Quentin Tarantino kårer "Dødens gab" til filmhistoriens bedste film

Den legendariske instruktør skamroser Spielbergs ikoniske horror-klassiker.

Quentin Tarantinos enorme kærlighed til filmmediet er velkendt. Ud over selv at have ydet væsentlige bidrag til filmkunsten i form af klassikere som "Reservoir Dogs", "Pulp Fiction", "Inglourious Basterds" og "Kill Bill"-filmene, så er den sagnomspundne filmmager også berømt for at være en film-junkie af rang, der nærmest kan betegnes som et omvandrende filmleksikon.

Nu har Tarantino – i forbindelse med et interview til podcasten ReelBlend – afsløret, hvilken film han anser som værende den bedste i filmhistorien. Ifølge Tarantino er Steven Spielberg-klassikeren "Dødens gab" fra 1975 umulig at komme uden om:

"Jeg synes 'Dødens gab' er den bedste film, der nogensinde er lavet. Måske ikke den bedste 'film', men det er den bedste 'movie', der nogensinde er skabt. Og så er der andre film, der nærmer sig. Men som film er der ikke lavet noget bedre end 'Dødens gab'. Det er den bedste film nogensinde. Og den viser, hvor dårligt timet de fleste film var før ‘Dødens gab'."

Se også: Russiske rum-hajer går amok på Månen i "Shark Side of the Moon"

Tarantino skelner mellem movies og films: Movies er i hans optik de store Hollywood-blockbusters, mens films er den type værker, som løber med Oscar-statuetten for Bedste film. Så "Dødens gab" er altså ifølge den 59-årige instruktør filmhistoriens bedste popcorn-film.

I det hele taget er Tarantino glad for dyr på skærmen: For nylig afslørede han nemlig som tidligere rapporteret, at den populære, engelske tegnefilmsserie "Gurli Gris" står hans hjerte nær.

Om dyr derfor måske får en fremtrædende rolle i Tarantinos 10. og angiveligt sidste spillefilm, står indtil videre hen i det uvisse, men man kan jo allerede nu begynde at fantasere om "Gurli Gris: The Movie"...

Her på Moovy dykkede vi i øvrigt ned i skabelsen af "Dødens gab" i forbindelse med filmens 45-års fødselsdag i 2020. Nikolai Schulz skrev denne informative artikel, og Moovy TV talte med en af filmens undervandsfotografer, Rodney Fox, samt scenografen Joe Alves, der også byggede filmens mekaniske hajer:

Kommentarer

Quentin Tarantino kårer "Dødens gab" til filmhistoriens bedste film

  • ★★★★1

    Jeg synes både, det er en fremragende movie og en fremragende film :)

    Jeg rater den nok som den 2. bedste nogensinde. Spielbergs bedste.

    chandler75 7-08-22 15:41

  • ★★★★1

    ..og 1'eren er?

    Men ja, Jaws holder sgu. Har vist den til både egne og andres "nymodens" rollinger, og de lægger sgu telefonen :-O

    Gasivodo 7-08-22 15:48

  • 0

    Nu ikke en jeg ville have i top 10. 

    Men vi kan da ikke komme uden om den høre til i toppen af film :)

    Geekalot 7-08-22 16:35

  • ★★★★1

    ..og 1'eren er?

    Goodfellas

    chandler75 7-08-22 17:21

  • ★★★★1

    Goodfellas

    Godkendt

    Gasivodo 7-08-22 17:22

  • ★★★★0

    Jeg synes dog faktisk, at "Jaws" er en mere perfekt og helstøbt film. Der er ikke en eneste scene i den, jeg finder overflødig, eller som trækker ned i forhold til resten.

    "Goodfellas" har et 3. akt, der ikke er helt på højde med de to første, men til gengæld er de to første så fremragende, at det ikke trækker alt for meget ned.

    chandler75 7-08-22 17:48

  • 0

    Det er jo umuligt at rate sådan noget - og er egentlig også ligeglad. Der er mesterværker, gode film, dårlige film og en masse lort. 

    ZimaBlue 7-08-22 17:57

  • 1

    Man of Steel var som forventet, så den skuffede mig ikke. Jeg bryder mig simpelthen ikke om hans æstetiske stil 

    Kiyonji 7-08-22 18:29

  • ★★★★0

    Man of Steel var som forventet, så den skuffede mig ikke. Jeg bryder mig simpelthen ikke om hans æstetiske stil 

    Forkert tråd?

    chandler75 7-08-22 18:33

  • ★★★★0

    Tja, det kan stå mellem den, og 100 andre film. Det kommer jo an på præferencer. Men ingen tvivl om hvis man foretrækker simplicitet i plot, gedigen karaktertegning og suspense, så er Jaws uomgængelig. Men jeg har lidt svært ved at sætte den over det jeg kalder vægtigere værker, mere filosofiske og altopslugende. Men som film er der ikke meget at sætte finger på her. 

