Var Extraction en svipser ? Jeg syntes den var genial, og jeg glæder mig 2eren.
Anmeldelse: The Gray Man (Netflix)
Russo-brødrenes stjernespækkede thriller stimulerer sjældent de små grå, men til gengæld får den et godt greb om både vores sanser, nerver og lattermuskler.
Midt under "The Gray Man" begyndte jeg at spekulere over, hvornår jeg sidst havde set et virkelig godt, gedigent actionbrag. Sådan et, hvor man elsker helten og elsker at hade skurken. Hvor slagsmålene og skudduellerne ikke drænes for liv af computerskabt kunstighed eller konstante kamerarystelser. Hvor både projektiler og punchlines slår gnister. Hvor historien tør at være enkel og målrettet – uanfægtet af påtagede twists og meningsløse sidehistorier. Og så gik det pludselig op for mig: Jeg sad og så netop den film! Og den mindede mig om alt det, jeg så ofte har savnet fra genren.
Man burde vel heller ikke have forventet andet af Russo-brødrene? Joe og Anthony instruerede trods alt den nok bedste Marvel-film til dato, "Captain America: The Winter Soldier", samt en af filmhistoriens største kassesucceser, "Avengers: Endgame". Men parrets renommé blev svækket en smule af det nedsablede PTSD-drama "Cherry" og den dybt konventionelle thriller "Extraction", som brødrene skrev manuskriptet til. Men "The Gray Man" understreger, at det var galskab at betvivle Russo-parrets flair for førsterangs underholdning efter sølle to svipsere.
Titlen refererer til en særskilt gruppe CIA-agenter, der netop opererer inden for en slags gråzone mellem ret og uret. Mellem lov og selvtægt. De udfører de opgaver, som CIA ikke officielt kan notere i årsregnskabet. Og de bærer alle kodenavnet Sierra efterfulgt af et tal – Sierra Six (Ryan Gosling) er vores helt, der ligesom sine kollegaer blev rekrutteret i spjældet og fik et uimodståeligt tilbud: dræb skurke for CIA og lev samtidigt uden for fængslets mure. Men en dag går en mission galt, og da Six får fingre i et USB-stik spækket med tophemmelige CIA-data, får agenten en hær af lejesvende på nakken – inklusive den sadistiske Lloyd Hansen (Chris Evans), hvis moustache er lige så ækelt som hans hang til tortur.
Et kort resumé får måske nok "The Gray Man" til at lyde en smule fantasiløs og forudsigelig. Vi har da også set ufatteligt mange actionfilm om stjålne CIA-filer og agenter på flugt. Og historien er vitterligt så enkel, som den lyder: good guy flygter gennem Europa og slås med bad guys, indtil kun én stadig står oprejst. Men fortællingens fedtfattighed er ikke en svaghed, men tværtimod en kolossal styrke – den giver nemlig karaktererne masser af tid og plads til at boltre sig.
Og hold da op, hvor skuespillerne boltrer sig. Gosling var formidabel som uortodoks actionhelt i "Drive" og "The Nice Guys", men han er også helt perfekt som krumtappen i en mere konventionel actionbasker – hans medfødte karisma og tilbagelænethed gør ham til et meget menneskeligt og besnærende anker i filmens eksplosive kaos. Og Evans er lige så fortryllende som Lloyd. Efter at have spillet den evigt regelrette Captain America i årevis nyder Evans tydeligvis at slippe tøjlerne og lege svinehund. Kan I huske, hvor charmerende Evans var som selvoptaget slagsbror i Edgar Wrights "Scott Pilgrim vs. the World"? Her får I mere af samme skuffe, og sammen er Evans og Gosling en førsteklasses duellerende duo.
Og også birollerne udfyldes af vildt veloplagte skuespillere – fra Ana de Armas, der spiller Six' skønne sidekick, over Billy Bob Thornton, som giver filmen lidt velkommen patos i rollen som Six' mentor/faderfigur, til Jessica Henwick og "Bridgerton"-stjernen Regé-Jean Page, der i fællesskab brillerer som evigt stridende CIA-chefer. Som seer føler man sig som gæst til en fest, der svømmer over i smittende energi og entusiasme.
Bortset fra en smule overpoleret, distraherende CGI så er actionsekvenserne generelt lige så herligt varierede og koreograferede som dem i "Captain America: The Winter Soldier". Og også hér går Russo-brødrene ned i gear på de helt rette tidspunkter og lader både karaktererne og publikum ånde, så man aldrig bliver udkørt – og manuskriptets replikker er simpelthen kræs for øregangene, der konsekvent rykker i smilebåndene og lattermusklerne. Nej, "The Gray Man" opfinder ikke den dybe tallerken, men den serverer altså en actionfyldt lækkerbisken på den tallerken, den vitterligt har.
