moderne et satirisk og velplaceret los i røven.

Stumfilmens møde med talefilmen, der viser sig først at være en katastrofe for optagelserne på Downton Abbey og senere løses snarrådigt, forvandles til en fremstilling af tid og historie under evig udvikling. For "Downton Abbey – en ny æra" er også en forfriskende film om film-metahistorie, som humoristisk og umanerligt underholdende spejler virkeligheden i Downton i stumfilmens melodrama, divaer med udløbsdato og fallerede filmstjerner. Skiftet mellem levende fortællinger, gakkede problemstillinger og samfundskritik er så eminent vævet sammen, at det aldrig ender overfortalt eller underforstået. Alle lag supplerer hinanden. Alt dette fortalt med fortælleglæde og respekt for karakterne, elegant skrædder-klippede lag af sideplots og perfekt humoristisk timing. Og hvem andre end den legendariske dobbelt Oscar-vinder Maggie Smith kan levere oneliners med så bidende britisk sarkasme, der rammer med spydige piskesmæld over kinden og alligevel sætter sig i mellemgulvet med klukkende fnis?  

Hvor er det forfriskende at se en franchise med så stort overskud, så velskrevet et miks af fortællinger samlet i én og så helt utroligt besmittende, charmerende og underholdende eksekveret historie. Dét kunne andre lære af. "Downton Abbey – en ny æra" følger mesterligt op på én af nyere tids mest elskede serier som afrunding, men forhåbentlig langt fra sidste kapitel om den herlige, aristokratiske og helt igennem højrøvet herregård.

Downton Abbey: En ny æra

Kommentarer

Downton Abbey: En ny æra

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen