Hvad med fotografen, klipperen, lyddesigneren og komponisten? Er de ikke en ligeså vital del af produktionens virkeliggørelse? I min verden leverer skuespillere i hvert fald ligeså meget et håndværk som fotografen gør.
"En lavere løn" lyder altså lidt som definitionen på at være bedre end andre. Det er jeg ked af at sige. Jeg tror de fleste gerne ville have mere i løn, så at sige skuespillere ikke får den reelle løn er et underligt argument i mine øjne (ved mindre man rent faktisk synes skuespillere er mere værd).
Det er meget vigtigt, at vi differentierer mellem min skrivelse og din opfattelse her. Når jeg mener, at de tre grupperinger er "ude" på projektets vegne, så er det, fordi det er dem, der mest står til mål for projektet og har en kontrollerende del af projektets fuldførelse i sine hænder.
Som manuskriptforfatter har man en bestemt stemme, der specifikt eftersøges for at fortælle en historie i den rette toneart og ladning.
Som instruktør har man en bestemt stil, som der specifikt eftersøges til at sikre, at historien bliver fortalt, som den er tilsigtet på skrift..
Som skuespiller har man en bestemt udstråling, der specifikt eftersøges for at virkeliggøre de eksistenser, der er nedfældet på papir.
Og på den måde er de toneangivende for, hvordan en film eller serie udformer sig, men også, hvordan de relaterer til publikum og deres opfattelse. Så det er en af grundene til, hvorfor disse grupperinger får del i rettighedspengene, fordi de ganske enkelt risikerer, at de ikke kan arbejde andetsteds, fordi de bliver en offentlig del af filmens eller seriens overordnede historie.
Som lysmester eller tonemester, så kan du sagtens arbejde alle mulige steder i branchen i din funktion, fordi du møder op og gør dit arbejde bag kameraet og så er det videre til næste projekt. Sådan er det ufatteligt sjældent for disse tre grupperinger.
g komponister får også royalties i en anstændig kontrakt, men dem får de udbetalt via noget som KODA, f.eks. Men også Netflix er kendt for at tryne folks rettigheder fuldstændig i bund for at give et engangsbeløb og så færdig slut.
Det betyder ikke, at de andre dele ikke er vitale. Alle folk på et filmset er afgørende for filmens tilblivelse, men man kan godt lave en film med færre crew (alt efter filmen, selvfølgelig), men det gør bare produktionen mere smertelig at udføre. Det er aldrig en god ide.
Når jeg siger "en lavere løn", så er det ift., at en films økonomi ikke kun er dens budget i øjeblikket og så er der bagefter ikke flere penge at hente. Det er et produkt, der skal sælges og dens økonomi er ganske enkelt bundet op omkring, hvor meget folk ser produktet.
Ja, du kan kaste en pind i en vilkårlig retning og hvis den ikke har ramt 492 skuespillere indenfor de første ti meter, så har den nok ramt lige så mange enten manuskriptforfattere og instruktører. Der er MANGE om buddet, men når de enkelte er valgt, så er deres tid reserveret i LANGE perioder, hvor de så ikke kan arbejde på noget andet, med mindre de fuldstændig opgaver reel social interaktion.
Så aftalen er, at vi tager en lavere løn end tilsvarende produktioner i f.eks. USA eller UK, hvor vi gambler på, at filmen klarer sig godt nok til, at vi så bagefter kan få flere penge.
Eller vi kunne gå efter at få en højere dagsgage med det samme og så stå i en situation, at filmen ikke indtjener nok penge til at blive profitabel og så var det hele "lidt spild".
Vores primære mål er, at filmen eller serien bliver til noget. Så kan det med pengene komme bagefter. Derfor har vi rettighedssystemet.
Med undtagelse af store skuespillernavne der kan tiltrække et publikum, eller er i en kaliber hvor deres genkendelighed er et plus for filmen/serien, så køber jeg ikke argumentet om at de er så udsatte. Hvordan er skuespillere udsatte pga. deres eksponering?
Nu er det en lille detour, men hvis man som skuespiller medvirker i en reklamefilm, f.eks., så er der en gevaldigt stor chance for, at man ikke bliver castet til en film eller en serie, fordi man så er blevet "slidt". Det er et caster udtryk, der bruges for at italesætte værdien af en spillers tilstedeværelse.
