Anmeldelse: Ali & Ava

Charmerende socialrealisme fra den britiske ghetto er sjældent set mere livsbekræftende i umage kærlighedshistorie.

Moderne britisk film er mere eller mindre grundlagt af vrede, unge mænd. Bogstaveligt talt, da Angry Young Men-bevægelsens sociale opråb fra arbejderklassen smittede af på den rå engelske socialrealisme i litteraturen, teatret og i filmverdenen, da efterkrigstidens modløse unge i efter-kolonitidens tvivlsomme år fra 50’erne og frem skød brystet frem. Dengang talentfulde skuespillere som Richard Burton, Albert Finney og ikke mindst Richard Harris, blev tidens største stemmer på det store lærred.

Siden da har socialt bevidst drama været ét af Englands absolut stærkeste kort på hånden, hvor den såkaldte kitchen sink realism blev videreudviklet af især Ken Loach ("Sorry We Missed You") og Mike Leigh ("Happy-Go-Lucky"), og senere neo kitchen sink, der også blev båret frem af Andrea Arnold ("American Honey") og Lynne Ramsay ("You Were Never Really Here"). Især Arnolds rytmiske og lyriske stil følger instruktør og dokumentarist Clio Barnard op på i "Ali & Ava", der ganske vist er barsk, men håbefuld.

Ali (Adeel Akhta) er en energisk og hurtigsnakkende musikfreak, der arbejder som vicevært i Bradfords slum og prøver at holde sin skilsmisse hemmelig for alle andre end de nærmeste. Ava (Claire Rushbrook) ernærer sig som underviser og holder ellers sammen på sin familie, der også tæller et nytilkommet barnebarn. De to skæbner mødes lidt tilfældigt, bliver venner og snart også mere end det. Ikke mindst ført sammen af musikken – og kærligheden til samme. 

Modsætninger mødes og sød musik opstår når etnicitet, arbejderklasse og kultur clash’er i Ali og Avas omfavnelse hen over køkkenvasken. Gråt og kedeligt som engelsk sommerregn ved første øjekast. Indebrændt sorg og bristede illusioner triller ned over kinderne, for at tørres væk når andre kigger. Det lyder jo ikke som en charmende biograftur. Men det er værd at se op, bare én gang til.

For øjeblikket efter vendes bøtten med smittende overskud. Med det dér glimt og medrivende gnist i øjet, der i lun håndsrækkelse er en opfordring om empati, et lille smil og om at der er endnu en dag i morgen. "Ali & Ava" er det varme kram, der vækker glæden over blomsten, der vokser op mellem ghettoens betonsprækker. Da en lille skolepige får modet af Ava til selv at klatre ned fra et legestativ. At se, at mennesker kan vokse under selv de værste betingelser. Alt imens et mixtape af country, folk, hårdtpumpet tekno og ørehængende pop udgør bagtæppet på en umage kærlighedshistorie, der renses for den først nok akavet luft, og i stedet forvandler sig til livsbekræftende og sårbar kinddans.  

I det forkerte hænder var "Ali & Ava" endt som en blødsøden romantisering af den britiske arbejderklasse. Med Clio Bernards baggrund som dokumentarist skabes i stedet et fintfølende flue på væggen-portræt af ualmindeligt almindelige mennesker, som møder hinanden på det helt rette og alligevel helt forkerte tidspunkt. De vrede unge mænd og kvinder får afløb i musik, medmenneskelighed og upassende britisk humor. For det er også veloplagt morsom perle, når hverdagskomik bogstaveligt talt afvæbner livstruende situationer. Akhta og Rushbrook er årets filmpar, når de knuger faldefærdig skrøbelighed og slidt kærlighed mildt sammen i en anderledes "Romeo og Juliet"-fortælling om folket på bunden, som Bernard ophøjer til stor, stor filmkunst med høj gensynsglæde.

Socialrealisme fra den britiske ghetto er sjældent både rørende, livsbekræftende, inspirerende og humoristisk. Dét er "Ali & Ava" – og mere til. Clio Bernards fabelagtige kærlighedshistorie om livets små og solstrejf fra en grå himmel er en oprigtig og forunderligt smuk opfordring til at finde hinanden. Uanset forskellighed, politisk ståsted, kulturelt ophav og ja, musik. Dét kunne vi vist alle tage ved lære af.