Anmeldelse: Nope
Sci-fi-gyser rides aldrig i mål trods stemningstung mystik.
Da Jordan Peele for få år tilbage bragede til tops med gyseren "Get Out" i 2017, blev det samtidig starten på en nybølge af Black Horror. I klassikere som "Night of the Living Dead" (1968) og "Candyman" (den originale fra 1992, naturligvis, ikke genindspilningen!) mødte gyset de sociale kommentarer, og Peele har været en succesfuld eksponent både bag kameraet og som producent inden for genren siden gennembruddet. Vinklen fastholdes til dels i "Nope", filmskaberens tredje titel som instruktør.
I en afsides kløft i Californien sker der en række mærkværdige hændelser, der vender op og ned på det lille lokalsamfund. For hvad præcis sker der om natten, når al elektricitet lukkes ned, og stunt-heste på uforklarlig vis forsvinder med et knips? Søskendeparret OJ (Daniel Kaluuya) og Emerald (Keke Palmer), der sammen ejer en ranch i dalen, beslutter sig for at løse mysteriet – og for at tage kampen op med det underlige fænomen, der viser sig at være alt andet, end hvad de nogensinde havde forestillet sig.
Uha-uha, det lyder godt nok uhyggeligt, hva'? Eller, nej, måske ikke. Det er faktisk temmelig generisk. For de mindre opmærksomme afsløres mysteriet allerede på plakaten. Rammen om fortællingen er hverken det mest interessante eller overraskende. Selvom Jordan Peele nu forsøger sig med en mystisk sci-fi-gyser. Steven Spielbergs mesterværk "Dødens gab" (samt andre af instruktørens film) og M. Night Shyamalans "Signs" er mere end tydelige inspirationskilder, hvor stemningsplateauer, mytologisering og kalkuleret dramaturgi spiller med muskler. Men er "Nope" i det mindste bedre end "Us", der tematisk godt kunne minde om hinanden? Næ. Men det er da en god og stemningsfuld underholdning med de filmiske forbilleder og spændende legekammerater på UFO-jagt? Jo. Til dels.
Jordan Peele har en helt særlig evne til at fremkalde surrealistisk atmosfære. Af den slags, der er så mystisk, at det nærmer sig det indbildske. Mikroaggression i krisetider er det dominerende tema. Frem for at vende den anden kind til og sige 'nope' til at lade sig påvirke af hidsig retorik og tabe besindelsen. At tæmme sin reptilhjerne, som OJ tæmmer heste. Man kan fristes til at lave en sammenkobling til splittelsen i USA (og resten af verden) i forbindelse med corona-pandemien. Altså en verden, hvor vanvittige konspirationer opstår. Hvor antivaxxers subjektive konstruktioner af virkeligheder og forklaringer af hændelser udspringer fra årsag-virkningsforhold i grænselandet mellem forestillingernes luftspejlinger og virkelighed. Jo, dét er et spændende tema, i balancen med synkronicitet, når én hændelse følges op med den næste i bedste "Signs"-stil. Det fortælles dog ikke dybsindigt eller medrivende nok i "Nope". Forsøget på at opdele og tidsforskyde handlingen episodisk for at højne mystikken og trække the great reveal ud er simpelthen for søgt.
Til gengæld er sidste akt – filmens absolutte højdepunkt – en veloplagt "Dødens gab"-stiløvelse i mødet med "UFO'en". Den fysiske skurk, manifestationen af aggressionerne løbet løbsk, er en kreativt designet variant af en vis animé-entitet (som jeg ikke vil afsløre), udvikler sig til katalysatoren i en perlerække af små veltimede episoder. Sammenlagt er det dog slet ikke nok til at nå "Get Out"-højder, men nok til at følge "Us" til dørs som en slags åndelig opfølger.
Jordan Peele er mere og mere ved at udvikle sig til en spejling af M. Night Shyamalan. Så er du til den kære Night, vil du med garanti tage en stemningsfuld filmoplevelse med forceret uforudsigelighed og mystik med hjem. Forventer du en stramt fortalt og gennemarbejdet velskåret film som "Get Out", vil anbefalingen af "Nope" være et næ.