Polle fra Snave, f.eks. Hans karriere både eksploderede og imploderede i samme øjeblik pga. eksponeringen. Sådan er det også i mindre skala eller på film eller serier.
F.eks. har jeg netop medvirket i en dansk Netflix-serie (nok den sidste i et stykke tid :-D), hvor jeg havde fuldskæg.
Jeg havde 5 dage på serien ud af 56 dage. Jeg skulle bibeholde mit look i lidt over 2½ måneder, fordi jeg nu var denne karakter.
Når jeg har fuldskæg, så ligner jeg en mellem de 35-45. Så hvis der så dukker en rolle op, hvor jeg skal ligne en omkring slut-20'erne, start-30'erne, så er jeg måske i den situation, at jeg bliver valgt fra, fordi mit look er låst til en anden produktion. Er jeg barberet, kan jeg sagtens.
Så som skuespiller er det mega værdifuldt, at jeg også får sikret mig selv økonomisk på et senere tidspunkt, når mit ansigt så begynder at blive eksponeret og brugt i den sammenhæng, som har afholdt mig fra (potentielt) at få andre jobs også.
At de bruger mest tid på projektet holder heller ikke rigtig. Foruden hovedrollerne er det de færeste skuespillere der er med i hele perioden, dertil er det ofte skuespillerne der er dem der har de korteste dage. Så er der selvfølgelig forberedelser til rollen, men den tid kan jo strække sig uendeligt og må vel i et vidst omfang stå for skuespillerens egen regning. På samme måde har fotografen også rigtig meget forberedelsestid.
Alt efter om det er en manuskriptforfatter, der har skrevet et manus selv og så pitcher det eller om en producer har en ide og så hyrer manuskriptforfattere til at udføre ideen, så er de typisk de første på projektet. Manuskriptforfatteren KAN godt være med på set, men det er ikke altid tilfældet, men de er stadigvæk beslægtet projektet helt indtil klippefasen og nogle gange også der. Men typisk slutter deres engagement, når sidste skud er optaget og i nogle tilfælde, så snart de har solgt manuskriptet. Det kommer an på den individuelle manuskriptforfatter.
Meget hurtigt efter kommer instruktøren på. Instruktøren er typisk den, der er længst tid på et projekt. Produceren og instruktøren plejer at være rimelig ens på det punkt, men i nogle situationer, så er instruktøren i gang i længere tid.
Ja, du har ret at hovedrollespillerne er med i længere tid og så kan der være en masse mindre roller, som har mindre tid som ved mit nævnte eksempel.
Men af alle roller på et filmset, så er der nok ikke en eneste, der kan sige sig fri for at sige, at det er dem, der er omdrejningspunktet i nyheder, interviews, sladderblade osv., osv. Igen, det med eksponeringen. Og alt efter hvor krævende en rolle det er, så er der tonser meget research i en rolle og potentielle fysiske og psykiske følger, der ikke er for fede at have med.
Fotografen har også ret meget forberedelsestid og alt efter, hvordan fotografen har aftalt med instruktøren, så kan denne også være en toneangivende spiller i klipperummet, selvom det forekommer mindre hyppigt.
Jeg selv er ikke en skuespiller, der er slået igennem, så det er måske underligt at skulle forholde sig til mig som et eksempel, men jeg brugte f.eks. hele 2021 på at arbejde på min kost og min træning.
Jeg gik til crossfit op til fem gange om ugen og kampsport op til fire gange om ugen, så mit gennemsnitlige fysiske aktivitetsniveau lå på 5 sessioner om ugen. I nogle få uger trænede jeg mellem 7-9 gange om ugen.
Mens jeg samtidig læste bøger om manuskriptforfatteri og arbejdede på en film, jeg er i gang med at færdiggøre i postproduktion som instruktør. Så jeg holder mig aktiv gennem ÅR for at være klar til en opgave, som måske ikke engang kommer. Men når den så kommer, så er jeg KLAR eller så skal der ikke meget til for, at jeg er det.
Og dertil er det med skuespillet, at man ikke blot betaler en spiller for en enkelt dags arbejde, men man betaler en skuespiller for at kunne være i stand til at udføre det påkrævede arbejde på en enkelt dag. Der er en forskel. :-)
Jeg beklager wall of text, det er bare et emne, jeg går meget op i, så jeg prøver at gøre det klart for alle, der nu måtte interessere sig for det.