    Babo 7-08-22 19:29

  • ★★★★★★0

    Selv om den ikke kommer i min egen top 20 og heller ikke er min Spielberg favorit (den ære går til Raiders, som så er i min top 5), så kan jeg godt se hvad han mener. Det er en perfekt doseret film og en af de vigtigste og vægtigste Blockbusters der er lavet. Det var vel den der blev den modernes blockbusters fødsel? Ville ønske man lavede flere film af en sådan kvalitet!

    T. Nielsen 7-08-22 19:45

  • ★★★★★★0

    Nå ja, havde faktisk lidt samme følelse da jeg se Top Gun: Maverick. Den var også ret godt doseret. Alt var perfekt afmålt fandt jeg. 

    T. Nielsen 7-08-22 19:54

  • ★★★★2

    For mig er det en perfekt film! Det er måske ikke min yndlingsfilm nummer et, men det ligger i hvert fald i en top ti (hvor jeg på en eller anden måde skal have plads til mindst 30 titler). 

    Første gang, jeg så den, var så traumatisk en oplevelse, at den fuldstændigt fik mig til at droppe sejlsport. Mine forældre var pænt knotne over, at de måtte til at sælge den optimistjolle igen, de næsten lige havde anskaffet til mig, men der var intet, der kunne lokke mig ud på det dybe vand med kun en smule glasfiber til at skille mig, og hvad end der gemte sig nedenunder - slet ikke da tyskerne ugen efter havde vist to'eren.  :-)

    thomsen 8-08-22 10:59

  • ★★★★★★0

    Jeg kårer ikke Tarantino til verdens bedste anmelder - men Jaws er da bestemt en fantastisk film.

    Wayne 8-08-22 11:36

  • ★★0

    Lidt apropos, så lancerede Tarantino for kort tid siden en filmpodcast, som man bør tjekke ud. Så vidt jeg kan forstå, tager den udgangspunkt i det lager af film, han købte for nogle år siden fra en videobiks i Los Angeles. Det lyder også som om, at han har fingrene i en biograf sideløbende, hvor de viser filmene de taler om på 35mm.

    NFT 8-08-22 19:34

  • 0

    Forkert tråd?

    Ja den skulle have været i værste tegnefilms tråden. 

    Jaws er jo omvendt en fremragende film som selv den dag i dag holder. Jeg kan i øvrigt anbefale bag om filmen dokumentaren, som giver et godt indblik i tilblivelsen. En af de få gode bag om dokumentarer hvor du faktisk bliver lidt klogere uden at det bare er en stor reklame for filmen.

    I det hele taget er både Spielberg og Scorsese altid værd at høre på. Du kan simpelthen bare høre at de brænder for film.

    Kiyonji 9-08-22 19:41

  • ★★★★1

    I det hele taget er både Spielberg og Scorsese altid værd at høre på. Du kan simpelthen bare høre at de brænder for film.

    Min nummer 2 og 1 over historiens bedste instruktører...

    chandler75 9-08-22 19:46

  • ★★★★0

    Min nummer 2 og 1 over historiens bedste instruktører...

    Godkendt

    Gasivodo10-08-22 18:35

  • 1

    Se Jaws baglæns, og den handler om en venlig haj der giver folk deres amputerede lemmer tilbage...   ;)

    Men den er nok ikke lige blandt mine bedste, men den holder bestemt stadig. Må få den genset med børnene :)

    Ronni Pedersen11-08-22 11:10

  • ★★★0

    Må få den genset med børnene :)

    Genså den i går med yngste pigen. Stadig en rigtig fed film med en suveræn karakter- og spændingsopbygning :)

    At hajens opførsel er meget unaturlig kan ikke spolere filmen en tøddel

    Gormanden11-08-22 11:57

  • ★★★★0

    Tror ikke man skal tænke den haj som naturlig opførsel. Den er også for stor. Men tror lidt Spielberg gik efter en monster film og så giver det bedre mening. Det er også det der gør den lidt uhyggelig. 

    Babo11-08-22 17:11

  • ★★★0

    Tror ikke man skal tænke den haj som naturlig opførsel. Den er også for stor. Men tror lidt Spielberg gik efter en monster film og så giver det bedre mening. Det er også det der gør den lidt uhyggelig. 

    Det klart - meget af hvidhajens adfærd var man heller ikke klar over i 70’erne

    Gormanden11-08-22 17:34

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen